Split på en weekend

Inden jeg selv oplevede en del af Kroatien, så jeg udelukkende landet som en sommer destination. Jeg blev klogere. Der er så mange perler i Kroatien, som det bliver nemmere og nemmere at nå med alle de nye flyruter, der konstant udvides. Jeg fløj fx til Split i Dalmatien. Her blev jeg blev mødt af en utrolig charmerende by med et utal af seværdigheder og farverige markeder. I havnen var der et konstant mylder af rejsende i alle aldre, som skulle med en af de mange færger og udflugtsskibe, for at komme ud til en af de mange smukke øer i den dalmatiske skærgård.

Mit mål var det romerske Diocletians Palads, jeg havde læst om og set afbilledet på smukkeste vis i diverse rejsemagasiner og guidebøer. Paladset kunne leve op til det hele og mere til. Små snævre gader med vasketøjet flagrende og potteplaner i forførende smukke farver. Cafeer, restauranter og små butikker over alt med Dujam Katedralen som omdrejningspunktet. Uden for palads området støder du på en stor flot havnepromenade med et herligt leben, specielt om aftenen. Det er skønt at sidde ved en af de mange restauranter, skylle dagens oplevelser ned med en dejlig kold øl og kigge på de mange mennesker.

Lige uden for centrum af Split kan du slappe af på en skøn men travl strand. Vandet er azurblåt og lokker til et hovedspring. På en weekend kan du sagtens nå at se det meste, så hvorfor ikke prøve en lidt andeledes forlænget weekend, i stedet for de traditionelle rejsemål? Split er også optimal, hvis du er på sommerferie i Kroatien. Der er busforbindelser til det meste af Kroatien, og de fleste spændende områder kan du når på 3-5 timer. Mod nord kan du fx komme ud og trekke i Paklenica eller Plitvice National Park. Et par timer mod syd, kan du ved selvsyn opleve byen, der over alt beskrives som Kroatiens perle…Dubrovnik. Døm selv :o)

Skriv din mening