Chile – fra Santiago til Patagonien

Rejseglimt fra Chile

Foran venter Chile… landet som jeg de seneste år har drømt om at komme til… denne gang skulle det endelig lykkes. Jeg havde 3 uger og en af mine bedste kammerater der gjorde mig selskab, Jan havde 2 uger. Vi havde allerede snakket om nogle af de ønsker vi havde til rejsen og som sædvanlig var vi meget enige. Rejsen foregår dea d. 27.12.2006-15.01.2007.

Santiago – første stop på vores rejse til Chile
Vi lagde ud med Santiago, hvor vi havde booket en overnatning på et lille Backpacker. Det hele gik legende let, men det var sikkert kun godt for flyveturen havde været lang, med stop i Zürich og Sao Paulo, så vi var godt trætte. Vi lagde ud med et hårdt tiltrængt bad og gik så ellers på opdagelse. Vi var begge noget overrasket hvor ”civiliseret” og vesteuropæisk byen var. Trods hovedstadens ca. 4,8 millioner indbyggere, så virkede tempoet ikke hysterisk højt som i mange andre storbyer. Trafikken kørte let og ubesværet… måske p.g.a. et godt udbygget offentligt transportsystem. På vejene var der næsten flere busser end biler. Busserne kom i en stadig strøm som perler på en snor og dybt nede var et super effektivt metronet som vi benyttede os meget af.

Udsigt ud over Santiago i ChileDa det var midt i en ferie for de lokale, valgte vi at tage til busstationen for at sikre os en billet, da vi næste dag skulle til Pucon, 800 km sydpå. Alt begyndelse er svær og så alligevel gik det egentlig forbavsende let… vi fik vores billet til en luksusbus med brede stole og god benplads. Det var umiddelbart den eneste der var plads på, da pladserne på de mindre bekvemme busser var udsolgt.  Prisen var ca. 300 kr. ikke så afskrækkende endda. Derefter var det tid til et tiltrængt måltid mad… okay jeg indrømmer… det blev den hurtige løsning med noget ”fastfood” lignende bøf og pommesfrites. Vi var lidt matte i sokkeholderne efter den lange rejse og jeg tror begge vores hjerner var gået i ”dvale”, for vi var ikke videre hurtige og vi sagde de underligste ting.

Julemanden hilser os velkommen i 30 graders varme i SantiagoVi traskede alligevel lidt rundt og fik fx set Plaza de Armes, der er så typisk for Sydamerika. Pladsen var prydet med et gigantisk juletræ og andet julepynt… lidt underligt at opleve i 30 graders varme, så det måtte skylles ned med en stor øl, mens vi betragtede dagligdagslivet passerer forbi os. Vi snakkede lidt om hvor afslappende en atmosfære der egentlig var. Vi følte os sikre og var ikke synderligt nervøse for vores ting… jeg gik fx med mit kamera fremme, hvilket jeg ikke har gjort på nogle af mine tidligere rejser til det Sydamerikanske kontinent. Vi kom faktisk meget rundt i byen og fandt nogle gode spisesteder og lærte at sætte pris på ølflaskernes størrelse… 1 liter.

Vi besøgte Vina De MartinoDet var ikke de store seværdigheder vi koncentrerede os om, men mere stemningen og så lige en afstikker til en af vingårdene; Vina De Martino der lå 30 km ude fra centrum. Vi tog en lille lokal bus og kom problemfrit frem. Vi fandt hurtigt stedet, men desværre var de ved at lave status, så der var egentlig lukket, men de tog sig alligevel tid til at give os en smagsprøve og fortælle os lidt om vinen.

Pucon med vulkanen Villarrica i baggrunden29.12.2006 – Santiago – Pucon
Vi tog natbussen til Pucon. Der var rigtig god plads som lovet… ja vi kunne ligefrem strække benene. Der var endda en steward, der kom med vand, en snack og tæpper. Så nu var det ellers bare at lægge sig til rette og få sin skønhedssøvn.

