Marokko – en eksplosion af farver

Rejseglimt fra MArokko
En kold og grå vinterdag læste jeg en rejseartikel om Marokko. Rejseartiklen var understøttet med en masse fantastisk farvestrålende billeder, der for alvor lagde frøet til min næste rejse… Marokko. Jeg tog af sted 4 måneder senere en kølig forårsdag i april 1999. Jeg fløj til Casablanca og tog et tog videre til Marrakech ca. 240 km fra Casablanca. Toget kørte til tiden og alt virkede pålideligt og velorganiseret, men de kører kun i den nordlige del af Marokko og ned til netop Marrakech.

Marrakech i MArokkoSelve Marrakech (kaldet den røde by) ligger simpelthen ideelt som udgangspunkt for mange udflugtsmål og byen har også selv sit at byde på. Specielt den store markedsplads Djemaa el Fna i det gamle byområde, er virkeligt et besøg værd. Der er flere slangetæmmere, der håndterer de dødsensfarlige kobraer med en skødesløshed, men slipper alligevel godt fra det. Du kan se optrædende af enhver art, shoppe rundt blandt de mange små boder med lædervare eller keramik i alle regnbuens farver. Masser af keramik i MarrakechMåske var det noget at besøge en spåkone? eller også bare studere det imponerende leben fra en cafe. Jeg selv sad et par timer og kunne dårligt løsrive mig fra det så fremmedartede men fængslende syn. Det er også spændende at gå ned ad de smalle gyder med masser af små butikker, der pirrer lidt til de fleste sanser. Oplev fx El Badi Paladset, den utrolige flotte moské Koutoubia Mosque eller en af de mange gamle byporte.

Rejser du til Marrakech kan du også finde hoteller i alle standarder, fra de kæmpe prangende 5-stjernede hoteller til de mindre anonyme, men hvor atmosfæren opvejer oplevelsen mange gange. Jeg havde ikke selv bestilt hotel, men satsede på jeg kunne finde et hostel eller noget andet billigt. Det har aldrig tidligere været et problem, men denne gang gik jeg forgæves igen og igen. Til sidst forslog jeg indehaverne at jeg bare kunne sove på taget, men det var der ingen der indvilgede i.

marokko3bDer var heldigvis en ung fyr på et af stederne, der kunne høre min desperation i stemmen, så han spurgte om jeg var interesserede i at bo hos hans familie. Tja… jeg betænkte mig ikke to gange og så var jeg på vej med ham til hans familie. Det var nede ad de små gyder, der efterhånden virkede som en labyrint vi bevægede os længere og længere ind i. Endelig kom vi til en faldefærdig dør. Han skulle først lige ind og få det endelige ok fra de ældre, men jeg blev hurtigt budt inden for. De var så gæstfri og de stillede endda an til en kop te, sammen med dem alle i huset. Det var underligt at tænke på jeg tidlig samme morgen vågnede op i min egen lejlighed i Danmark og samme dag sidder jeg nu sammen med en stor familie midt i Marokko. Efter teen forlod de stuen som blev ”mit værelse” for natten.

Den unge fyr spurgte lidt senere om jeg ville med ham og nogle venner på en bar. Hmm… jamen de er jo muslimer og så vil de på en bar. Ja hvorfor ikke, så jeg tog med for at få stillet nysgerrigheden. 10 min. senere kom vi ind i et stort lokale stopfyldt med unge mennesker. Bordene var fyldt med øl- og whiskyflasker og et par colaer. Jeg var noget overrasket, men han fortalte, at sådan havde det været længe og de fleste unge var der hver weekend. Jeg viste mig fra min gavmilde side og bestilte en omgang til bordet. Det blev vist til tre omgange, men priserne var til at betale og han havde sørget for jeg fik et sted at overnatte, så pengene var givet godt ud, og så fik jeg selvfølgelig en oplevelse jeg ikke lige havde regnet med.

Glimt fra MarrakechMod Jebel Toubkal i High Atlas bjergene
En af grundene jeg var taget til Marokko, var at komme ud og vandre i High Atlas bjergene, lidt syd for Marrakech. Bjergkæden byder på ideel vandring i mange sværhedsgrader og af varierende længde. Mit mål var Marokkos højeste top, Jebel Toubkal, på 4167 meters højde. Det er nok en af Marokkos mest kendte vandreture, så ruten var rimelig let at finde. Ønsker du at komme lidt mere ”uden for alfarvej”, bør du tage en guide med der kender området. Der findes registrerede guider, så du er sikker på en ordentlig vejledning.

Jeg fandt en gammel taxi i udkanten af Marrakech og kørte til den lille bjerglandsby Imlil, der er udgangspunkt for mange af de populæreste vandreture i Marokko. Området omkring Imlil er så malerisk, at mange film er optaget der. En af de mere kendte er Kundun, der skildre Dalai Lamas liv. Det var Martin Scorsese, der opdagede at området var så identisk med Tibet, at han straks valgte det til sin film. Under filmen blev området forvandlet til et ”Tibetansk samfund”, hvor selv de lokale var udklædte som tibetanere.

