Omringet af unge piger i Ecuador

På en rejse som denne, der strækker sig over 6 måneder, skal man ikke forvente, at hver dag er sprængfyldt med aktiviteter og eventyr. Det har man simpelthen ikke kræfter til. Mange dage går med transport, planlægning og hvile. Men det betyder ikke at dagene er uden oplevelser, man skal bare være lidt udadvendt og opmærksom.

For øjeblikket sidder jeg midt på en stor plads midt i Curenca i Ecuador. Jeg nåede lige at sætte mig, før der kom en hel skoleklasse der absolut ville hilse på mig. Der var omkring 15 piger på 14-15 år. De kunne ikke stå for en blond “kæmpe” med blå øjne. De ville alle holde i arm på skift, mens deres veninder knipsede løs med deres kamera. Til afsked skulle alle absolut have et kram og et knus på kinden. Det kunne jeg jo ikke sige nej til. Der gik ikke 10 minutter før de kom igen med deres lærerinde. Hun ville ikke gå ram forbi, så til stor morskab for klassen, fik hun også et ordentlig knus.

Så blev jeg pludselig omringet af en flok børn med deres skopudsergrej. De har fået øje på mine vandrestøvler og synes de trænger til en ordentlig omgang. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. En krone for at få dem pudset, og så er der endda en til at pudse hver støvle. Det er nok også påkrævet, da det er størrelsen lige før ski. Børnene kommer ikke op at tottes, selvom det kun er et par af dem der får arbejde. Det er som om de hjælper og beskytter hinanden. De er alle utrolig usle klædt og møgbeskidte, men alligevel er det et utroligt humør og livsmod de udstråler. Jeg har lige købt en karamel til hver. Det bringer jubel og et par vandrestøvler der ser ud som nye.

Ti meter fra mig sidder en lille indianerkvinde, iklædt de traditio¬nelle farvestrålende klæder. På hovedet sidder den uundværlige bowlerhat. Hun har et lille udvalg af søde sager, men forretningen går åbenbart meget trægt. Den sidste time har hun overhovedet ikke rørt på sig. På ryggen har hun en lille bylt som jeg først troede indeholdte tøj… men nej. Det er et lille spædbarn, som har ligget der, uden at give en lyd fra sig i al den tid jeg har holdt øje med dem. Sikke et liv og hvad kan barnet forvente sig af fremtiden. Desværre nok ikke de store forandringer.

Det er fantastisk at se hvilken respekt alle udviser overfor kirken, der ligger lige foran mig. Det gælder faktisk alle steder jeg har været i Sydamerika. Mange går ind, lige fra forretningsmanden med mobiltelefonen, unge mennesker, gamle og rig som fattig. Resten stopper op for at gøre korsets tegn. Det er nok også et hårdt tiltrængt pusterum, i en for mange ubarmhjertig hverdag. Ligesom de fleste kirker i Sydamerika, er denne utrolig flot og rigt dekoreret, så det virker noget paradoksalt, at der udenfor sidder et hav af tiggere. Formuer bliver brugt på udsmykningen, mens mennesker i nød kommer i anden række. Jeg undre mig…

Det var 1½ time på en bænk, midt i en by i Ecuador. Alle små oplevelser, men nogle jeg bestemt vil huske.

Skriv din mening