Pucon kom glidende nærmere og pludselig kunne vi skimte vulkanen Villarrica… et imponerende syn. Perfekt kegleformet med sne på toppen… sådan skal en rigtig vulkan se ud. Det var tydeligt den stadig var aktiv, for der stod en fin røgsøjle op fra den.

Vores hostel i PuconHjemmefra havde vi bestilt 3 overnatninger på et Hostel, der så spændende ud på nettet. Vi håbede på at stedet arrangerede en nytårsfest. Det var da teorien. Da vi fandt stedet, der lå meget idyllisk ud til søen, blev vi budt velkommen af to store larmende hunde og stedet så fuldstændigt forladt ud. Så var gode råd dyre… det var højtid og ville det overhovedet være muligt at finde et ledigt sted? Vi havde heldigvis printet bookingen fra nettet hvorpå der var et telefonnummer. Stedet var lukket da gutten bag det, ikke havde betalt lejen, men vi blev da henvist til et andet sted. Det var en stor ville tæt på centrum. Der var heldigvis plads i et lille værelse.  Menneskene virkede rigtig søde, og der var alle bekvemmeligheder. Jeg tror det blev til 5-6 nætter i alt.

Vi gik lidt på opdagelse i Pucon, der virkede hyggelig trods de mange rejsende. Vi fik bestilt en udflugt til vulkanen d. 2.1.2007, og gik ellers bare rundt og nød solen, der skinnede fra en skyfri himmel og fandt et sted eller to, hvor vi fik os en øl og noget at spise. Vi forhørte os lidt om cykelleje og gik lidt rundt for at finde et godt sted til næste aften, for at fejre nytårsaften. Der var et sted hvor de serverede nogle enorme bøffer og det var rigtigt godt besøgt, så valget var slet ikke så svært. Prisen var ca. kr. 350,- pr. person for velkomstdrink, 3 retters menu, vin og champagne. Super dyrt efter lokale forhold, men det er jo kun nytår én gang om året.

Landskabet vi passerede på vores cykelturNytårsdag/aften 2006/07 i Pucon
Nytårsdag og aften blev rigtig hyggelig. Vi lagde ud med en cykeltur til en anden sø. Cykelturen bragte os gennem det flotteste landskab med udsigt til to vulkaner, bjerge, skov og marker med store tilfredse køer, der stod og tyggede drøv uden at værdige os et blik. Den lille sø (Lago Caburgua) lå omkring 30 km fra Pucon, så det var en god opvarmning til den næste cykeltur vi havde i tankerne nogle dage senere.

Vi kom godt tilbage og fik et velfortjent bad. Inden vi skulle af sted, ringede vi hjem. Det var en oplevelse i sig selv. Jeg tror næppe min mor regnede med et telefonopkald fra Chile, for hun lød da meget overrasket, men glad… og det blev jeg selvfølgelig også.

Vi havde håbet på, der ville komme et hav af mennesker til nytårsmiddagen, men vi havde til vores store overraskelse næsten stedet for os selv. Det var først mellem kl. 22 og 23, at der dukkede en del op. De åd og drak hele menuen på én time… vi selv havde været 3 ½ time om det. Det var synd for maden var god, specielt den klump kød vi blev præsenteret for. Jeg tror der må have været mellem 1200-1500 gram oksemørbrad. Det var det møreste oksekød, faktisk tror jeg ikke jeg har fået noget tilsvarende i hele mit liv.

Kl. 24.00 blev der ellers fyret raketter af, men vejrguderne var ikke med os, for det begyndte at styrte ned. Vi valgte at blive hvor vi var. Da regnen var aftaget, gik vi hen til Mexi Bar . (Vi havde hørt der ville komme en masse, så vi tog chancen). Det startede stille og roligt, men efterhånden dukkede flere og flere op (det tror pokker med de blandningsforhold de brugte, når du bestilte en gin/tonic). Vi kom i snak med nogle enkelte, men ikke det vilde så jeg tror vi var tilbage kl. 03.00.