Jeg tog en enkelt overnatning i et lille lodge i Imlil, hvor jeg forberedte mig til vandreturen. Næste morgen startede jeg tidligt. Jeg havde omkring 5 timers vandretur foran mig. Vejret var perfekt. Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen behagelig. Stien fra tydelig og meget let at følge og der dukkede små landsbyer op på bjergskråningerne. Pludselig fra jeg omringet af en masse geder, som en lokal hyrde, passede på. Efter et par timer dukker der pludselig sneklædte toppe op. Det er et fantastisk syn i diametral modsætning til den golde og ubarmhjertige natur jeg indtil nu havde oplevet.

Berber landsbyerne i bjergeneJeg kom efterhånden længere og længere ind i en dal med bjerge til begge sider. Nu vandrede jeg stort set konstant i sne, men det var overhovedet ikke koldt, da solen stadig skinnede fra en klar himmel. Der var sørme også nogle der elegant kom drønende på ski… det var ikke lige hvad jeg havde forventet i et land jeg fortrinsvis forbinder med ørken. Så fik jeg endelig øje på hytten og et lille faldefærdigt skur, der skulle vise sig at være toilettet. Jeg fik tildelt en madras på 1 sal sammen med måske 20-30 andre. Rummet lugtede af sure sokker og svedige undertrøjer, men det kan jo ikke være anderledes sådan et sted, hvor badefaciliteterne består af et par vandhaner og iskoldt vand.

Jeg mødte et par andre gutter der også skulle til tops den næste morgen, så vi aftalte at følges ad, så nu gjaldt det bare om at få en god nats søvn. Det blev efterhånden hundekoldt, da solen gik ned bag bjergene. Jeg var glad for min sovepose og et ekstra tæppe jeg havde fået udleveret.

Toppen af Jebel ToubkalTidligt næste morgen, var det bare med at komme ud af soveposen og få det varme tøj på. Efter en varm kop mocca og et stykke brød begyndte vi turen op til toppen af Marokko. Jeg havde heldigvis fået lejet et sæt crampons, jeg kunne spænde uden på vandrestøvlerne og en isøkse. Det fik jeg hurtigt brug for, da det var utroligt stejlt med masser af sne. Det gik langsomt men støt op mod toppen. Jeg kan huske en tv-udsendelse af Lonely Planet og med den lille friske gut Ian Wright, da han var på vej op. Nu et års tid senere var det min tur. Jeg nåede uden problemer til toppen og stod ved selv samme markering af toppen som Ian W. Udsigten var endnu mere overvældende i forhold til tv-udsendelsen. Gutterne jeg fulgtes med og jeg gav hinanden ”High Five” for en god og sikker ”optur”, men vi skulle jo også ned. Det var flere vanskelige passager pga. den sneen, men så tog vi chancen at kure ned noget af vejen. YES… det gik stærkt og var hundekoldt for bagdelen, men også drøn sjovt.

Tilbage i hytten drak jeg et par colaer og var klar til tilbage turen til Imlil – en tur på c. 17 km. Jeg var igen heldig med vejret og gik med en fornyet energi efter den vellykkede tur til toppen. Jeg nød udsigten til de nøgne bjerge og de mange små Berber landsbyer, der nærmest smeltede sammen med omgivelserne og kunne være svære at få øje på fra en vis afstand.

Taourirt Kasbah i Ouzazarate
Ouarzazate i Marokko

Så fortsatte jeg rejsen mod Ouarzazate ca. 5 timer fra Marrakech. Busturen var utrolig flot gennem Atlas-bjergene og over et højt bjergpas. Selv Ouarzazate synede bestemt ikke af meget da jeg ankom. Det lignede en slidt, fattig og støvet by. Jeg fandt et lille guesthouse på Boulevard Mohammed V. Efter hjemlig standard var det nok et meget sølle og beskidt værelse, men her i Marokko er standarden noget anderledes, når det gælder den billige prisklasse. Jeg bruger jo også kun værelset til at sove i, så jeg overlever. Den eneste reelle seværdighed i Ouarzazate var den imponerende Taourirt Kasbah. Den var delvist blevet restaureret af midler fra UNESCO og var vitterlig som taget ud fra et 1001 nats eventyr. Jeg var desværre så uheldig at den var lukket pga. nogle filmoptagelser med actionhelten Jean Claude Van Dam. Jeg nød synet af Kasbahen udefra og gik en tur rundt i den gamle bydel der stødte op til den. De var en oplevelse at gå rundt i de smalle gyder, men jeg blev konstant opsøgt at de lokale, der prøvede alt for at lokke mig ind i deres butik.

Da jeg ved aftenstid sad uden for og spiste et måltid mad, stoppede 2 unge mennesker op og spurgte om jeg var på vej mod Zagora. Da jeg svarede ja, ville de høre om jeg var frisk til at dele en billeje med dem og max. 6 i alt, da det ville blive billigere for os alle. Jeg slog til med det samme. De gik rundt og spurgte et par andre og alle vendte tilbage til mig og vi endte med at spise sammen. Vi blev en broget flok på 6 personer fra næsten alle verdensdele. Det var godt med lidt selskab og vi aftalte at mødes næste morgen, leje bilen og køre til Zagora, der ligger lige inden Sahara ørkenen begynder.

