På toppen af Mount Roraima i Venezuela

Jeg er nået til Venezuela, nærmere betegnet Guayana højlandet, området Gran Sabana, som grænser op til Brasilien og Guyana. Området er specielt kendt for masser af fantastiske vandfald, bl.a. verdens højeste “Angle Falls” og masser af “Tepuies” eller på dansk “Taffelbjerge”, som er lodrette bjergformationer, der rager op til en højde af 2.800 meter. Det er især bjergene der er mit mål, helt eksakt Mt. Roraima. Jeg fik interessen, da jeg ved et tilfælde læste en artikel om dem i National Geographic. Mange af bjergene er så afsidesliggende, at flere aldrig har været besteget eller undersøgt af videnskaben. Efter sigende skulle det kun være muligt at bestige et af slagsen for os “dødelige”.. og det er mit mål. Året er 1997.

Jurassic Park
Bjerget er Roraima, som i øvrigt er det højeste (2810 meter). Det blev første gang besteget i 1884, og det var beskrivelserne heraf, der dannede grundlag for Arthur Conan Doyle berømte bog “The Lost World” fra 1912. Man gjorde sig mange forestillinger om , at finde et “Jurassic Park”, med andre ord fortidsdyr, abemennesker og meget mere, da bjergtoppene har været isoleret gennem millioner af år, og derfor ikke berørt af den geologiske udvikling, der er sket lige for foden af dem. Man har fundet planter, insekter og fugle, der aldrig tidligere har været registreret, men drømmen om de helt banebrydende opdagelser lader vente på sig. Jeg var meget spændt og håbede på, at busturen til området ikke havde været helt forgæves.

En helt speciel bustur

Turen havde taget 16 timer mod de normalt 10, men jeg havde nok været for hurtig i mit valg af busselskab. Bussen var gammel og bestemt ikke indrettet til en dansker på 193cm. Sæderne var fuldstændig nedslidte, så jeg sad stort set på stolens stålskellet. Det var der en hvis legemsdel, der var rimelig utilfreds med. Flere ruder manglede og chaufførens vindue var revnet efter flere stenslag og vinduesvaskerne duede selvfølgelig ikke. De fleste dæk var glatte som en barnenumse, mens resten var flænset og fyldt med store revner, så jeg undrede mig over, hvordan de i det hele taget kunne holde luft. 2 punkteringer blev det da også til, heldigvis uden den store dramatik. Trods alt dette havde jeg en pragtfuld tur, for udenfor kørte landskabet forbi, som i en storslået naturfilm og jeg mødte mange lokale, der var utrolig søde og hjælpsomme.

Jeg ankom til Santa Elena, som er den eneste by i området, og et perfekt udgangspunkt for alle seværdighederne. Det er muligt at købe en “færdigpakket” trekkingtur til Roraima på 6 dage for 200-250 dollars. Jeg synes nu det er en større udfordring, at arrangere alt selv og finde andre interesserede. Så er der også bedre mulighed for at gøre præcist hvad man har lyst til. Jeg fandt hurtigt en Hollænder og en Australier, der var med på ideen. Vi fik fat i et telt og købte ind til 6 dage. Vi havde bestemt os til ikke at medbringe kogegrej, da vi i forvejen havde rigeligt at slæbe på. Vores forsyninger bestod derfor af brød, kiks, ost, tun på dåse, samt masser af søde sager. Vi var 3 vidt forskellige typer på alle områder, men på sådanne rejser er alle fuldstændig ligesindet, og vi kom da også utroligt godt ud af det med hinanden. Vi havde sat os for at klare hele turen på 5 dage, men havde forsyninger med til endnu en.

Den første morgen fandt vi hurtigt en bus, til den lille indianerlandsby “San Francisco de Yuruani”, som er startstedet for trekkingturen. De fleste “snyder” og tager en jeep til endnu en lille landsby (Paraitepui), hvor man skal have fat i en guide. Vi var dog enige om at gøre det på “den rigtige måde”, d.v.s. vandre dertil, men var nok også for nærige til at betale de 50-60 dollars, en chauffør tager for de ca. 25 kilometer dertil.

Startskudet på vandreturen til Roraima
Vandreturen dertil gik over store grønne stepper med få spredte palmer. Vi kunne se milevidt i alle retninger. Der var ikke et øje at se, ikke et hus, kun os. Vi følte os utrolig små, som en lille ubetydelig brik, i et gigantisk puslespil. Tanken om at være fuldstændig overladt til “moder naturs” lunefulde humør, kunne måske forventes at være skræmmende, men tværtimod. Jeg følte mig fri, lettet, ja nærmest som “Indiana Jones” ude på nye eventyr. Vi var kommet ind i en god rytme, 1 times vandring, 10 minutters hvil, hvor vi fik nogle søde sager og drak en masse. Tiden fløj af sted, ikke bare p.g.a. den fantastiske natur vi var omgivet af, men fordi snakken gik livligt. Vi vekslede rejsetips og fortalte hvorfor vi hver især havde valgt at rejse til fjerne verdensdele og leve i en rygsæk, fremfor en “normal” og sikker tilværelse derhjemme.