1. nytårsdag skulle vi have været ude på noget ”body-rafting” men guiden havde vist haft en meget våd nytårsaften, så han magtede det ikke til stor ærgrelse for os, men også for gutten, der havde solgt os udflugten. Han var meget skuffet og ked af det på vores vegne. Han tilbød os gratis leje af cykler, som vi tog imod så vi fik da en lille tur ud af det.

Det er en stejl tur til toppen af vulkanen VillarricaJeg står på toppen af en aktiv vulkan
Jeg tror det er en drengedrøm for mange, at komme op på toppen af en vulkan, og se ned i krateret til jordens indre med alle de ustyrlige kræfter. Nu kom dagen, hvor vi skulle få chancen. Jeg må indrømme, at jeg tidligere har prøvet det i både Indonesien og Afrika, men det er så speciel en oplevelse, at jeg gerne gør det igen og igen.

Vi mødte forventningsfulde op og fik til vores overraskelse alt udstyret fra bureauet. Lige fra trekkingbukser, jakke, hjelm, hue, handsker, crampons, isøkse og støvler. Vi var godt forberedt og kom af sted til vulkanen Villarrica sammen med 12-14 andre. Vi startede med at snyde lidt, da vi tog en stolelift de første par hundrede højdemeter, men så gik det ellers også op… ca. 1000 højdemeter. Der var masser af sne og det var stejlt, men vi fik ”sik-sakket” os op sammen med mindst 100 andre, uden det gik ud over oplevelsen. Vi gjorde nogle stop undervejs og trods masser af sne, så røg det ene lag tøj efter det andet, da jeg hurtigt fik varmen pga. den fysiske udfoldelse, det var at vandre op ad Villarrica.

Jan og jeg på toppen af vulkanen VillarricaUdsigten blev bedre og bedre… ikke mindst da vi pludselig stod på toppen og kiggede ned i det enorme krater. Det syede og buldrede, og selvom vi ikke fik flydende lava at se, så var det alligevel en næsten ubeskrivelig oplevelse at stå på kanten til jordens indre. Fra toppen af Villarrica var der også udsigt til Argentina og til en endnu større vulkan.

Turen op var spændende, men turen ned var simpelthen vild sjov. Vi kurede faktisk det meste af vejen ned på vores bagdel ad interimistiske rutschebaner som giuden havde lavet. Benene strakte og isøksen i et jerngreb med begge hænder, hvis det pludselig skulle gå for stærkt, så ville den være effektiv som bremse med en enkel teknik. Jeg synes i starten det gik hurtigt, men jeg blev modigere og modigere og så kunne jeg alligevel ikke hamle op med Jan. Han formåede at suse tværs over guiden og han var tæt på et sammenstød med mig, men det var måske fordi der var lidt mere ”dødvægt” bag. Vi var begge enige om, at det simpelthen var en oplevelse, som vi på det varmeste kan anbefale.

På mountainbike via støvede grusvejeJeg sveder, støvet kravler ind over alt – 3 dage på mountainbike
Så kom dagen hvor vi skulle ud på tre dages cykeltur til nationalparken; Conguillio med vulkanen Llaima. Vi var ved godt mod og havde fået 2 gode mountainbikes fra et action bureau, hvor en lille frisk knægt var vaks og super serviceminded… han skulle da belønnes med et lille beløb. Hans ansigt lyste op med et stort smil, der var det hele værd. Vi havde fået ideen fra en artikel i rejsemagasinet, Vagabond, hvor nogle danskere havde cyklet rundt i Chile og beskrev området, som et af de smukkeste i hele Sydamerika, og hvor man var væk fra den normale ”turist-rute”.

