Varanasi – Hinduernes måske helligste by

Rejseglimt fra Varanasi
Sikken en start på Indien. Rejsen fra Kathmandu i Nepal tog mig ikke mindre end 24 timer, og det var som om alle stod på spring for at snyde mig. Det lykkes meget godt for der fleste. Dels vej jeg efterhånden ret afkræftet (jeg var vist allerede ved at få den berygtede ”Delhi belly” inden jeg overhovedet havde fået startet på min rejse rundt i Indien) og man er bare mere sårbar, når man rejser til et nyt land for første gang. Man kender ikke prisniveauet og ved ikke hvordan befolkningen ser på os rejsende.

(August 2009 – Rejsebeskrivelsen er under udarbejdelse, så vend tilbage for at se resten krydret med en masse billeder).

Nu var jeg vist rigtig uheldig, selvom jeg var overbevist om jeg havde købt billetten fra Kathmandu til Varanasi, hos en god lokal rejseagent, som et kendt dansk rejseselskab også havde et samarbejde med. Jeg skulle f.eks. skifte fra bus, krydse grænsen, finde en anden bus for at hente en togbillet til den resterende del af rejsen til Varanasi. Jeg fandt på en eller anden måde agentens kontor, midt i et menneskemylder, der var ved at tage pusten fra mig. Jeg mente nok jeg havde set fattigdom og masser af mennesker i Nepal, men her i Indien var det bare som om alting var 5-10 gange værre.

På kontoret sad en stor tyk inder, der uden tvivl var chefen eller ejeren. Han sad i som midtpunktet i lokalet, men flere andre ansatte, der adlød det mindste vink. De ænsede mig overhovedet ikke i starten, før jeg smed min rygsæk ned på gulvet noget mere voldsomt end jeg ellers har for vane. Den tykke inder kiggede på min billet og rejsepapir og kom med lange søforklaringer på at toget var kørt, men har kunne skaffe en ny billet til et tog om ½ time, men det kostede selvfølgelig ekstra. Jeg prøvede at protesterer, men jeg var løbet tør for energi, og ville bare videre hurtigst muligt, så jeg betalte 450 Rs for en 1. Klasses billet. Inderen vinkede til en af de ansatte, der fulgte mig hele vejen til toget. Gudskelov for det, for jeg havde da aldrig fundet frem til den rette vogn. Jeg havde fået plads i øverste køje blandt voldsomt mange lokale.

Normalt ville jeg blande mig mere med de lokale, smage deres mad og sidde og snakke med dem, men jeg var så udmattet, at jeg bare lagde mig til rette i den øverste køje, og der blev jeg liggende resten at togrejsen. Jeg fik kigget lidt nærmere på min togbillet som den tykke inder havde solgt mig. Der stod 2. Klasse og 52 Rs for den. Han havde altså taget 8 gange togbillettens pris… sikken en forretningsmand. Han sad sikkert på sit kontor og fortalte stolt historien om den høje blonde gut han fik solgt en billet til og tjente gode penge på ham. Tjaa… det er selvfølgelig ærgerligt, at man får sådanne oplevelser med i rygsækken hjem, men man kan lige så godt være forberedt på at det vil ske før eller siden. Det er bare en del af en rejse til fremmede fattige lande med en anden kultur og dagligdagsproblemer i forhold til vores. Det må bare ikke tage rejseglæden fra én, for der er 100 gode oplevelser for hver negativ.

Typisk gade i VaranasiDa jeg endelig ankom til Varanasi, var det ved at blive lyst. Der var en ivrig tuktuk føre, der ville køre mig hen til det guesthouse jeg gav navnet på. Da vi kom frem hoppede jeg lette ud og betalte. Endelig kunne jeg få et værelse, hvor jeg kunne få et bad og noget søvn i en seng. Føreren drønede af sted så snart han havde fået sin betaling. Jeg tog min rygsæk og kiggede op og så at navnet på guesthouset ingen gang lignede det jeg havde bedt om. Endnu en lektie lært… tjek navnet på hotellet/guesthouse inden du stiger ud og betaler. Føreren har sikker haft en aftale med stedet og fået en procentdel, for hver kunde han kom med. Jeg var så faldefærdig af træthed at jeg slet ikke kunne hidse mig op. Jeg gik ind og bad om et værelse, hvilket jeg fik med det samme. Jeg tror ikke der var andre gæster, og det var der en grund til. Sjældent eller rettere aldrig har jeg set et så snusket sted, men jeg var ligeglad og skyndte mig ind på værelset, hvor jeg låste døren, stillede en stol foran døren og så smed jeg mig ellers bare på sengen og faldt vist i søvne inden jeg ramte madrassen, det vist havde udtjent sin værnepligt.

