Costa Rica – Grøn, frodig, varm og sikker

Rejseglimt fra Costa Rica 2008
Costa Rica 2008… min mavefornemmelse fortalte mig, at landet ville blive en opleve ud over det sædvanlige, hovedsageligt i naturens tegn. Det blev en lidt impulsiv beslutning, men hvorfor skal alt også være så planlagt. 3 uger inden jeg skulle af sted, spurgte en af mine tidligere og rigtig gode kammerater mig, om jeg måske var interesseret i selskab på noget af rejsen til Costa Rica. Jeg var slet ikke i tvivl, for vi havde tidligere prøvet at rejse samme, så et stort OK fra mine side.

Vi tog af sted d. 18/272008 og skulle flyve med Delta via Atlanta til San Jose. Da vi skulle via USA, blev vi stillet ansigt til ansigt med USA´s paranoia over for terrorisme. Måske meget forståeligt, da de virkelig forstår at rode sig ud i noget over hele verden, og formår at ”træde mange over tæerne”. Det skaber desværre fjender. Vi fik stillet en masse spørgsmål, mens vi stod i køen til indtjekning. En kvinde spurgte om det var vores bagage, om fremmede havde passet på den, om vi havde modtaget gaver m.m. Det så ud som om hun selv synes spørgsmålene var total overflødelige. Vi fik nogle af de samme spørgsmål ved gaten.

Det skulle fortsætte i Atlanta, hvor vi skulle gennem hele immigrationsdelen, som om det var USA vi skulle til. (Vær opmærksom på der ere nye regler om indrejse til USA – se mere her). Der blev taget finderaftryk, taget billede og passet blev gransket godt igennem. Senere blev håndbagagen kørt gennem røngten, med vores sko og bælter. Besværligt…ja, men det gik da forholdsvis hurtigt, og vi gik bestemt ikke glip af noget i Atlanta lufthavn. Det er den travelste lufthavn i verden, men total farveløs og uden det store udvalg af butikker.

Alle veje i Costa Rica fører til San Jose
Alle veje fører til hovedstaden San Jose. Det er ganske enkelt et faktum i Costa Rica. Du kan stort set ikke undgå at gense San Jose flere gange, under din rejse rundt i Costa Rica. Det er trafikknudepunktet om du skal nord, syd, øst eller vest. Du kan selvfølgelig vælge den dyre løsning og flyve nogle af strækningerne. Vi fandt en af shuttelbus, der kørte mellem de fleste populære destinationer. De var 2-3 gange dyrer (men stadig billigt) end de lokale busser, Til gengæld sparer du hurtigt flere timers transport og gensynet med San Jose.

Stort plaza i San JoseDet er ikke fordi San Jose er så uinteressant, men det meste kan ses på en dag eller to. Morten og jeg brugte tiden på at se det lille område, Barrio Amón, nord for centrum. Flere ældre huse er blevet renoveret med smukke facader. Restauranter, hoteller, hostels og cafeer er de seneste år skudt op i bydelen og flere kommer til. Vi boede i et hyggeligt hostel og senere i et pænt hotel. Vi fandt et par forrygende restauranter. Den ene med navnet Café Mundo. Den lå i en stor, gammel bygning, med en hyggelig terrasse og en smagfuld indretning. Betjeningen var i top og maden pragtfuld. Prisniveauet var sjovt nok ikke meget højere i forhold til fx Mcdonalds.

Vi gik lidt på opdagelse og fik sørget for en busbillet til næste morgen. Vi vandrede rundt i- og lidt uden for San Jose bymidte. Vi kom faktisk gennem den bydel, der i guidebogen (Lonely Planet) er beskrevet som den ”farligste”. Området ligger ved en af de store busstationer, med navnet, Coca Cola. Det er ofte tilfældet, at busstationerne er placeret i de fattigste områder, med gode muligheder for at blive overfaldet, specielt hvis du går rundt med smykker eller et dyrt ur. Vi havde heldigvis ingen problemer, men vi hører jo heller ikke de mindste. Vi fik også shoppet… eller rettere Morten gjorde. Han havde et meget veludviklet ”shopping-gen”. Ha ha…

Busstationen i San JoseMonteverde – Canopy-tur, Skywalk, aftenvandring og en god bager
Hvis du rejser med rygsæk, skal du ikke altid regne med, at du kan sove længe og slappe af uden af lave dagens gode gerning. Vi stod op før 05.00 for at nå den lokale bus til Monteverde (eller Santa Elena). Vi nåede at få lidt brød hos bageren og den helt uundværlige kop kaffe, inden bussen kørte. Der var ikke så god benplads i bussen, men vi overlevede med enkelte pauser undervejs. Turen tog kun 5 timer. Da vi ankom til Monteverde, blev vi bogstaveligt overfaldt af ejere og andre, der havde præcist det værelse vi skulle bruge. Det kan være overvældende med sådan en modtagelse for alle ens forsvarmekanismer er ofte inaktive idet du står ud af bussen. Det bedste du kan gøre, er at finde et sted i din guidebog eller endnu bedre booke det på forhånd. Nu kan du jo også være lige så heldige, som vi var. Vi ”overgav os” til en kvinde med ”gå-på-mod” og en god overtalelsesevne. Vi fik et meget fint værelse med bad/toilet og en fælles indendørs balkon, med en flot udsigt over området. Sølle 30 US skulle vi betale for det.

