Laos på mountainbike

laos-top
Trods mine mange rejser til Østen, var det først sent jeg fik øjnene op for Laos, som et interessant og potentielt rejsemål. Selv derefter tog det mig nogle år før det blev en realitet… Da det endelig skulle lykkes i 2006 fik jeg heldigvis følgeskab af en af mine bedste venner, Anne, som jeg tidligere havde haft fornøjelsen at rejse med.

Normal forbereder jeg mig rimeligt godt inden jeg rejser til et nyt land, for at få mest udbytte af den begrænsede tid jeg har. Denne gang var ”mit lærred” stort set blankt. Jeg satsede på at farverne løbene ville udfylde ”lærredet” under rejsen. Det gjorde de og på min nethinde blev det til at pragtfuldt billede i de varmeste farver og utallige motiver.

Det eneste vi havde forberedt til rejsen, var lejen af 2 mountainbike gennem Jysk Rejsebureau, for at sikre os at cyklerne ville være ok. Transfer fra Chiang Rai´s lufthavn til grænseovergangen til Laos og den første overnatning.

laos-1Jeg tog selv fra Danmark til Bangkok og mødte Anne i flyet fra Bangkok til Chiang Rai. Uden for lufthavnen ventede en minivan som vi havde bestilt. Den kørte os videre til Mekong floden, som vi skulle krydse for at komme ind i Laos. Planen var derefter at få et visum og finde en bus der kunne køre os de resterende 175 km til Luang Namtha, hvor vi skulle overnatte og de 2 cykler forhåbentlig ventede på os.

Nu er det jo ikke altid, at planer går som ”planlagt”, specielt ikke når du rejser i underudviklede lande. Det fik vi en lille smagsprøve på. Betjentene der skulle udstede vores visum, var simpelthen gået til møde, så vi måtte bare vente på de kom tilbage. Vi havde allerede fundet ud af dagens sidste til Luang Namtha var kørt, så vi havde tid til at overveje, hvad vi så skulle gøre.

Vi gik rundt og forhørte os forskellige steder, om der var nogle der ville køre os de 175 km til Luang Namtha. Det var der men for 130 US. Wow… vi var ikke ligefrem fornøjet over den pris, men på den anden side, så var vores tid i Laos begrænset og cyklerne stod jo og ventede på os. Vi slog til, fik endelig ordnet vores visum og så var vi klar.

Så gik det ellers af sted i en minivan. Vi var blevet advaret om vejens beskaffenhed, og jeg tror kun det var fordi det var tørvejr, at vi overhovedet kom frem. Hele strækningen var stort set under genopbygning med alle de gener til følge, der overhovedet kunne være… og lidt til. Kl. 22 ankom vi endelig til vores lille hotel eller rettere guesthouse. Det havde været en lang rejse og endelig kunne jeg hoppe på hovedet i seng for første gang efter jeg lukkede og låste min hoveddør hjemme i Danmark.

På mountainbike gennem LaosOp på jernhesten
Næste morgen stod vi tidligt op og hentede cyklerne. Vi turde ikke en gang tænke på hvilke cykler vi ville få. Var det et par gamle skærveknusere med ét gear eller en tilforladelig mountainbike med flere gear? Lykkens gudinde tilsmilte os, for minsandten om der ikke stod 2 identiske flotte mountainbikes og ventede på os. Der var godt nok ikke monteret med bagagebær, så vi skulle køre med  bagagen på ryggen. Skidt med det for nu var vi både kåde o forventningsfulde.

Vi sprang op på cyklerne efter et godt morgenmåltid, og var meget spændte på hvad det egentlig  var, vi i kådhed havde aftalt en aften hjemme i Danmark. Vi var klar over der ville være langt mellem byerne, og at der faktisk var 115 km til den næste by (Oudom Xai), med guesthouse. Til vores overraskelse kom vi ud på en pæn asfalteret vej. Den var ikke særlig bred, men der var næsten ingen trafik. Det gik strygende derudaf efter vi have justeret sadlerne og musklerne efterhånden var blevet løsnet op. Vejret var perfekt. Jeg havde frygtet 35-40 grader, men med 20-25 grader, kunne det ikke være bedre.

