Gensynet med New York

New York januar 2002. Endelig nåede vi til New York efter en flyvetur, der var lige lovlig spændende på grund af nogle voldsomme kastevinde, da vi skulle mellemlande i Amsterdam. Jeg er sammen med Heidi, en rigtig herlig rejsekammerat, jeg har kendt et par år. Vi ankom om aftenen og var først på hotellet (Gershwin Hotel) omkring midnat. Hotellet havde Heidi fundet i en Lonely Planet rejseguide og havde booket to sovepladser i en otte sengs stue.

Det fungerede perfekt. Hotellet havde en central beliggenhed på Manhattan 27th Street Madison Avenue, ikke langt fra Empire State Building. I følge hotellets hjemmeside, skulle der være underholdning 4-5 gange om ugen samt en hyggelig bar med happy hour, og et leben ud over det sædvanlige. Noget der virkelig kan tiltrække andre Backpackere. Her var der bestemt lovet for meget og vores konklusion af hotellet blev: Et sjovt indrettet hotel for både ”almindelige hotelgæster” samt rygsæksrejsende, der bare ønsker et billigt sted at være (35$ pr. nat hvilket er meget billigt i New York i 2002).

Efter en tiltrængt nattesøvn i en sindsyg vakkelvorn køjeseng, og et bad på rummets lille badeværelse, der trængte til en ordentlig overhaling, var det tid til morgenmad. Vi tog rundt om hjørnet og fandt et sted, der serverede en morgenmadsbuffet til det halve af hotellets (12$ + tax). Godt tilpasse med fyldte maver, bevægede vi os ud i byen der aldrig sover…

Jeg ved ikke om det meste af New York sov lørdagsbranderten ud, for der var utrolig stille i gaderne. Der var næsten ikke en bil i sigte, og det var først da vi nåede Lower Manhattan, at vi øjnede en del turister. Vejret var ellers forrygende flot. Solen skinnede fra en klar blå himmel og vi kunne ofte nøjes med at gå i korte ærmer, hvilket slet ikke hørte årstiden til.

Vi tog Subwayen ned til Lower Manhattan og gik et smut videre til Brooklyn Bridge, der af mange regnes for en af de flotteste broer i verden. Derfra videre til South Street Seaport. Der ligger nogle imponerende sejlskibe, gallerier og museer. Du har mulighed for at tage en sejltur rundt i New Yorks havneområde, og er du natte- eller morgenmenneske, er Fulton Fish Market en oplevelse. De har åbent mellem midnat og kl. 08.00, hvorfra de fleste af byens restauranter får deres fisk. Området er meget turistet men bestemt et besøg værd, også for børnefamilier.

Vi gik videre og fandt en kæmpe boghandel med både nye og brugte bøger, der omhandlende alt mellem himmel og jord. Efter Wall Street gik vi ned til Battery Park, hvor der var et herligt leben med optrædende i alle aldre. Det var også udgangspunktet for bådene til bl.a. Ellis Island og Frihedsgudinden. Turene kostede dog en lille formue, så vi valgte at tage den gratis færge til Staten Island. En tur på ½ time hver vej. Det var hovedsagelig de lokale der tog båden, hvilket bestemt ikke gjorde oplevelsen mindre. Færgen sejlede forbi Frihedsgudinden og gav det flotteste udsyn til New Yorks Skyline. Apropos Skyline, så var det virkeligt underligt, at opleve New Yorks nye silhuet efter terrorhandlingen der d. 11. sept. 2001 skrev verdenshistorie. Dagen hvor hele verden blev rystet i sin grundvold.

