Skolebilledet der blev til virkelighed

Rejseglimt fra Peru
Jeg må indrømme at historie som fag i skoletiden, havde meget svært ved at fange min interesse (desværre). Der var dog èt billede og navn, der af uforklarlige grunde “brændte” sig fast på min nethinde. Det var “Inkariget” og billedet af deres helligste sted Machu Picchu.

20 år senere står jeg pludselig midt i det hele, sammen med en god kammerat. Landet er Peru. Billedet fra skoletiden var flot, men virkeligheden endnu mere fantastisk. Det er ikke kun ruinerne fra en civilisation, der gik til grunde for blot 450 år siden. Det er i lige så høj grad omgivelserne. Ruinerne ligger på et bjerg omgivet af andre bjerge, der står som kegler i forskellige størrelser. Disse er omgivet af endnu større bjerge med evig sne. For foden af bjergene snor den fossende flod, Urubamba, der løber om kap med toget, der dagligt transportere forventningsfulde rejsende, lokale og et hav af fingernemme tyveknægte fra hele Peru.

Alle mine forventninger til Machu Picchu blev indfriet mange gange. Heldigvis for bag mig lå en 4 dages hård og våd vandretur.

Detaljer fra Inkaernes byggestilNogle dage forinden var min kammerat og jeg ankommet til Cusco i Peru. Cusco var tidligere Inkaimperiets hovedstad og i dag er der overalt tydelige spor fra den civilisation, der for mindre end 450 år siden, kontrollerede store dele af det sydamerikanske kontinent. Store mure opført med tonstunge sten, så præcist sammensat uden brug af mørtel, at end ikke et barberblad kan tvinges ind i samlingerne, bærer præg af en helt fantastisk byggekunst.

Der er mange legender forbundet med Inkaerne. Specielt legenden om hvordan Inkaerne opstod og hvordan Cusco blev fundet, er fascinerende. Solen eller rettere solguden Inti sendte sin søn “Manco Capac” for at hjælpe de stakkels primitive skabninger ud af mørket. Månen sendte ligeledes sin datter “Mama Occollo” til jorden og blev Manco Capac´s brud. De kom til jorden fra to øer (sol og måne øen) i søen Titicaca. Herfra startede deres søgen med en guldstav, efter et sted hvor de kunne starte deres rige. Pludselig en dag sank guldstaven ned i jorden og de navngav stedet Cusco, som betyder “jordens navle”.

Vi var begge fascineret af Cusco, men på samme tid så spændte på “The Inka trail”, at vi skyndte os at se efter et trekkingbureau. Vi havde hørt fra andre rejsende, at det bedst kunne betale sig komme på en organiseret tur, da priserne var så lave, at vi ikke selv kunne gøre det billigere. På en organiseret tur følger der også en guide med, der kan komme med en masse oplysninger og sørge for noget af det praktiske. Vi valgte derfor den “lette” løsning og begyndte at lede efter et bureau. Vi havde ligeledes hørt at de forskellige bureauer samlede kunderne i en og samme gruppe, så de var bare om at finde det billigste sted (jo billigere det er, jo flere drikkepenge kan vi personligt give til guiden og bærerne, som oftest er meget underbetalt).

Den 1. nat på turen til Machu PichuTuren startede med to timers forsinkelse, ikke den bedste start, men så snart vi var i bussen med gruppen, som bestod af 15 fra hele verden, udover guiden og bærerne, var alt godt igen. Det hjalp også gevaldigt, at 10 af dem var friske piger… så alt tegnede rigtigt godt. Vi lagde ud med en bustur på nogle timer før vi startede selve vandreturen.

Vi slår lejr for natten på 2. dagenVandreturen startede med flot solskin, hvilket dog kan være en pestilens i ca. 4.000 meters højde (jeg blev godt forbrændt trods solcreme). Det blev til nogle få timers relativ let vandren den første dag, hvor vi fik en smagsprøve på den smukke natur men også hvilke strabadser der lå forude.

Første nat styrtede det ned. Teltet som jeg delte med min kammerat, var selvfølgelig utæt, så resultatet var en våd sovepose og vådt tøj. Aftnen derefter var ikke bedre. Flere havde problemer med, at overteltet blev revet væk af kraftige vindstød. Det undgik vores telt, da jeg i bare fødder, underdrenge og regnslag vovede mig ud i uvejret. Teltet blev reddet, men jeg var noget forkommen da temperaturen var langt under frysepunktet.

Vandreturen foregik i fantastiske omgivelser, bl.a. genne regnskov og over 3 bjergpas, hvoraf det ene næsten var på højde med Europas højeste bjerg (Mt. Blanc).

3. nat højt oppe i bjergeneDa vi gennemgik lidt af hvert, kom vi tæt ind på livet af hinanden. Det er også et af højdepunkterne ved at rejse. Du møder herlige mennesker fra hele verden. Det sørgelige er, at du desværre også skal tage afsked med dem. Men med e-mail og sms er det nemt at holde forbindelsen ved lige.

Vi nåede alle helskindet frem til Inkaruinerne og var enige om, de var alle anstrengelserne værd. Det første indtryk var fra et udsigtspunkt over dalen med ruinerne for fødderne af os. Først var alt indhyllet i store skyer, der langsomt svævede ned over bjergene. Pludselig var det som om der blidt blev pustet hul i skyerne og inden længe åbenbarede det magiske syn af de imponerende ruiner sig for øjnene af os. Jeg stod som hypnotiseret og huskede pludselig billedet fra historietimen i 5. klasse. Wow…sikke et sus. Blandt Machu Pichus ruinerVi skyndte os alle ned til ruinerne. Det var heldigvis stadig tidligt om morgenen, så vi var de første turister og havde hele området for os selv. Jeg fandt en sten, hvor jeg satte mig og prøvede at forestille mig, hvordan området så ud under sin storhedstid.

Så havde vi “bare” tilbageturen med toget i vente. Vi var alle trætte, møgbeskidte (havde ikke set vand og sæbe i 4 dage) og ville bare tilbage til vores guesthouse og en rigtig seng. Toget var selvfølgelig forsinket i 4 timer, det begyndte at styrte ned og elektriciteten røg og alt blev bælgmørkt. Det er også en af de ting du altid skal være forberedt på, når du rejser. Det er ikke alt der lige går efter planen af den ene eller anden grund. Så mit bedste råd må være at tage det hele som en oplevelse, for nogle gange kan det ende med at blive en af rejsens største. Jeg er vist faldet i søvn i toget... Endelig kom toget. Aldrig har jeg været vidne til et større massehysteri. Alle ville først ombord. Der blev råbt, skubbet og hevet. Den stærkeste vandt. Jeg fulgte trop og klarede det helt fint. Her kom mine 193 cm mig tilgode. I toget var der nogle unge lokale rødder, der havde taget vores plads. Om det var “store bogstaver” eller vores mangel på vand og sæbe er ikke godt at vide, men vi fik vores plads. Kl. 01.30 (7 timer senere) var vi tilbage og havde en rigtig seng at sove i. Der blev sovet og drømt. Billedet fra skolen og den virkelige oplevelse kørte hele natten som en bedre eventyrfilm.

Skriv din mening