Smilende ansigter i LaosDe første 50 km var intet problem. Vi strøg gennem landskabet, små landsbyer, hvor alle husene var skrøbelige stråhytte på pæle… det ene højere end det andet, som en form for status? Modtagelsen fra de lokale var med nysgerrige blikke og et stort smil med masser af varme. Jeg sad og blev om muligt i endnu bedre humør og fik næsten gåsehud over hele kroppen, af de dejlige smilende ansigter der kom os i møde.

Selvom vi var oppe i højlandet, så var bakkerne til at overkomme. Vi nød specielt når det gik ned, men vidste også, at det på en tidspunkt måtter vende… det slog sjældent fejl.

Da vi havde fået fyldt depoterne op til frokost, sprang Anne op på cyklen, go var klar til de resterende 60 km. Det gik da også forrygende, men benene blev noget tungere efter et par timer mere i sadlen. Tempoet gik lidt ned og vægten fra rygsækken gjorde at en vis legemsdel blev ømmere og ømmere. Men vi bed tænderne sammen og fortsatte. Vi nåede endelig frem lige før mørkets frembrud. Vi var trætte, tørstige, sultne og godt ømme i hele kroppen, men humøret fejlede ikke noget, så hatten af for Anne.

Landsby i det nordlige LaosVi fandt et helt nyt guesthouse, hvor vi fik et stort rent værelse med bad/toilet, tv og aircondition for – hold fast – sølle 5 US for os begge. Det blev til et tiltrængt bad og så ellers ud for at finde en restaurant. Vi valgte den første og bedste og fik et velfortjent måltid og en iskold lokal øl, der bare smagte godt.

Jeg tror roligt jeg kan sige, at vi begge var fantastisk positive over Laos og ikke mindst bruge cyklen som transportmiddel. Vi var selv herre over hvornår vi ville stoppe for at tage billeder, vi kom meget tættere på den lokale befolkning – og så er det jo super god motion.

Pak Mong i det nordlige LaosVi fik cyklet omkring 350 km gennem det nordlige Laos. Vi må nok hellere indrømme, at vi til tider hoppede af cyklen, når bakkerne blev for stejle til vores ømme ben og stakkels bagdel. Jo tættere vi kom på Luang Prabang, jo flere rejsende mødte vi, men der er stadig ”lysår” til forskel for de turistmasser du kan opleve i fx Thailand. Laos er også mange år tilbage i sin udvikling – et gæt er 10-15 år i forhold til Thailand. Det kan godt være vi kørte på asfaltveje, det var jo trods alt hovedvejen, men tager du en lille afstikker, ændre vejen sig med det samme til en grusvej. Vi lagde også mærke til alle husene, som jeg tidligere nævnte. Jeg tror ikke det er helt ved siden af, hvis jeg påstår, at minimum 90% af husene vi så, var vakkelvorne små stråhytter på pæle.

Pak Mong i det nordlige LaosInden vi nåede til Luang Prabang, tog vi en lille smuttur til Pak Mong/Muang Ngoi. Cyklerne havde vi smidt op på taget af en lille minivan, efter 50 km på anden dagen. Vi kom til Pak Mong, der er udgangspunktet til Muang Ngoi, der ligger 10 km op ad floden. Vi ankom sent på dagen, så vi fandt et sted at bo i selve byen. Vi fik et lille lummert rum med lyserødt moskitonet, og et badeværelse der næste dag blev invaderet af tusindvis af tordenfluer. Vi skyllede ganske enkelt alle sammen ud og gjorde ejeren opmærksom på det. Jeg tror de brugte nogle kradse rengøringsmidler eller insektspray, for de forblev væk.