På aftenvandring i MonteverdeVi havde en rigtig god fornemmelse for stedet, så vi bookede også alle vores udflugter. Det blev til en aftensvandring, en kombineret Canopy-tour og SkyWalk, samt en bus-boat-bus til La Fortuna. At betale 92 US, men det var da rørende billigt.

Vi startede med aftensvandringen i udkanten af Monteverde. Nu er dyrerne jo ikke ”fjernstyrede”, så der er aldrig garanti for at se noget, men vi var heldige. Udstyret med lommelygter fulgtes vi med 8 andre, og gik gennem regnskoven. Guiden kunne fortælle om alle de små kryb og fandt hurtigt et par ”lækkerbidskner”. Først vandrede der en lille flok vaskebjørne rundt, derefter et andet lille pattedyr jeg ikke kunne genkende. En stor fugleedderkop, masser af små insekter og et dovendyr, der langsomt kravlede rundt i trækronerne for at finde føde. Jeg er sikker på vi gjorde det godt den aften. Det måtte da også fejres med en enkelt øl.

Næste dag stod den på Canopy-tour og SkyWalk. Det var noget vi begge to havde set frem til. (Det er store stålkabler, der er trukket gennem regnskoven til et andet stor træ. Du bliver koblet til kablet og så hænger du der, lige indtil guiden giver slip på dig og så går det ellers derudaf). Vi kom sammen med en gruppe på 10-12 stykker og fik udstyret på (hjelm, læderhandsker og ”seler”). En forklaring skulle vi da også have, så pludselig stod vi i køen, og ventede med sommerfugle i maven, på at det blev vores tur. Den første tur var en lille smagsprøve, men den gav en god ide om  hvad det var, vi havde rodet os ud i. Det var simpelthen en oplevelse, du bestemt  ikke må snyde dig selv for, hvis du rejser til Costa Rica.

Vores guesthouse i MonteverdeGennem regnskoven i fuld fart
Jeg nød alle ca.10 ture, hvor den længste var noget i stil med 500 meter lang. Wow…der kommer godt nok fart på, så det er med at huske bremseteknikken. Husk at nyde udsigten mens du drøner gennem regnskoven. Det er en helt fantastisk frodig nature, med en dejlig ren og klar duft. Vi hørte masser af fugle, men så overraskende få?

Så blev vi præsenteret for et ”Tarzan-swing”. Jeg kravlede op bag køen og stod inden længe øverst oppe. Så var det min tur til at blive spændt fast til linen og få en gyngetur ud over det sædvanlige. Jeg havde glemt, at jeg havde forsøgt noget lignende i Sydafrika. Der kunne jeg simpelthen ikke give slip og kaste mig ud i det. Tror du ikke det sammme skete her? Jeg måtte pænt sige ”nej-tak” og tage den ydmygende vandretur ned af trappen, og forbi alle de andre der skulle prøve det… og som gjorde det… Det er ikke højden, der er problemet for mig, men jeg føler bare ikke, at jeg har nogen som helst kontrol har over tingene. Det irriterer mig grueligt.

Sky Walk over regnskovenVi sluttede formiddagen med SkyWalk. Det er spinkle stålbroer, der er spændt ud over kløfter på højde med trætoppene. Det giver en pragtfuld oplevelse i fugleperspektiv af hele området.

Så var det meste af dagen gået, men endelig kunne vi slappe lidt af med en kold øl og lidt snack. Om aftenen fandt vi en restaurant, der serverede rigtig god mad. Morten formåede at bestille noget jeg gerne ville have fingerne i, men jeg prøvede ”nationalretten” casado. Den består typisk af bønner, ris eller kartofler, der kan være anrettet på forskellig vis, salat og kylling eller andet kød. Det smager godt og portionerne er som regl rigelig store, så du bliver mæt. Det gjorde jeg…

Næste morgen skulle vi videre. Vi nåede lige at kigge forbi den lille bager, der havde friskbagt brød af forskellig slags og en super god kaffe. Bedre kan en rejsedag ikke starte. Turen gik med en minibus til Arenal søen, som vi skulle sejle over og videre til La Fortuna. Ved at gøre det på denne måde, sparede vi vel 3-5 timers rejsetid, da vi undgik San Jose. Billetten til 20 US var måske 8-12 US dyrere, men vi synes de var givet godt ud.

