Nærkontakt med Amazones kryb

Jeg svinger mig i lianerne midt i Amazones i Ecuador, og føler mig som Tarzan, men mangler Jane og Cheeta. I stedet har jeg følgeskab af et australsk par, to hollandske piger, en herlig guide og en kok. Jeg er på en længere vandre/kanotur i Amazones. Luftfugtigheden nærmer sig 100% og temperaturen er omkring 40 grader. Myggene og sandfluerne har ikke respekt for min insektspray og over mig sidder en stor fugleedderkop, der holder øje med om jeg har spist op. Det er nogle få af de ting, man må være forberedt på, hvis man vil begive sig ud i regnskoven.

Jeg håber snart at kunne uploade nogle billeder til denne rejsebeskrivelse, så snart jeg får adgang til en scanner.

For at komme ud til den lille by Misahualli, der er udgangspunkt for de fleste ture ind i Amazonas i Equador, måtte jeg tage syv forskellige køretøjer på en 120 km strækning. Det tog i alt 8 timer. Årsagen er, at man er ved at udbygge og anlægge en vej dybere ind i regnskoven, da der gennem de seneste år er blevet fundet store forekomster af olie. Godt for Ecuadors økonomi, men skidt for en ellers fuldstændig uberørt regnskov med flere indianerstammer, der stadig lever som de har gjort gennem flere århundrede.

Gigantiske gravemaskiner æder sig ind i bjerge og gennem regnskoven som sultne insekter. Kæmpe arealer er blevet ryddet for al vegetation, hvilket snart vil føre til store jordskred, der hvert år koster mange menneskeliv. Det kan være en hel bjergside der styrter sammen, uden varsel og hensyn til de køretø¬jer, der måtte befinde sig på vejen.

Olieindustrien har gennem de seneste år, ødelagt store områder i regnskoven, grundet olieudslip og udledning af spildevand direkte i floderne. Inde i de nyanlagte “oliebyer” hørte jeg fra andre rejsende, at de havde oplevet man sprøjtede med uraffineret olie på de større grusveje, for at undgå en masse støv fra den tunge trafik. Miljøet prioriteres desværre ikke så højt, stik modsat hvad Ecuador ellers officielt står for.

Indianerstammerne er skubbet endnu dybere ind i regnskoven, dyrene er forsvundet, ja hele regnskoven er ved at være historie. Katastrofalt da den besidder store dele af vores “medicinskab” og endnu flere hemmeligheder, som vi måske aldrig får chancen for at opdage. Det er uhyggeligt at opleve alt dette med egne øjne.

Vores guide viste os et lille udpluk af regnskovens mangfoldighed. Planter der blev brugt som helbredende medicin og mod slangebid. Andre blomster blev brugt som gift på spidsen af små pile til gigantiske pusterør på 3-4 meters længde. Der var kæmpe “soldatermyrer” med synlige kæber, der kunne blive et smertefuldt bekendtskab. Endelig så vi et stort udbud af diverse slanger, edderkopper og insekter så store som en knyttet hånd.

Efter en lang dag, hvor vi har vandret i mudder til knæene, sejlet i kano ad floder der 800 km senere munder ud i Amazon.floden, sidder vi nu midt i en lille bambushytte og slapper af. Suppen er ved at blive serveret. Pludselig dumper der en kæmpe kakerlak ned i en af pigernes suppe. Hun giver et hvin fra sig og jeg er tilbøjelig til at følge hende, for aldrig har jeg selv set en kakerlak på den størrelse. Den var ca. 10 cm lang og vist rimelig utilfreds med suppen, som kokken ellers havde gjort sig meget umage med. Suppen med indhold blev kastet over skulderen og så var hun ellers parat til hovedretten.

Senere opdagede vi en langhåret edderkop på størrelse med en tallerken. Den sad 1½ meter over os og holdt øje med os hele aftenen. Pigen med kakerlakken var ved at få nok, specielt efter et toiletbesøg, hvor hun også fik selskab af en stor fed rotte. Inden hun gik til ro, endevendte hun samtlige sine ting, for at være sikker på at undgå flere ubehagelige overraskelser. For det ikke skal være lyv, blev hun vækket af en enorm bille, der stille og roligt spadserede over hende.

Næste morgen var vi en tur i floden, der fungerede som vores badekar. Her fik en anden pige sig en slem forskrækkelse. En slange væltede pludselig ned fra en skrænt foran hende. Hun sprang til side og gav et skrig fra sig. Slangen der havde et stort insekt i munden, fik vist også et chok, for den åbnede munden som ville den skrige i kor, og var så ellers væk med lynets hast. Tilbage var insektet som noget fortumlet skyndte sig væk.

Senere samme aften var vi tilbage til vores guesthouse. Vi var godt udmattet, både af de lange vandreture og af alle oplevelserne. Vi var enige om det havde været en spændende og lærerig tur. Næste dag var det endnu engang var det tid til at tage afsked med nogle pragtfulde mennesker.

Skriv din mening