Næste dag tog vi en lille motorbåd ud til Muang Ngoi, der oprindeligt var en lille fiskerby. I dag er det turismen, der er den absolut største indtægtskilde. Byen lå da også idyllisk med udsigt over floden, grønne marker og flotte klippeformationer. Bag landsbyen lå flere klippehuler, vi kunne vandre til, men da vi nåede derud, blev vi mildest talt skuffede. Til gengæld var naturen utrolig seværdig, så den var alligevel alle anstrengelserne værd.

Muang Ngoi i det nordlige LaosDer var ikke så meget fiskerilandsby over Muang Ngoi. Guesthouse lå langs ”hovedgaden”, som perler på snor sammen med restauranter og små forretninger. Byen består stort set kun af én gade, der gennemskærer byen med alle de ovenstående tilbud. Stemningen var dejlig afslappet og jeg er sikker på mange bliver hængende en dag eller 5 mere end planlagt, for det er vitterlig der perfekte sted til at geare ned.

Prisniveauet var latterligt lavt som resten af Laos, men det var sikkert også pga. lavsæsonen (april er faktisk den varmeste måned i Laos).

Dagene går som bekendt hurtigt, når man har det godt – og det var bestemt tilfældet her. Det var omgivelserne, de mange indtryk, den evig smilende lokalbefolkning, transportformen og en super rejsemakker.

Vi snød det sidste stykke til Lunag PrabangMod Luang Prabang
Vi skulle op på ”jernhesten” igen efter en enkelt hviledag. Foran os lå 140 km, men vi snød og cyklede kun halvdelen, hvorefter vi stoppede endnu en minevan for resten af turen. Selvfølgelig fik vi stoppet en minivan, der var lastet til bristepunktet. Men det var jo Laos, så alt er muligt. Efter ca. 20 minutter var cyklerne godt fastspændt på taget, og vi kunne lige klemme os ind til de andre rejsende, hvis tålmodighed vi vist havde fået sat på prøve. Vi fortsatte og ankom til Luang Prabang sidst på eftermiddagen. Vi indlogerede os på det første og bedste sted vi så og det blev et rigtigt godt valg. Et stort værelse med pæne møbler, et stort badeværelse og fælles balkon for sølle 8 US.

Et af mange templer i Luang PrabangDet var tydeligt at Luang Prabang var turismens højborg i Laos. Der var mange rejsende, men den var hyggelig med et hav af buddhistiske templer, restauranter, guesthouse, butikker, rejseagenter og smukke gamle bygninger i fransk kolonistil.

Luang Prabang
Luang Prabang var meget overskuelig og jeg tror vi fik set det meste. Vi nåede også en 3 timers lang massage fra top til tå. Den inkluderede en ansigtsmassage, som jeg aldrig tidligere havde prøvet, men det kan jeg anbefale. Vi skulle jo have lidt gavn af cyklerne så længe vi havde dem, så næste dag cyklede vi ud til vandfaldet Kuang Xi. Det var e s smuttur på 32 km – hver vej. Det gik egentlig let og ubesværet, men det hjalp også vi ikke havde en stor rygsæk at slæbe på.

Kuang Xi vandfaldet nær Luang PrabangVi havde næste området for os selv da vi nåede frem. Men efter 1 times tid ændrede det sig hurtigt, for der kom en stadig strøm af lokale og andre rejsende ofr af nyde vandfaldet og den smukke frodige natur. Vi slappe af et par timer inden vi begav os tilbage igen – kl. 12 da solen var på sit højeste.

Anne skulle med flyveren tilbage til Bangkok, så pludselig skulle jeg fortsætte rejsen alene. De første timer er altid lidt underlige og jeg føler mig som ”Palle alene i verden”, men det går heldigvis hurtigt over. Rejsen gik videre sydpå til Vang Vieng. Jeg kørte med en minibus. Da jeg ankom til Vang Vieng var det første indtryk rædselsfuldt. Over alt var vejene brudt op og et stort byggekaos. Jeg gik lidt væk fra hovedgaden og fandt heldigvis et lille sted af bo med udsigt til floden, så nu så alt straks meget bedre ud. Jeg gik rundt og lurede lidt på byen og fik booket en heldagsudflugt til næste dag.