Vi så Ground Zero fra en helikopter tur og senere tog vi til selve området for at opleve stedet for hændelsen. Stemningen i området var ubeskrivelig. Folk fra USA og hele verden besøgte området af mange forskellige grunde. Nogle med familie/nære venner de ønskede at mindes, andre ville vise deres respekt for de savnede og ikke mindst redningsfolkene. Andre så det simpelthen som endnu en seværdighed. Da vi kom ud på platformen, med udsigt ud over Ground Zero, blev vi vist alle uden undtagelse, meget berørte over at stå på stedet, der tidligere blev domineret af World Trade Center. Jeg fik en knude i maven ved tanken om de rædselsscener, der for blot 4½ måned siden udspillede sig for fødderne af os. Jeg blev rørt ved tanken om alle de anonyme helte, der satte deres liv på spil for andre, uden tanke på eget liv og lemmer.

Nu er stort set alle resterne af World Trade Center fjernet, men de omkringliggende bygninger bærer kæmpe ar, der vidner om dagen og næsten skriger til én. Området ligner et stort betændt sår, som man først nu, er ved at få kureret, men uanset hvor dygtige ”kirurger” de er, så vil der altid være et kæmpe ar, når du ser op i luftrummet omkring Lower Manhattan. Ligesom bruddet i en brækket arm bliver stærkere, kan et ar heldigvis også vokser sig stærkere.

Det er præcist hvad der også vil ske i New York, uanset om der bliver plads til en mindepark eller ny bebyggelse. New York har ikke kastet håndklædet i ringen… tværtimod. Jeg tror at New Yorkerne føler et fællesskab og fast besluttet på, at komme ud af krisen med oprejst pande, hvilket de talløse ”Stars and Stribes” bevidner. De ses i vinduer, uden for forretninger, på bygninger, på bilernes antenne, på T-shirts, på brandvognene der under udrykning drøner gennem gaderne i en øredøvende larm, …ja overalt.

Men livet går som sagt videre, og da det blev hverdag, kom der virkelig liv i gaderne. Op ad Broadway lokkede forretningerne med deres kreative udsmykninger. 5th og Madison Avenue samt de sjove mindre butikker i Chinatown udstillede alle mulige (og umulige) farverige plasticting. Soho, Little Italy, East Village og Greenwich Village brillerede alle med deres helt egen stemning.

Prøv at opleve en typisk scene fra utallige amerikanske film ved at gå ind på en lille cafe eller en typisk amerikansk kaffebar som du sikkert  kender fra filmen ”Frankie & Jonnie”. Der hvor du sidder på røde, måske endda lyserøde plastictaburetter ved en aflang disk, hvorpå der står salt & peber bøsser, ketchup, sennep og ikke at forglemme det gennemsigtige plasticfad med låg, der lokker med et stykke kage. Bag en aflang åbning i væggen står kokken og tilbereder bestillingerne, der hænges op i en lille klemme.

Servitricen er ofte er en kvinde omkring de 50 med et hvidt eller lyseblåt forklæde, en engangskuglepen og bestillingsblok. Hun har uden tvivl svunget kaffekanden og serveret scrambeld eggs eller burgere de sidste 25 år. Er stadig overbevist om, det kun er midlertidigt, mens hun går med en romantisk drøm om ”manden i sit liv” en dag kommer ind af døren. De fleste gæster er stamkunder, som altid får en bemærkning med på vejen, og nye ansigter som vores, bliver mødt med et varmt smil og venlig nysgerrighed. Hun er uden tvivl en bedre menneskekender end de fleste hjernevridere.

Vi havde begge lyst til at shoppe på livet løs, men prisniveauet var som i Danmark og du skal virkelig kigge sig godt for. (I 2008 er situationen en anden med en dollarkurs der er rekord lav).

En høj kriminalitet har i mange år været en af de kedelige ting, der kendetegnede New York. Dette hører dog fortiden til godt hjulpet på vej af New Yorks tidligere og efterhånden verdenskendte og meget populære borgmester Guiliani. I hans borgmesterperiode faldt kriminaliteten med mere end 50%. Jeg følte mig tryg i New York og det tror jeg bestemt også Heidi gjorde. Subwayen virkede også sikker, selv da vi tog et smut dybt ind Harlem. Nu ved jeg ikke hvordan det er om aftenen, men vi tog ind i ”Det Spanske Harlem” på 125th street.