Vores plan var egentlig at cykle omkring 130 km den første dag, men sådan skulle det ikke gå. Det startede ellers problemfrit med de første 30 km til Villarrica. Efter et lille holdt cyklede vi videre ad en mindre vej, da vi ville undgå hovedvejen med den tunge trafik. Vi skulle måske have tænkt os om en ekstra gang, men sådan er det jo at rejse.
Vi jokkede godt i pedalerne, men det var en meget ujævn grusvej og ikke nok med det, så gik det pænt op. Vejret var solrigt og varmt, så når der kom en bil eller lastbil,  støvede det gevaldigt. Det kunne Jan mærke med sin astma og jeg oplevede for første gang at få høfeber på en rejse.

Men vi fortsatte ufortrødent med sved på panden og støvet kravlende ind over alt. Vi gjorde nogle velfortjente holdt for at drikke og få lidt at spise. Pludselig fik vi selskab og nogle enorme brombasser eller hvad det nu var, men de var nærgående og veg ikke tilbage for noget som helst. Jan lignede en stor sprællemand med arme og ben, der forgæves forsøgte af vifte dem væk, men lige meget hjalp det. Vi hoppede op på cyklerne og var væk i en støvsky, men stadig skarpt forfulgt af de irriterende krapyler. Jeg tror vi cyklede 3-4 km før de var væk.

Tiden var løbet lidt fra os, støvet generede os begge og benene var begyndt at blive rigtig tunge, så vi bestemte os til at finde et sted at overnatte i den lille by Cunco. Det blev til en lille hytte med bad/toilet og fjernsyn. Vi fik et godt varmt bad og fik hurtigt kræfter til at gå i supermarked og på restaurant. Byen var stille og rolig… ja faktisk skete der intet som helst, men det er også en oplevelse for en fortravlet dansker, der konstant skal underholdes. Her åndede freden og vi var tvunget ned i tempo. Snakken og tankerne fløj i øst og vest… meget befriende, så nu er det bare om jeg husker det tilbage i Danmark.

Udsigt til vulkanen fra MelipeucoNæste dag tog vi bussen til byen, Melipeuco, der er Conguillio National Parkens indgang fra syd. Vi gik ikke mere end 100 meter, før en ældre mand stille spurgte om vi skulle have transport til indgangen af parken. ½ time senere var vi der og aftalte at blive hentet 5 timere senere. Vi købte en indgangsbillet og skulle til at begive os af sted ind i parken, da vi så en tavle der skiltede med vulkanens ”tilstand” rød, gul, grøn. Vi gloede noget, da den stod på rød… det så parkbetjentens kone for hun begyndte at grine og gjorde ham opmærksom på det, så han fik rettet den til grøn og vi åndede lettet op. (I 2008 var situationen en anden, da den kom i udbrud).

Conguillio National Park i ChileParken var flot og det var imponerende at gå langs- og på den størknet lava fra et af de tidligere udbrud… ikke mange år tilbage. Det skiftede fra skov, til en gold lava/aske slette med udkig til vulkanen. Det var bestemt en god vandretur… vi fik da også set parkens sjældne træ, Araucaria, som var en af hovedårsagerne til parkens dannelse i 1950. Vi gik tilbage og blev hentet præcist kl. 17.00. Resten af dagen stod i madens tegn. Vi spiste sen frokost (menu del dia), der typisk består af 3 retter og måske en kop kaffe. Det er ”value for money” men det er kun til frokost du kan benytte dig af tilbudet. Om aftenen skulle vi have en ”hambugesa”. Det var bestemt ikke den første i Chile, men uden tvivl den der skilte sig mest ud. Det lignede en luns kød der var rullet sammen med noget fyld i. Smagen… tjaaa den fik max 1 kokkehue, men vi grinede af det.

