Mødet med en fjern slægtning

Kenya er bestemt et slaraffenland af en destination, der kan tilfredsstille enhvers ønske om rejsemål. Her er alt fra safari, vandreture, ture med luftballon, badeferie og meget mere, men det kan også være udgangspunkt for en interessant afstikker til et af nabolandene. Det var netop hvad vi gjorde… vi tog natbussen fra Nairobi til Uganda.

Bussen hopper og danser i en rytme som er total umulig at falde ind i. Vejen ligner en gennemhullet gammel ost og det er utroligt, at bussen overhovedet magter det, for det er bestemt ikke den nyeste model vi sidder i. Jeg er på vej ind i Uganda fra Nairobi, med en rigtig god rejsekammerat, Maria.

Vores formål er først og fremmest at se bjerggorillaerne i Bwindi Impenetrable National Park, der grænser op mod Rwanda og Congo. Der skulle kun være omkring 650 tilbage af denne gorilla art tilbage, der deler 98 % af det menneskelige DNA. Der er kun 3 steder i verden, hvor det er muligt at se disse prægtige skabninger og det er Congo, Rawndi og Uganda. Det er en rigtig god ide at booke en besøgstilladelse på forhånd, da der kun udstedes omkring 30-32 om dagen, men du kan være så heldig, at der er nogle der ikke dukker op. Vi tog chancen, specielt da vi ikke fandt et sted i Uganda, der kunne udstede disse tilladelser samme dag.

Parken åbnede i 1993, og interessen var stor fra starten, så det var svært overhovedet at få en tilladelse da de kun udstedte 32 om dagen. Dette ændrede sig brat, da der i marts måned 1999 skete en tragisk hændelse. En guerilla gruppe overfaldt og myrdede en gruppe turister og deres guider. Det har siden taget mange år, før de rejsende vendte tilbage i samme omfang. I dag er der udstationeret en masse soldater inden for parkens grænser og hver gruppe bliver fulgt at nogle bevæbnede soldater. Dette har hjulpet for man har ikke oplevet noget tilsvarende siden, og vi følte os fuldstændig trygge.

De fleste besøger parken på en arrangeret rejse hjemmefra, men vi stod på egne ben med vores rygsække og skulle selv finde frem til stedet. Efter et utal af lokale busser, minivans, taxaer og et hav af positive oplevelser, ikke mindst lokalbefolkningen, fandt vi en lokal mand, der ville køre os fra Kabale og de ca. 90 km derud. Han var vist en værre røver, for det var godt nok nogle ublu priser han tog i forhold til prisniveauet i resten af Uganda, men det er jo betingelserne, når der ikke er andre muligheder.

Da vi ankom til Bwindi Impenetrable National Park, blev vi mødt af en utrolig frodig natur. De stejle bjergskråninger var dækket af tæt regnskov. Lydene derfra var som en behagelig symfoni af alle mulige instrumenter med en solooptræden i ny og næ, der fik nakkehårene til at rejse sig. Duften var et kapitel for sig og bare forestillingen om, at der måske var gorillaer, der betragtede os var ubeskrivelig. Vi blev begge opstemte og pjattede som et par små børn, der var på vej i Tivoli. Vi fandt et hyggeligt at bo lige inden for parken. Vi boede i en enkel men pæn hytte (banda).

Næste morgen stod vi tidligt op, og begav os straks hen til kontoret der håndterede tilladelserne. Alt var optaget, men ikke alle var dukket op, så der var stadig håb, men de kunne først give os besked efter kl. 08.00, der var deadline for at møde op. Tro det eller ej, men der var præcis 2 der ikke dukkede op. Vi betalte de 275 US det kostede pr. person (i dag meget mere) og skyndte os hen til vores gruppe. Det virker umiddelbart dyrt, men hele lokalsamfundet får gavn af pengene i form af skoler, kirker og flere brønde med rent drikkevand. Det betyder også der er en stadig større forståelse for, at det kan betale sig at passe på gorillaerne, hvilket man efterhånden kan se på bestanden.

Der var 3 grupper med 8 rejsende i hver, der skulle af sted. Vi fik en grundig introduktion i hvordan vi skulle opføre os, og hvad vi kunne forvente. Chancen for at se dem var næsten 100 %, da de ikke flytter sig meget i løbet af en dag. Der var allerede spejdere på udkig efter dem. De havde radiokontakt med vores guider, så vi kunne blive dirigeret  hen til gorillaerne. Vi blev kørt ud til starten af vandreturen, og begyndte at gå gennem en bananplantage og videre ind i den tætte og frodige regnskov.

Alle vores sanser var i højeste beredskab. Det var ufatteligt fugtigt, så sveden sprang frem ved selv den mindste kraftanstrengelse. Vi kom højere og højere op, udsigten var storslået og alle var vist meget spændte. Pludselig gjorde vores guide opmærksom på, at spejderne havde fundet bjerggorilla gruppen. Adrenalinet pumpede og jeg fik for alvor sommerfugle i maven. Så med ét var der en bevægelse. Det var først svært at få øje på noget i den tætte vegetation, men pludselig så jeg de første 2 hun bjerggorillaer.

Vi var alle ivrige og tog billeder så kameraet blev rødglødende. Vi fulgte dem et stykke, og mindre end 10 meter fra os så vi hannen, den imponerende Silverback. Hvilket syn. Den sad bare stille og spiste nogle blade mens iagttog os. Her stod jeg ansigt til ansigt med et muskelbundt på langt over 175 kg, men var underligt nok ikke det mindste nervøs. Blikket var mildt og det var som et usynligt/udefinerbart bånd bandt os sammen… ligesom man kan opleve menneske og delfiner i mellem.

Vi havde 1 time sammen med dem, men det føltes som 5 min. Lige inden vi skulle til at bevæge os væk, trillede en lille uld klump ud fra busken lige foran mig. Det var en lille gorillaunge, der nysgerrigt så på mig og vendte sig roligt om og fortsatte hen til Silverbacken. Jeg tror vi alle var ”høje” af oplevelsen og snakken gik. Maria og jeg fejrede triumfen på en restaurant med terrasse, der havde udsigt ud over området vi netop var kommet tilbage fra. Var det en drøm eller virkelighed? Det var så uvirkeligt hvad vi lige havde oplevet, og for mit vedkommende gik der noget tid inden jeg havde fordøjet alle indtrykkene. Tænk at være en af de få i verden, der har haft det privilegium, at stå ansigt til ansigt med en flok bjerg gorillaer, en fjern slægtning. Et eventyr af dimensioner og en oplevelse for livstid, der har printet sig fast på nethinden og med jævne mellemrum dukker op.


Skriv din mening