Rejseglimt fra MArokko
Mod Zagora i Marokko sammen med 5 andre rejsende

Alle mødte op til tiden og vi spiste et godt morgenmåltid inden eventyret skulle begynde. Vognen havde set bedre dage, men vi kunne alle være der, motoren snurrede perfekt og bremserne virkede. Det blev endnu en fantastisk flot køretur, og det var herligt vi selv kunne bestemme hvornår vi ville stoppe, hvis vi så noget interessant. På et tidspunkt så vi en lille tarveligt skilt der pegede ind mod et vandfald. Hvorfor ikke, så vi drejede af og fortsatte via en støvet vej der blev værre og værre. Efter 14-15 km kom vi endelig til en interimistisk parkeringsplads. Vi kunne skimte en flok palmer for enden af en dal, så vi det måtte være vores mål. Vi kom til en lille oase med et lille vandløb og flere palmer der gav lidt skygge. Selvfølgelig sad der en og ventede på besøgende. Han tilbød os te, til den forrykte pris af omkring 100 kr., men vi fik forhandlet prisen betragteligt ned. Mens vi sad og nød omgivelserne og stilheden, synes jeg pludselig jeg kunne høre en tromme og et par andre instrumenter. Hmm det måtte vist være varmen der spillede mig et puds. Det var det ikke. Pludselig dukkede et lille orkester op på 5 mand, der spillede på livet løs. Hvor i alverden de havde gemt sig, var mig en gåde. Men det var egentlig bare hylende sjovt så vi tog bare oplevelsen med og gav et par håndøre som tak for god underholdning.
Vi er ved at køre fast uden for Zargora

Vejviser for KamelkaravanerAftensolen sidste krampetrækninger skyllede ind over os
Det var efterhånden ved at blive sent på eftermiddagen, da vi nåede Zagora. Vi kørte hurtigt gennem byen, da vi ville opleve solnedgangen fra nogle af de ”sanddunes”, der skulle være uden for Zagora og starten på Sahara. Vi kørte næsten 40 km længere ud end Zagora og var faktisk ved at køre fast i sandet, der blev finere og finere, men vi klarede den. De orangerøde stråler fra aftensolen sidste krampetrækninger skyllede ind over os. Vi havde heldigvis fundet et par sanddunes, hvor vi kunne nyde det pragtfulde syn. Vi tog os god tid, men da mørket faldt på blev det overraskende køligt, så vi kørte ind til Zagora, hvor vores veje skiltes. Sikken en herlig dag det havde været. Jeg afsluttede den lange da på det mindre 1-stjernet Hotel de la Palmeraie med en lille swimmingpool. Men den benyttede jeg mig ikke af. Jeg var dødtræt og hoppede på hovedet i seng.

Næste dag gik jeg lidt på opdagelse i Zagora. Jeg gik ud til de små bjerge Jebel Zagora, hvorfra der var en enestående udsigt over hele området. Jeg sad 1 times tid og nød synet over en cola. Jeg havde faktisk ikke meget mere tid da jeg skulle videre senere på eftermiddagen, men det var muligt at arrangere kamel trek fra et par timer og op til en uges tid. Men det må blive næste gang.

Rejseglimt fra MarokkoOvernatning i Kasbah Tifoultoute
Så tog jeg tilbage mod Ouarzazate. Jeg havde hørt og læst at man kunne bo i en Kasbah (Kasbah Tifoultoute). Da jeg mødte op, så de lidt overraskede ud, da jeg spurgte om det var muligt at overnatte en enkelt nat. Men det tog ikke længe, så fandt en af medarbejderne en nøgle og viste mig mit værelse. Det så godt… og meget autentisk marokkansk ud. Værelset var på ingen måde prangende, men det var hyggeligt med en fabelagtig udsigt ud over den lille landsby, der lå for foden af Kasbahen. Der var fælles toilet, men jeg var den eneste overnattende gæst, så jeg havde det hele for mig selv. Jeg betalte ca. 200 kr. (i 1999) for overnatning, aftens og morgenmad.

Da jeg havde fået lagt mine ting på værelset, gik jeg lidt ud, for at få et godt billede af stedet. Det lignede noget der var taget ud fra en Hollywood film. Apropos film, så blev Kasbahen ombygget til hotel og restaurant for medarbejderne under filmatiseringen af Lawrence of Arabia i 1960érne.

Det var skønt at have det hele for mig selv. Udsigten og omgivelserne var helt unik. På taget havde jeg selskab af et par storke i en gigantisk rede. Til aftensmaden fik jeg serverede traditionel marokkansk mad i en flot dekoreret restaurant. Det var utroligt at have en hel stab ansatte for mig selv… jeg følte mig helt kongelig. De ansatte var utrolig søde og de gjorde alt for at få mig til at føle mig hjemme.

Jeg sov som en sten lige til jeg stod op kl. 07.00. Morgenmaden foregik i samme rum og så tog jeg ellers af sted med stedet og de ansatte, der gav mig en varmt smil med på min videre færd, der nu var tilbage mod Danmark.

Skriv din mening