Sådan pakkes kanoerne på en minivanDet var med kano ned ad floden. Det blev en herlig dag sammen med nogle hyggelige rejsende fra hele verden. Vi fik bl.a. hver især udleveret en oppustet bilslange ude i vandet, som vi hoppede op i og gled langsomt ind i et bjerg. Det blev bælgmørkt, men vi havde heldigvis fået en pandelampe, så vi kunne se de fantastiske klippeformationer. Sikken en oplevelse. Derefter stod den på frokost og endelig i kano ned langs floden med stop ved en af de mange primitive barer, på det sidste stykke af ruten. Udflugten var populær og ikke mindst barerne, der står beskrevet som et ”must do” i de fleste rejseguides. Naturen var en kapitel for sig. Det var simpelthen helt fantastisk at glide ned langs floden omgivet af høje klippeformationer og grotter med Buddha statuer. Flere af grotterne blev brugt som tilflugtssted under de uroligheder, som Laos gennem tiderne har været vidne til.

Med kano ned ad floden tæt på Vang ViengDen sidste dag blev jeg inviteret hen til et bord af en gut fra Holland. Han var gift med en lokal fra Vang Vieng. De boede nu i Holland, men var på besøg for at mødes med hendes venner og familie. De hyggede sig og viste mig hvordan man drikker i Laos. Først hælder man en øl op i et stort glas med isterninger og drikker det. Derefter fylder man det op igen og lader det gå rundt om hele bordet og hver enkelt skal tømme glasset. Det varede ikke længe før stemningen var høj og samtalerne blev mere og mere uforståelige. Jeg sagde pænt farvel mens ”legen var god” men kunne godt mærke øllene mens jeg krydsede floden over en faldefærdig bambusbro, der gyngede lidt rigeligt…

Det gyldne tempel i VientianeLaos hovedstad Vientiane

Rejsen gik videre til Vientiane. Det er Laos hovedstad, der på mange måder minder om Thailand. Jeg havde ikke forventet mig meget af byen, ud over et populært tempel, du næsten altid støder på, når der reklameres for Laos. Jeg gik ud til templet (Den gyldne Stupa Pha Tat Luang) og det skal du bestemt opleve, hvis du rejser til Vientiane. Det var faktisk en ganske hyggelig by, specielt tæt ved floden, hvor der var et atmosfærefyldt kvarter med flere guesthouse, restauranter, barer og forretninger.

Til Songkran i Bangkok
Jeg tog med flyveren til Bangkok den næste dag, hvor jeg igen skulle mødes med Anne. Vi havde ikke så meget tid sammen, da Anne allerede skulle med Thai Airways til Danmark den samme nat. Vi nåede at shoppe lidt, fik et godt aftensmåltid og et smut ud om aftenen. Her var der taget forskud på det thailandske nytår og Anne fik en våd nytårshilsen.
Songkran i BangkokJeg skulle selv hjem næste nat – også med Thai Airways, så jeg nåede heldigvis at opleve Songkran (nytåret) for alvor. Jeg havde læst at Khao San Road var stedet i Bangkok, hvis du ville opleve det for fuld udblæsning. Jeg havde taget de fornødne forholdsregler og pakket alt ind i plasticposer. Det var vist meget fornuftigt, for det tog ikke 5 minutter for jeg var gennemblødt. Alle gik rundt med enorme vandkanoner og sørgede for alle fik en ”hilsen og på samme tid noget kridt/kalk halløj i hovedet. Det var et festligt og farverigt skue. Alle var i godt humør, både de lokale og de rejsende, der selv deltog i festlighederne. Selv politiet gik ikke ram forbi.

Vær lige opmærksom på, at de fleste butikker på Khao San Road er lukket under Songkran. Det havde jeg ikke tænkt over, men var alligevel heldig, at finde et par steder der holdt åben og jeg fik handlet det meste jeg havde planlagt.

Skriv din mening