Vi ville spise morgenmad, på et lille sted vi havde læst om, men det serverede først fra frokosttid. I stedet gik vi ind på en lille kaffe/burgerbar, hvor de unge mørklødet gutter der serverede, var som taget ud fra en bandefilm. Flere bar hårnet og talte som i en overdreven billig Hollywood produktion. Kunderne var et kapitel for sig. Der kom bl.a. en alfons ind med en af hans piger. Derefter kom en kæmpe overvægtig neger ind med hængerøv i bukserne. Da han satte sig på, en til ham underdimensioneret taburet, røg et par ”håndtag” ud over livremmen og revnen, der vidnede om starten til en popo i str. XXXXL, så dagens lys. Det var faktisk svært at løsrive sig fra  stedet. Senere tog vi bussen tilbage, og så hvordan menneskene og kvarterene ændrede sig jo nærmere vi kom Lower Manhattan.

Efter Harlem stod den på en lille helikopter tur over Manhattan. Vejret var perfekt, så vi havde den flotteste udsigt. Piloten lavede et par dyk og stigninger, så vi hurtigt skiftede kulør. Vi vinkede til Frihedsgudinden, måbede over Central Parks størrelse, og fik en klump i halsen, da vi så det frygtelige krater efter World Trade Center. Det var en oplevelse, men det var prisen også… 800 kr. for 10-12 min. Du får ikke mulighed for at tage dit eget kamera med, men selvfølgelig kan du købe et engangskamera eller et billede, der bliver taget af dig lige inden du letter, for ca. 15$. Det hele går op i dollars…alt for meget efter min mening.

Empire State Building er nu New Yorks ubestridte kæmpe og et ”Must See”. Da det blev bygget i 1930-31 på kun 1 år og 45 dage (fra første spadestik blev taget til åbningsdagen), var det en bedrift uden sidestykke. Mange var i starten skeptiske og mente ikke bygningen ville holde i mange år. Disse spekulationer kom virkelig til skamme, da en amerikansk bombemaskine under dårlige vejrforhold fløj ind i 76. etage. 14 omkom men bygningen blev stående og står stadig majestætisk oprejst og spejder ud over Manhattan. Vi nåede op til solnedgangen, hvilket var en uforglemmelig oplevelse. Som mørket lagde sig som et tæppe over New York, blev millioner af lys tændt og himlen glødede orangerød, som ville være ethvert postkort værdigt. Husk endelig at være der i god tid, da du bestemt ikke er den eneste, der vil have den oplevelse med hjem.

Selvfølgelig skulle vi se Central Park. Det er ikke den største oplevelse i januar, da alle træerne er nøgne og der er slet ikke er det samme leben du ellers oplever om sommeren. Der er dog en stor skøjtebane i starten af parken.

New York er sammen med London et mekka for teaterforestillinger, og udbuddet var da også helt enormt. Det kan hurtigt bliver en dyr fornøjelse, da priserne på de populæreste stykker hurtigt kommer op på 100$ eller mere. På Times Square ligger billetkontoret TKTS. De udbyder billetter til samme eftermiddag/aftens forestillinger med 25-75 % rabat. Times Square var bestemt også en oplevelse i sig selv, men skal ses om aftenen med de helt fantastiske lysreklamer, der alle kappes om af være den flotteste. Selvfølgelig skulle vi se en forestilling, men det blev uden for Broadway. Vi så Stomp. En fantastisk rytmisk og danseoplevelse. Den kan vi på det varmeste anbefale. Vi gik da ud efter forestillingen med et kæmpe smil.

Det var et rejseglimt fra en rejse i januar 2002. Jeg er sikker på jeg snart vender tilbage.

Skriv din mening