Vi skulle tilbage til Pucon. Vi må nok indrømme, at vi snød lidt da vi fik cyklerne på  lokalbussen til et t-kryds 30 km fremme, hvor asfaltvejen begyndte. Der var ikke mange med i starten, men efterhånden blev bussen fyldt godt op… faktisk til bristepunktet og vi sad godt klemt inde med vores store rygsække, men ud skulle vi. Det så umuligt ud, men ikke i Chile… alle tog det med godt humør og et stort smil. Da vi endelig kom ud efter at have trådt en masse over tæerne, stod billetmanden klar med vores cykler, som han havde fået ud fra bagagerummet, hvor vi ved busturens start havde skubbet dem ind i med besvær. Så var der 70 kilometer til Pucon. Det klarede vi uden problemer og vi fandt hurtigt vores ”stamsted” fra tidligere, hvor vi opbevarede mange af vores ting.

Vores dage sammen var ved at lakke mod enden. Jeg havde en lille uge mere og var heldig at få fat i en flybillet sydpå til Punta Arenas. Vi afsluttede vores herlige tur med en rigtig god middag på en restaurant, der serverede nogle bøffer af format, og de skulle selvfølgelig skylles ned med en god flaske vin og senere en gin/tonic.

Den lille havn i Puerto MonttJeg fortsætter alene til Patagonien i Chile
Jeg tog afsked med Jan den næste morgen, hvor jeg tog bussen til Puerto Montt, 5 timers kørsel sydpå. Der var derfra jeg næste dag skulle videre med fly sydpå. Selve byen var der ikke så meget ved, så det passede godt, at jeg kun havde en nat der. Jeg overnattede på et lille guesthouse, som en sød, men meget bestemt kvinde ejede. Der var pinligt rent og vi fik udleveret et par sutsko, når vi kom ind. Hun boede selv i huset og hendes kontor var hendes dagligstue. Næste morgen lavede hun morgenmad, som jeg spiste sammen med nogle af de andre gæster. Det er sjovt at se, at det ikke kun er unge mennesker, der benytter sig af disse steder og rejser som backpacker. Her var også et ægtepar på omkring de 55 år, hvilket efterhånden ikke er et særsyn længere.

Flyveturen gik planmæssigt og så stod jeg pludselig i det sydlige Patagonien… næsten på Sydamerikas sydspids hvor Antarktis ville være næste stop. Jeg skulle videre til Puerto Natales med bus… yderligere 250 kilometer. Jeg nåede lige at få et hurtigt måltid mad inden jeg skulle videre.

Kaweskar Hostel i Puerto NatalesSidst på dagen nåede jeg frem og jeg fik hurtig en rigtig god følelse ved stedet. Byen var opdelt på kryds og tværs af gader med lav bebyggelse… ikke over 2 etager. Omgivelserne var golde og omgivet af bjerge i det fjerne. Jeg havde læst godt i de rejsendes ”bibel” Lonely Planet, og fundet et sted som lød godt, men jeg var jo ikke ligefrem den eneste der har Lonely Planet, så der var optaget. Jeg blev henvist til et sted om hjørnet (Kaweskar Hostel), som jeg hurtigt fandt og jeg fik en god fornemmelse for stedet. Det var en langhåret gut der lignede en israeler og en kammerat der tog godt imod mig. De var simpelthen på dupperne og sørgede hurtigt for, at jeg fik en seng på en 6 mands stue. De gav mig en masse oplysninger om stedet, og fik mig overtalt til selv at arrangere trekkingturen til Torres del Paine der var mit mål, og på den måde spare 100-150 US . Jeg tog ud og lejede udstyret (telt og kogeblus) og fik købt ind til 4 dage. Maden skulle hovedsageligt bestå af supper med lidt brød og kiks, chokolade, øl og en lille flaske vin til aftenen.
Jeg fik pakket tingene, fik set en smule tv for første gang på turen og gik ellers tidligt i seng, da jeg skulle op kl. 06.00 næste morgen.

Jeg sov som en sten, og var frisk som en havørn da jeg stod op. (Min ”taktik” er at stå så tidligt op, så jeg som regel er en af de første,  hvis ikke den første. Så har jeg badeværelset for mig selv, og kan tage den lidt mere med ro, uden der står 10 andre og tripper udenfor).

