Smil – du er på Sardinien

Cala Gonone på Sardinien
Rygsækken pakket, flybilletten printet og en guidebog i hånden. Det var hvad en kammerat og jeg havde, da vi mødtes i lufthavnen en mandag morgen i juni måned 2011. Vi havde intet planlagt, men ville lade tilfældighederne råde. Det var den rigtige beslutning
.

Bestil din rejse til Sardinien her

Vi landede i Olbia i det nordlige Sardinien. Vi havde læst, at der var en direkte bus fra lufthavnen til byen Nuoro ca. 70 km sydpå. Det holdte stik. Bussen (Deplano) kørte ½ time efter ankomst, så der var lige tid til en lokal øl. Køreturen tog ca. 2 timer og fra Nuovo tog vi en anden bus til Dorgali, der i guidebogen blev beskrevet som en typisk bjergby på Sardinien. 1 time med bus og vi ankom midt i Dorgali, hvor forretninger, restauranter og små barer var koncentreret om den smalle hovedgade, der løb gennem Dorgalis gamle bymidte.

Hotellet i DorgaliVi ledte efter et B&B´s men faldt for det 3-stjernede Hotel S Ádde (70 EUR pr. værelse pr. nat inkl. morgenmad). Et rigtigt hyggeligt hotel, som nogle ældre mennesker passede. Alt var fantastisk pænt og ren og der var bare en herlig varm atmosfære. Værelset var nydeligt med udsigt ud over Dorgali og bjergene. Morgenmaden blev serveret på den herlige udendørs terrasse …perfekt start på dagen.

Dorgali – et godt udgangspunkt for omegnen
Dorgali på SardinienDer er ikke de store seværdigheder i Dorgali. Selve bymidten er lille men hyggelig og de smalle sidegader giver en god stemning med små forretninger og restauranter. Den bedste grund til at bruge nogle dage i Dorgali er, at byen ligger tæt på flere seværdigheder og derfor et godt udgangspunkt for spændende udflugter.

Kløften Gola Su GorruppuDer er fx kløften Gola Su Gorruppu, der noget optimistisk bliver beskrevet som Europas svar på Grand Canyon… Det er en overdrivelse der er til at forstå ha ha, men den er bestemt en udflugt værd, og det var hvad vi gjorde. Tæt på kløften ligger ruinerne fra den gamle by, Tiscali. Har du lejet en bil, kan du sagtens selv finde derud og opleve begge seværdighede, men husk masser af vand, for det er en varme vandretur.

Kløften Gola Su GorruppuVi tog på en arrangeret udflugt med 5 andre og en lokal guide for 40 EUR. Det kan anbefales. Vi kørte i 4-hjulstrækker gennem landbrugsområder og op via stejle grusveje. Her lærte vi at sætte pris på 4-hjulstræk. Vandreturen fra udgangspunktet og ned i kløften, 1 km ind og tilbage igen tog ca. 3½ time. Virkelig en flot oplevelse. Husk et par gode vandresko/støvler. Inden vi kørte tilbage, serverede guiden frokost, der udelukkende bestod af lokale vare. Vi fik rødvin i plasticflaske, bastante men super velsmagende pølser, 2 slags oste og frisk brød…mit bedste måltid på Sardinien.

Cala Gonone – super badeby og en fantastisk kyststrækning
Kyststrækningen ved Cala Gonone
Efter et par dage i Dorgali tog vi bussen til Cala Gonone. Vi havde tidligere taget et smut dertil for at se om det var et godt sted at være…og det var det bestemt. Bare 25 min. med bus og vi stod ude ved den lille badeby Cala Gonone ved en af Sardiniens meste dramatiske kyststrækninger Golfo di Orosei. Cala Gonone var tidligere en gammel fiskerby, hvor hovederhvervet efterhånden er blevet turismen, uden det er blevet overdrevet. Langs strandpromenaden ligger et par mellemstore og mindre hoteller samt et par mindre B&B´s. I sidegaderne fra strandpromenaden ligger der endnu flere B&B´s, og der var der vi fandt et hyggeligt B&B´s med gårdhave for 60 EUR pr. værelse pr. nat. Længere oppe i byen ligger der nogle større ressorts og en campingplads.

Skønne strande tæt på Cala GononeEr du til sand mellem tæerne, flot og dramatisk natur, azurblåt vand, dase ferie, aktiv ferie med konen, kæresten eller hele familien, så er Cala Gonone helt suveræn. Fra Cala Gonone kan du vandre sydpå til flere skønne strande med hver deres særpræg. Tager du på en bådudflugt langs kysten eller måske lejer din egen lille motorbåd, kan du besøge de endnu mindre strande, du næsten har for dig selv. Langs turen er der også utallige grotter…jo der er rigeligt at se. Skal du røre mullerne og er du frisk på lidt motion, så bør du leje en havkajak. Det er også en helt perfekt måde at komme rundt på (husk nu både vand og solcreme). Vi lejede en havkajak og sejlede de 6 km ud til Cala Luna. En fed strand med en lille restaurant ca. 100 meter inde bag stranden.