Roraima dukker op i det fjerne
Pludselig dukkede Roraima og Kukenan (en anden tepui) op i det fjerne. Allerede der blev vi klar over, der ventede os en helt speciel og mindeværdig oplevelse. Vi var opildnet af det betagende syn og satte hastigheden en ekstra tand i vejret. Efter ca. 5 timer ankom vi til landsbyen. Her blev vi mødt af en af landsbyens ældre mænd. Det var gennem ham, vi skulle finde en guide og forhandle os frem til en fornuftig pris, alle kunne være tilfredse med. Det gjaldt virkelig om, at forhandle om prisen, da de tit og ofte starter med at forlange en helt ublu pris. Vi betalte i alt 50 dollars for 3 dage. Landsbyen var lille, primitiv og bar desværre tydelig spor af turismens uheldige effekt. Overalt lå der tomme øldåser og vores guide fortalte da også, det var ganske normalt han og de andre guider, brugte rub og stub på øl og rom, når de var kommet tilbage fra en trekkingtur. Det var sørgeligt at høre.

Selve vandreturen til foden af Roraima var ikke teknisk vanskelig, udover 2 floder der skulle forceres med stor forsigtighed. Men den var lang og udmattende p.g.a. den bagende sol, der skinnede fra en skyfri himmel. Alle anstrengelserne var dog hurtigt glemt, for foran os voksede Roraima og Kukenan for hvert skridt vi tog. For det meste var de omgivet af store tunge skyer, men pludselig stod de frem med hele deres vælde. Et fantastisk syn. Jeg fik gåsehud over hele kroppen og alle hårene rejste sig. Aldrig havde jeg set noget lignende. Det var som stedet var omgivet af en mystik og spirituel stemning. Det lyder måske noget ophøjet og svævende, men jeg ved ikke hvilken andre ord jeg ellers skulle bruge. Indianerne omtalte da også altid området med stor respekt og ærefrygt. Vi tog os en velfortjent pause, for at nyde det betagende syn.

Til toppen af Mount Roraima
Så kom det stejle stykke op til toppen af Roraima. I tidernes morgen var et stykke af bjerget styrtet ned, hvilket gjorde det blev muligt at nå toppen uden en masse tekniske hjælpemidler. Ruten var utrolig stejl og pludselig fik jeg det rigtigt dårligt. Jeg svedte hurtigere end jeg kunne indtage væske og var i det hele taget rigtigt skidt tilpas. Efter at have “afleveret noget” til moder natur, fik indtaget en masse søde sager samt væske, fik jeg hurtigt kræfterne igen. Jeg fik indhentet de andre og vi nåede helskindet til toppen 3 timer senere. Hvilket syn der mødte os. Fantastiske klippeformationer overalt i alverdens tænkelige og utænkelige former. Vand allevegne der hæmmede vores bevægelsesfrihed. Vi måtte springe fra sten til sten for at komme frem. Med fuld oppakning var det bestemt ikke helt risikofrit. Der var små rød/orange pools, samt en plantevækst jeg aldrig tidligere har set mage. De var lave, grove og utrolig hårdføre. Med jævne mellemrum var hele toppen omgivet i tæt tåge, hvilket tilførte stedet en helt speciel stemning. Vi slog telt op under et klippefremspring, så vi var lidt i læ for det konstant omskiftelige vind og vejr. Vi gik med guiden ud til nogle fantastiske udsigtspunkter, hvor vi bl.a. havde udsigt til Kukenan, der bare lå et par kilometer fra os. Under os kunne vi se den lange vej vi havde vandret og i det hele taget en stor del af Canaima nationalpark, som hører til en af verdens største med sine ca. 30.000 km2. Det var overvældende. Vi nåede ligeledes hen til et punkt, hvor Venezuela, Brasilien og Guyana mødtes.

Efter et par storslået dage på toppen af Roraima, var vi tilbage til Santa Elena 3 dage senere, hvor vi “slikkede vores sår”. Der var nogle grimme vabler, der skulle ses til, små rifter og ømme muskler. Vi sad i en restaurant, indtog en øl eller to og fik vores første varme måltid i 5 dage. Vi var alle enige om, det havde været alle anstrengelserne værd og nok en af de største oplevelser vi overhovedet kunne få i Venezuela. Hele turen havde kostet mindre end 50 dollars for hver, så vi bestilte endnu en øl med god samvittighed, skålede og sagde: tak for en god tur. Vore veje skiltes et par dage senere, men i min adressebog fik jeg 2 nye adresser til samlingen fra andre pragtfulde mennesker, jeg har mødt på min rejse. Jeg har allerede haft haft en brevveksling med flere af dem. Så en rejse er bestemt ikke “overstået” efter hjemkomsten.

Skriv din mening