Torres del Paine nationalparkPå vej til Torres del Paine – 3 dages trekking venter mig
Vejret tegnede godt og bussen kom til tiden. Jeg var bestemt ikke den eneste der skulle af sted, men det er jo også et af Chiles absolut største attraktioner. Der var ca. 150 km til parken ”Torres del Paine”, hvor jeg betalte entre og fik et kort. Jeg skulle have endnu en bus til udgangspunktet for vandreturen. Da jeg stod af fik jeg lige organiseret de sidste ting og kastede rygsækken på ryggen også begyndte vandreturen.

Jeg kom i snak med en gut fra Schweiz, der var der for en enkelt dag. Vi vandrede sammen og fik en god snak og rejselivet. Selve terrænet var ok… det gik da op, men ikke særligt stejlt. Naturen var storslået. Vi gik langs et mindre bjerg hvor isen for mange år siden havde lavet store ar, og jeg kunne nærmest se årene i bjerget. Udsigten blev mere og mere berusende. Jeg kunne skimte spidse toppe dækket med is og sne, og der var skiftevis klynger af nåletræer og mere golde strækninger. Vi nåede til et sted med en lille primitiv campingplads, hvor jeg ville overnatte. Jeg satte teltet op mens gutten selv fortsatte til toppen.  Derfra skulle der være udsigt til ”de tre tårne”, som man kender fra diverse postkort fra Chile.

Torres del Paine og hele Chiles varetegnDet var et lille telt jeg havde lejet, men alt var der heldigvis, for det havde jeg idiot selvfølgelig ikke fået tjekket tidligere. Et hurtigt stykke chokolade og så begyndte jeg ellers turen op ad bjergryggen, hvor det gik stejlt op, men det var en forholdsvis kort tur på ca. 1 time. Da jeg nåede toppen stod ”de tre tårne” majestætisk op og synet bombarderede alle mine sanser… det er et af de øjeblikke, der simpelthen printer sig fast på nethinden. Jeg var heldig at opleve det, for vejret skiftede hurtigt og inden for 10 minutter var de indhyllet i tåge og dis. Det skulle dog ikke få mig til at forlade stedet, for jeg håbede da på at vinden ville blotte bjergene for mig, men bestemt også for de andre, der netop var ankommet og ikke havde set hvad jeg lige havde været vidne til. Det begyndte at blæse endnu mere op og pludselig begyndte det endda at sne. Efter 1 times tid opgav jeg og gik ned igen, for jeg havde jo været heldig og beviset var i mit kamera.

Mit telt under trekkingturen i Torres del PaineAppetitten skærpes under sådan en vandretur og det gælder bestemt også for mig, så jeg fik hurtigt tændt gasblusset og satte en suppe over. Hold da op hvor den smagte godt, og øllen jeg havde med gjorde den bestemt ikke værre. Jeg sluttede måltidet af med en plade chokolade og gik tidligt til ro. Jeg fik læst lidt i min bog i lyset af min trofaste følgesvend – min maclite. Det blev rigtigt koldt trods termoundertrøje, lange underdrenge og uldsokker, så jeg vågnede med jævne mellemrum. Det hjalp heller ikke, at jeg ikke havde et liggeunderlag, så jeg kunne mærke hver en lille ujævnhed under mig.

Så blev det morgen og stadig hunde koldt. Jeg fik brygget mig en kop kaffe og spist en bolle eller to med skinke og ost. Igen var jeg så tidligt oppe, at toilettet var ledigt (der var ét til ca. 50 personer). Vask bestod af lidt kold vand i hovedet og vaske af hænder og et par andre steder… vandet var smeltevand fra bjergene, så jeg behøver vel ikke fortælle hvor koldt det var? Min kaffe blev hurtig populær og pludselig havde jeg selskab af 5 hollændere, jeg havde mødt i Puerto Natales aftenen før.