Nuraghe Mannu – 3.500 år gamle ruiner
Ruinen Nuraghe MannuVidste du, at der spredt ud over hele Sardinien ligger ruiner fra talrige stentårne. Jeg hørte tal fra 3.000 til 10.000. Imponerende…specielt når man ved de blev opført for omkring 3.500 år siden. Selv i dag er man i tvivl om hvad de blev brugt til. Var det udsigtstårne, samlingspunkt for lokale eller opbevaringssteder til fødevare. Det er 3 gode bud, men det er uvist. Bare 3 km fra Cala Gonone ligger ruinerne fra sådan et sted, Nuraghe Mannu. Vi gik dertil via vejen, og tilbage via en mindre sti. Stierne kan være svære at finde og de går på kryds og tværs i området, så det er en god ide, hvis du spørger om vej på turistkontoret. Ruinerne er jeg da glad for at have set, men det er helt klart udsigten til kyststrækningen der er ”salgsargumentet”.

Olbia i det nordlige Sardinien
OlbiaVi skulle rejse hjem fra Olbia, så vi havde 2 overnatninger i byen. Du skal ikke forvente dig de store seværdigheder. Der er 2 små kirker og ellers er det den gamle bydel, hvor de fleste hoteller også ligger, der er mest interessant. Der er smalle gader og et hovedstrøg med butikker og restauranter. Kirke i OlbiaOm dagen kan Olbia virke som en spøgelsesby, men om aftenen kommer der virkelig liv i gaderne og stemningen er bare herlig. Prøv at lægge mærke til de lokale. De spiser sent og oftest tage de på restaurant sammen med en masse venner eller en stor del af familien og deres børn. (Gad vide hvor friske børnene er næste dag? :o)

Foretrækker du strandlivet om dagen i stedet for at vandre rundt i Olbia, så tag bussen til Pittulongo ca. 8 km nord for Olbia. En super populær strand og med god grund. Lækkert klart vand og du kan vandre langt ud før der bliver dybt…perfekt hvis du rejser med børn.

Ciao til Sardinien
Det var hvad vi nåede at se på en uge. Sardinien er efter min mening perfekt, hvis du fx har været på de populære charterdestinationer og ønsker et sted med færre turister. Der er ikke billigt på Sardinien, så du skal forvente et prisniveau som i Danmark med nogle få undtagelser (læs neden for). Ønsker du friheden i stedet for at være afhængig at busser, så lej endelig en bil. Skiltningen er rigtig god og afstandene er forholdsvis korte.

Lidt info om Sardinien:
Mad og drikke:
Vin, øl og kaffe er en del billigere på restauranter og cafeer i forhold til i Danmark. Derimod er madpriserne de samme, men husk at bestiller du fx en kødret, så skal du huske at bestille tilbehør ellers får du kun kødet serveret. Husk også at der oftest er en ”service charge” når du spiser på 1-3 EUR pr. bord eller pr. person.

Overnatninger:
B&B´s koster typisk fra 25-35 EUR pr. person pr. nat. 3-stjernede hoteller 70-80 EUR pr. værelse pr. nat. Begge inklusiv morgenmad.

Transport:
Busserne køre præcis til tiden. Billetterne købes i kiosker, hvor prisen næsten er det halve af hvad det koster at købe den i bussen og i det hele taget 30-40 % billigere en herhjemme.

Tak for besøget/AlanSiesta:
Husk der holdes siesta om eftermiddagen, hvor stort set alt lukkes ned og byerne føles nærmest som spøgelsesbyer.

Rigtig god tur
Alan

2 kommentarer til “Smil – du er på Sardinien”

  1. Hej
    Spændende artikel
    Vi har lige været en tur i Alghero og for første gang nogensinde med av pension, det var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Drikkevarer betales ved siden af 3,00 euro for 25 cl sodavand. 12,00 euro for en halv flaske vin 2,50 euro for en lille øl på resturant.
    Nej her var bestemt ikke billigt.
    Vi havde en okay ferie, men vi blev lidt trætte af strandede som vi ellers havde set frem til. super flot vand helt klart, men hold op alle de sælgere man bare ikke kunne blive fri for, solbriller,hatte,massage og den slags, hvorfor de ikke vælger at sælge kolde drikke,udskåret frugt og den slags i stedet forstår man ikke.
    Vi oplevede et område hvor rigtigt mange italienere selv holder ferie, det betyder at mange selv på resturant ikke taler engelsk, så man var lidt overladt til sig selv.
    Her er MANGE mennesker.
    Nå men det var bare lige lidt indput herfra
    God sommer 2013
    Mvh

  2. Hej
    Tak for din kommentar, men det lyder desværre som om I havde en anden oplevelse af Sardinien i forhold til mig.
    Jeg synes også prisniveauet var over middel, men jeg havde ikke de kedelige oplevelser af ivrige sælgere på stranden og
    vandet var helt fantastisk klart, men der kan selvfølgelig være forskel på, hvor på øen man er.
    Jeg rejste også lidt uden for højsæsonen og det kan også gøre en stor forskel.

    Nu håber jeg da I har mod på andre spændende rejsemål for der er heldigvis også mange der overrasker positivt :o)

    Fortsat god sommer
    Alan :-)

Skriv din mening