Næste morgen vågnede jeg med et sæt. Jeg var stadig afkræftet, men udhvilet og opsat på at finde et andet sted at bo de næste dage. Jeg pakkede mine få ting og betalte for overnatningen til en ejer, der slet ikke kunne forstå jeg vil forlade hans pragtfulde sted efter kun én nat…

På vej mod et andet Guesthouse i VaranasiSikken et mylder jeg kom ud til. Varanasi var vågnet op og en stor heksekedel, der virkede som en stor travl myretue. Jeg gik i retning af floden og overvejede hvordan i himlens navn jeg skulle finde et godt sted at bo? Pludselig stoppede en ældre indisk herre foran mig og spurgte om jeg manglede et sted at bo. Jeg blev straks skeptisk, men gav ham chancen. Han virkede ikke påtrængende på nogen måde og fortalte bare, at han havde hørt om et sted længere nede ad vejen, der hed Shiva Ganga Rest House. Han gjorde ikke tegn på at følge mig derhen, men ønskede mig bare held og lykke. Det var da et forsøg værd, så jeg gik i retning af det nævnte sted. Jeg sik-sakkede mellem mennesker, affald, køer og en drabelig trafik, men nåede da helskindet frem.

Shiva Ganga Rest House
Shiva Ganga Rest House

Arish -den unge hjælpsomme gut.Jeg blev modtaget som en konge af en yngre fyr. Han var fantastisk høflig og viste mig stille og roligt rundt i Shiva Ganga Rest House. Se dette sted var helt anderledes i forholdet til det andet. Jeg havde en god følelse af stedet med det samme og fik eget værelse. Det var betydeligt renere og jeg kunne få alt det kogte vand (der var sat i køleskab) at drikke. Jeg kastede mine ting på sengen og fandt et sted at spise, for jeg trængte i den grad til et solidt morgenmåltid.

Gaden med Shiva Ganga Rest HouseDet varede ikke længe før jeg måtte overgive mig og krybe til køjs, da jeg havde fået ”Dehli Belly” og bare trængte til at slappe af i min seng tæt… meget tæt på et toilet. Sådan gik de næste 2-3 dage. Ashish, den yngre gut der havde taget imod mig, var utrolig behjælpelig med af skaffe drikkelse og noget brød, så jeg ikke skulle ud i menneskemylderet. Men efter 3 dage trængte jeg til at bevæge mig og min appetit var langsomt vendt tilbage, så jeg vågede mig ud.

Livet ved floden GangesJeg gik rundt i de små snævre gader, hvor det flød med affald, som de hellige køer boltrede sig i. Børn legede, kvinderne tilberedte maden med cykler og knallerter susende tæt forbi dem. Jeg fandt efterhånden ud til floden Ganges og sikke et syn. Voksne badede i det møgbeskidte vand mens de bad. Børn plaskede lystigt, en delfin gled yndefuldt gennem vandet mens mænd ”gjorde stort og småt” op ad murene til de mange Gaths.

Jeg bevægede mig længere og længere ned langs de små gader og tæt på floden. Pludselig dukkede en ung gut op som trold fra en æske. “Skal jeg vise dig rundt Mr…. jeg kan vise dig hvor de døde bliver brændt”. Jeg sagde pænt nej tak, da jeg vidste det ikke ligefrem var en “turistattraktion” så jeg sagde pænt “nej tak”. Brænde til ligbrændningDet ville han ikke accepterer, så han fulgte mig uanset hvor jeg gik hen. Til sidst stoppede jeg og bad fortalte igen pænt men bestemt, at jeg ikke var interesseret i en guide og bare ville gå lidt rundt for mig selv. Så blev han pludselig ubehagelig og truede med politi og alverdens ulykker. Jeg var overrasket over hans voldsomme reaktion, men sagde top… så lad os finde frem til politiet og jeg gik med stormskridt videre med ham i hælene. Da jeg endelig fik øje på et par politimænd sagde jeg til ham… kom så tager vi en snak med politiet, men så fik han ellers travlt med at komme væk. Det var faktisk meget normalt at flere “tilbød” deres hjælp, men selvfølgelig regnede de med en “belønning” til sidst og det er jo meget forståeligt, når man tænker på deres levestandard. (PS: Jeg fik da alligevel et lille glimt af ligbrændningsstedet som du kan se på billeder).

Væverier med børnearbejdere
Et væveri i VaranasiEn af dagene spurgte Arich (den unge fyr fra guesthouset) om jeg ville se nogle væverier. Det ville jeg da ikke sige nej til. Det var jo en god mulighed for at se hvordan dagliglivet var for de hårdtarbejdene mennesker. Jeg havde hørt meget om børnearbejdere i Indien, men heldigvis stødte jeg ikke på nogle under rundvisningen. Det var en stor pålevelse at se hvordan de producerede de farverige og meget smukke silke stoffer, der var til salg overalt i Varanasi.

Farvningen på et væveriJeg tror ikke der var sket store fremskridt i fremstillingsprocessen. Det foregik manuelt i mørke rum, hvor der ikke var meget plads at bevæge sig på. Arbejdstilsynet i Danmark ville have lukket stederne øjeblikkeligt, men her var der ikke noget der hed personalepolitik og arbejdstilsyn. Alligevel blev jeg overalt modtaget med et stort varmt smil af de hårdt arbejdene indere.

Skriv din mening