Naturen i Torres del Paine nationalparkJeg fortsatte vandreturen der bragte mig tilbage via samme vej dagen forinden, og derefter videre vest på… i alt ca. 20-24 kilometer. Vejret var virkelig med mig… solen skinnede og det blæste stort set ikke, så det var en ren fornøjelse. Det kan ikke siges for ofte. Naturen var simpelthen storslåede og formåede gang på gang at overraske mig. Den ene sø efter den anden dukkede op og kæmpede om af være den mest turkisgrønne… en så flot og klar farve, at det nærmest så kunstigt ud… så overdreven var den… men utrolig flot.

Facinerende skyformationer under trekkingturenJeg mødt ikke så mange mennesker på vejen, men da jeg kom til den næste lille campingplads, var der mindst 70 måske 100 andre, som  var kommet fra den modsatte retning. Stedet lå i en lille nåletræsskov, som gav godt læ mod vinden. Der var også udsigt til nogle gletchere, og der var en lille flod kun 50 meter fra mit telt. Der lagde jeg mig i solen og læste i min bog. Aftenens højdepunkt på sådanne ture er oftest maden, selvom der ikke er noget ”gourmet” over den, men godt smager den. Det var igen suppe med brød… denne gang krydret med en lille flaske rødvin som også gav lidt varme… ikke at det var så koldt denne aften/nat.

Min tredje dag på vandreturen var den sidste, og målet var en katamaran båd der sejlede over en sø, og sparede mig for at vandre samme vej tilbage. Jeg nåede den noget tidligere end beregnet og nød sejlturen, trods jeg fik banket hovedet ind i et skarpt hjørne,  Udenfor væltede regnen ned. Resten af turen gik uden problemer og jeg fik da set et hav af lamaer på stepperne på vej tilbage med bussen til Puerto Natales.

Eminente klare farver der ikke er til at fatteJeg indlogerede mig på samme sted som tidligere og efter at have organiseret alle mine ting og afleveret telt m.m. så stod den på et restaurant besøg, som jeg havde fået anbefalet. Det var populært og det var lige før jeg ikke kunne få en plads. Jeg fik mig en stor øl og en ordentlig luns kød med tilbehør. Behøver jeg at fortælle hvor godt den smagte efter at have levet af suppe i 3 dage?

Hvor er din flybillet?
Så lakkede rejsen mod sin ende og næste morgen tog jeg bussen tilbage til Punta Arenas. Her havde jeg nogle timer inden jeg skulle ud til lufthavnen, så jeg nåede at blive klippet… jeg var jo ved at blive langhåret… og fik lidt at spise. Jeg kom ud til lufthavnen 3 timer før afgang, men ville lige prøve at tjekke ind. Pigen ved indtjekning spurgte efter min billet, men den var jo elektronisk, som jeg ville forklare hende. Det var hun udmærket klar over, men i følge den, havde jeg kun billet på strækningen fra Puerto Montt, byen hvor flyet herfra skulle mellemlande, inden den fløj de sidste ca. 1000 km til Santiago.  Nu var gode råd dyre for næste dag havde jeg jo flyet hjem til Danmark. Der var et fly der afgik om 10 min og spørg mig ikke hvordan, men hun nåede at få tjekket min bagage ind og udstede en billet med mit visakort som betaling. Jeg løb af sted gennem sikkerhedstjek og sprang ind i flyet hvorefter døren lukkede bag mig. Wow… det var på et hængende hår, men jeg nåede det igen. Jeg ankom sent til Santiago og fandt først et sted at bo kl. 22. Så fik jeg en hurtig pizza inden jeg gik tidligt til ro, selvom 6 unge mennesker havde prøvet at lokke mig med i byen… jeg er vist ved at blive gammel, kedelig og alt for fornuftig…

Rejseglimt fra Chile

Resten af turen tilbage til Danmark gik uden problemer med mellemlanding i Sao Paulo og 9 timers transfer tid i Zürich lufthavn, men her fik jeg da læst og sovet en hel del, så jeg var ret frisk da jeg igen landede i København. Jan var der for at hente mig og sætte et flot punktum for en pragtfuld rejse for os begge to. Vi tog da lige en enkelt øl hos mig, hvor han hørte om resten af turen og vi fik genopfrisket nogle af vores fælles morsomme oplevelser.

