Hue til Hoian

Rejseglimt fra Hoian
Næste stop var Hoian, hvor jeg mødte Gunnar igen. Han var i selvsamme bus jeg skulle med. Straks ved ankomsten til Hoian fik jeg følelsen af, at Hanoi ville blive et hyggeligt bekendtskab, hvilket skulle vise sig at holde stik. Vi indlogerede os på samme guesthouse (7$ for eget værelse med pænt bad/toilet og satelit-tv). Vi gik ned ved den lille flod og fandt et hyggeligt sted til frokosten, som blev skyllet ned af den lokale øl samt de obligatoriske frugt-shakes. Vi aftalte at mødes senere til aftensmad.

Jeg gik lidt rundt i Hoian, der virkelig er en fryd for øjet. Byen har været uberørt af krige og uroligheder, så her kan du opleve kinesisk, japansk og vietnamesisk arkitektur sammen med den franske kolonistil. Mange af bygningerne er renoveret eller er ved at blive det, specielt de bastante franske huse, der alle males i friske gule farver. Byen er også præget af turismen, men ikke på en ubehagelig måde. Her er et utal af souvenir butikker og ikke mindst skræddere, der syr en habit for 20-30$, skjorter, shorts, kjoler, ja alt hvad man kunne ønske sig. Det måtte jeg jo benytte mig af, så jeg endte med 1 habit, 10 skjorter, 1 par shorts og 5 par bukser…. Tjaaa det shopping-gen tager ofte magten fra mig :o)

Om aftenen mødtes vi, men vi var pludselig blevet 7-8 stykker. Pigerne fra Schweiz, 2 hollandske gutter samt en australier, der netop var ankommet til byen. Vi fik et kongelig måltid, hvorefter vi tog ud og spillede lidt pool på en hyggelig natbar.

De kommende dage gik med en lille cykeltur til stranden, hvor Gunnar og jeg løb en tur langs stranden i 40 graders varme (yes…det var varmt), shoppe, finde nye spisesteder, en tur med en båd op ad floden og ellers slappe af.

Efter den obligatoriske afsked- og måske på gensyn, med nogle dejlige mennesker skulle jeg til Bangkok.

Skriv din mening