Mødet med en fremmed

Jeg er netop kommet til Manali i det indiske område af Himalaya bjergene. Min plan er at slappe af efter nogle hektiske ugers rejsen gennem Indien. Det har været super spændende med et konstant bombardement af indtryk, men desværre også en oplevelse af verdens total skæve fordeling af goder. Kontrasterne mellem rig og fattig er enorme og jeg har været vidne til en elendighed, jeg kun kender til fra fjernsynet. Mange billeder fra Indien har ætset sig fast på nethinden og i min bevisthed…men heldigvis også nogle uventede og varme oplevelser. Jeg fik en i Manali.

Kort fortalt så er Manali kendt som et område med super trekking muligheder og stedet drager utrolig mange nygifte indere til sig, der er på honeymoon.

Jeg vat træt og sulten efer en lang køretur i en faldefærdig lokal bus, der trods flere nedbrud fik kæmpet sig gennem bjergene og Kulu dalen til Manali. Jeg fandt et lille enkelt guesthouse, lagde min bagage, tog et tiltrængt bad og gik ud for at finde en lille restaurant. Jeg valgte simpelthen den første restaurant jeg så – den kan jo være lige så gode som den næste. Der var hovedsagelig indiske par, der sad og spiste, men der sad også en middelaldrende mand, der lige kiggede op. Jeg hilste med et diskret nik og fik et stort smil tilbage med en manglende fortand. Han så noget ussel ud og lignede lidt en mest af alt en særling… hurra for fordomme.

Jeg satte mig ned, og håbede på jeg kunne få lov til at spise min mad i ro og mag, mens jeg læste lidt i min guidebog. Men ak – der gik ikke mange minutter før manden kom hen til mit bord, og spurgte om han måtte gøre mig selskab. Det er svært at sige nej, og jeg er jo ofte selv i samme situation, hvor jeg håber på noget selskab. Det blev starten til et bekendtskab, der på ganske få dage udviklede sig til et varmt venskab med gensidig respekt og forståelse.

Han (Poul fra Australien) fortalte mig specielt om sine sidste år, der havde vendt op og ned på hele hans tilværelse. Hans kone gennem mange år havde pludselig forladt ham og kort tid efter opdagede de deres fælles søn, var kommet ud i noget misbrug. For at fuldende historien fik han en blodprop i hjertet, der satte en stopper for hans karrierer inden for militæret. Han måtte sælge sit hus for at få tingene til at løbe rundt og for at komme tættere på sønnen, så han kunne hjælpe ham ud af misbruget. Det hele var dog blevet alt for meget for ham. Han løb ind i en dyb depression og nu var han “flygtet” fra det hele. Hans desperate plan var at finde et sted, hvor han kunne bo og måske bygge et lille hus og bare starte forfra.

Poul havde meget på hjertet, og det virkede som om han fik lettet en stor byrde, ved at have en at tale med… eller rettere en der ville lytte. Pludselig var der gået nogle timer og et par øl. Han spurgte om jeg manglede et billigt sted at overnatte, for så var der plads i det guesthouse hvor han boede. Jeg tog med ham og stedet så faktisk fint ud, så efter en kop kaffe aftalte vi, at jeg skulle komme tilbage næste dag og få et værelse. Han havde prøvet at få rabat på lejen ved at betale 2 måneder forud, men det havde kun givet en rabat på 10 %. Jeg sagde til ham, at han skulle prøve at lade være med at betale så langt forud, for så er ville han være låst til stedet, og hvad mon chancerne var for at få pengene tilbage? Han havde også selv fortrudt det og havde da også bemærket at “serviceniveauet” var dalet støt og rolig efter han havde betalt… det var som om han ikke mere var så interessant for ejeren nu da han havde fået pengene.

De næste dage lejede vi en tuk tuk med chauffør og kørte til nabolandsbyen. Vi vandrede lidt rundt og han fortalte, at han ikke havde bevæget sig så meget siden blodproppen. Jeg bemærkede en forandring hos ham – det var som om livsgnisten var ved at vende tilbage. Han fik et skælmsk glimt i øjet, viste en herlig humor og ægte glæde ved at have selskab. Vi tog på et par småture mere, talte om alt mellem himmel og jord og jeg lagde mærke til at han langsomt begyndte at ændre sine planer for sin rejse til Indien. Nu havde han fået nysgerrigheden og lysten til at rejse rundt, efter at have hørt på alle min røverhistorier fra mine rejser.

Det var en vemodig men varm afsked eller “på gensyn”, da jeg bestemte mig til at tage videre på mit eventyr. Vi udvekslede adresse og lovede at sende et brev i ny og næ (det var før computeren og mailen var blevet hvermandseje – 1994). Han fulgte mig til bussen og vi gav hinanden et langt og fast håndtryk. Det var som at tage afsked med en rigtig god gammel ven, og hold da op hvor var det svært at tage alene  videre. Det havde vitterlig været nogle følelsesladet og lærerige dage. Da bussen satte i gang stod han og vinkede med et stort varmt smil, med den karakteristiske manglende fortand. Han lignede bestemt ikke nogen særling.

Efter min hjemkomst til Danmark modtog jeg flere breve fra ham og skrev selvfølgelig tilbage. Det var spændende at følge hans udvikling. Han havde efterhånden rejst Indien på kryds og tværs og mødt utallige mennesker. Hans livssyn havde ændret sig og havde efterhånden bestemt sig for at tage tilbage til Australien for at begynde på en frisk og ikke mindst hjælpe hans søn. Der gik ikke lang tid før han var flyttet fra Australiens østkyst ned sydpå i et lille hus. Han skrev at han endelig havde fået lavet sin fortand og lignede pludselig en “yngre udgave af Sean Connery”. Han havde mødt “jordens dejligste dame” som han skrev, og hans søn skulle nu bo hos ham, indtil han skulle ud med et skoleskib, for at finde på rette spor igen. Alt sammen noget Poul havde sørget for. Det kan man da kun have respekt for.

Pludselig gik der 2-3 måneder før der igen dukkede et brev op fra Australien. Jeg læste det og fik en klump i halsen. Det var hans 92 år gamle mor, der synes jeg skulle vide hendes søn havde fået endnu en blodprop og var afgået ved døden. Hun skrev at han havde fortalt om vores møde i Indien og vores lange brevveksling, og hvor meget det havde været med til at ændre hans liv. For at vise sin taknemmelighed havde hun sig tid til at skrive til mig. Jeg blev så rørt over det brev, tanken om den stakkels mor og tanken om hvor uretfærdigt det virkede, at Poul ikke skulle have lov til at opleve den gode tilværelse han havde kæmpet sig tilbage til. Men han gik bort som en lykkelig mand med en søn, der igen kom på rette vej.

Jeg er af respekt over hans kæmp tilbage til et godt liv, og super stolt og taknemmelig for, at skæbnen gjorde jeg fik lov til at lære ham at kende. Det er måske en af en rejses største oplevelser. Mødet med en fremmede der bliver til en god ven. Men hvor er det svært at tage afsked.

Skriv din mening