Tak for denne gang og se så at komme af sted… for ”at rejse er vitterlig at leve”.

4 kommentarer til “Chile – fra Santiago til Patagonien”

  1. Hej!

    Jeg håber ikke det gør noget jeg skriver til dig. Jeg faldt lige over din side her. Jeg rejser selv til Chile om en uges tid og søger derfor alt den information og tips jeg kan få. Jeg skal bo i et par uger i Santiago og så videre tæt på Valpariso, men kunne rigtig godt tænke mig at se Patagonien og Pucan bla. National parken Huerqueque, hvor jeg kan se du har været. Derfor ville jeg høre om du måske havde nogle gode råd og tips, hvis det ikke er for ubelejligt. Fx om du mener man kan nå at se Pucon på en dag eller om man skal gøre det til en weekend og hvor længe du måske har erfaret man skal have i patagonien? Jeg håber du vil hjælpe mig.

    Mvh Mathilde
    MathildeBroe@hotmail.com

  2. Hej Mathilde

    Tak for din henvendelse og selvfølgelig gør det ikke noget du skriver… det sætter jeg da kun pris på, specielt hvis jeg kan være til lidt hjælp.
    Pucón by kan du godt se på en dag, men det er naturen omkring byen, der gør at du nok burde sætte et par dage af. Specielt turen til toppen af vulkanen Villarrica nogle få km fra Pucón, er en kæmpe oplevelse, selvom der er mange der gør turen. Der er flotte cykelruter i området og i Pucón er der flere bureauer, der arrangerer alle former for aktiviteter.

    National parken Huerqueque nåede jeg desværre ikke, men hørte godt om stedet. Jeg mener (men er ikke helt sikker) at rejsemagasinet Vagabond eller var det Adventure World, der beskrev en cykeltur til Conguillio med vulkanen Llaima og Huerquequ. Du kan måske se deres hjemmeside eller kontakte dem og købe den udgave af magasinet. Jeg er sikker på det er i et af numrene fra 2006.

    Patagonien… jamen hvad skal jeg sige. Det var mit favoritområde. Jeg fløj dertil (Puerto Arenas) fra Puerto Montt og fra Puerto Arenas til Santiago via Puerto Montt. Det sparede mig for en meget lang bustur. Naturen er enestående og national parken Torres del Paine var ubeskrivelig. Men vær forberedt på meget omskifteligt vejr. Jeg selv brugte 6-7 dage I Patagonien, men kunne sagtens have brugt mere til til at udforske flere områder. Havde jeg tiden havde jeg taget skibet dertil… det skulle være en fantastisk rute… specielt indsejlingen mod Puerto Arenas. Der er også flere bådudflugter i Patagonien, hvor du kommer tættere på dyrelivet. Så mit svar på hvor længe i Patagonien er mindst 1 uge.
    Til sidst kan jeg tilføje at jeg fandt Chile utrolig civiliseret og meget sikkert at rejse rundt i. Prisniveauet er billigere end Danmark, men høre til et af de dyreste lande i Sydamerika.
    Håber du kan bruge mit svar og du er altid velkommen til at skrive.

    Rigtig god tur
    Alan

  3. Hej Alan

    Jeg ved det er en del tid siden jeg skrev til dig sidst, jeg har simpelthen ikke set at du svarede på mine spørgsmål, så jeg fik slet ikke gavn af alle de gode tips, men jeg vil alligevel sige mange tak for svaret. Det kan være jeg gør nytte af dine tips næste gang jeg skal derover – for det skal jeg helt bestemt :-)
    – Mathilde

  4. Hej Mathilde
    Hovedsagen er du fik en god tur og det håber jeg var tilfældet.

    Fortsat mange gode rejser og mange rejsehilsner
    Alan

Skriv din mening