Vulkanen ved La FortunaLa Fortuna
Vulkanen Arenal byder os velkommen med at skyde en stor røgsky op… jo den vulkan er skam aktiv

Du skal ikke lade dig slå ud, af det lidt  kedelige indtryk, du måske får ved ankomst til  La Fortuna,. Køreturen var virkelig enestående med udsigt til den perfekt formede og super aktive vulkan Arenal. Den skulle da også lige byde os velkommen med en stor røgsky, den skød til vejrs, netop som vi kørte det sidste stykke fra båden til La Fortuna.

Vi vandrede lidt rundt for at finde et sted at overnatte. Det første sted var lovligt dyrt, det andet var optaget. Til sidst fik vi et værelse hos ”Gringo Pete´s” hostel. Jeg tror kun han havde én pris, for alt kostede 5 US. Vi fik et rum med bad/toilet for 2×5 US. Det var enkelt men fuldstændigt rent. Vi vekslede lidt penge, drak en kop mocca og sad lidt på det store torv midt i byen. Der var et herligt leben med familier og turister. I baggrunden stod vulkanen og holdte øje med os.

Næste dag skulle jeg ud og se naturen og prøve kræfter med rapelling gennem 3 små og 2 store vandfald. Jeg havde nok brug for en lille ”sejr” efter jeg fortrød ”Tarzan-svinget”, som Morten klarede uden problemer. Det blev heldigvis en kæmpe oplevelse. Turen gik gennem en dyb kløft, der skar sig gennem landskabet. Jeg var i en gruppe med ca. 12 andre rejsende, hvor den yngste var 8 år. Hun var bestemt ikke meget for det i starten, men hendes mor pressede hende til det yderste. Det virkede lovligt hårdt, men det endte heldigvis med, at hun smilte over hele hovedet og havde en stor oplevelse. Præcist som os andre. De højeste vandfald var vel mellem 30-40 meter og selvomder ikke var så meget vand på denne årstid, så slog det hårdt.

Vi vandre gennem tæt regnskov, kan høre store stenskred i nærheden og pludselig kommer vi til en åbning. Det er størknet lava fra tidligere udbrud. Vi sætter os til rette og pludselig begynder forestillingen…

Om aftenen skulle vi ud og se lava… håbede vi. Der kom en mindre turbus og hentede os og ca. 15 andre fra hele verden. Guiden var en frisk gut med talegaverne i orden. Hvor andre ture stoppede, der fortsatte vi 1 time til fods til den størknet lava, hvor fra vi skulle sidde og vente. WOW… vi skulle ikke vente længe før glødende masser af lavasten væltede ned ad skrænten. Det var ganske enkelt ufatteligt, at forestille sig de kræfter der hamre og buldre i vulkanens indre. Vi blev som tryllebundet af naturens forestilling. Som guiden fortalte, så er det kun 3 % af verdens befolkning, der oplever glødende lavasten. Vi kan så med glæde og lidt stolthed fastslå, at vi nu er blandt de 3 %.

Caribisk stemning i Puerto ViejoPuerto Viejo – ægte caribisk stemning
Vi havde vores tvivl, om vi skulle tage til strandene ved Stillehavets- eller den Caribiske kyst. Hjemmefra havde vi snakket om Puerto Viejo, ikke mindst pga. den farverige caribiske stemning. Det er jo ofte bedst at forholde sig til sin første indskydelse, så det gjorde vi… heldigvis. Efter ca. 6 timer med en shuttelbus (39 US), ankom vi til den Puerto Viejo. I Lonely Planet havde vi læst om et lille sted med 5-6 bungalower, en swimmingpool og en tropisk have. Vi var heldige, at få en bungalow til 36 US. Desværre kun for 2 nætter. Lidt ærgeligt, men vi fandt da senere et andet sted… faktisk på den anden side af hækken, hvor der også var et godt sted.

Masser af valgmuligheder i Puerto ViejoVi gik på opdagelse i byen, der var hurtig at overskue. Alligevel formårde Puerto Viejo konstant at overraske med en lille ny detalje, som fx et lille faldefærdigt hus, men farverigt og smukt på sin helt egen måde. Tempoet i byen var stille og roligt, med flere små hyggelige restauranter, cafeer og barer. Den første aften benyttede vi os af ”Happy Hour” og fik da en enkelt eller to cocktail og nogle øl. Vi havde fundet en lille natklub, hvor der var levende koncert. Det var 4 meget karakterfulde ældre mænd, der spillede caribiske rytmer, så hele bygningen gyngede i takt. Stemningen var i top med en herlig blanding af lokale og rejsende. Jeg fik ikke luftet dansetrinene, men nogle gange er det både sjovt og hyggeligt, at se på de andre. Specielt de lokale havde en eminent rytme. Klokken blev mange og dagen efter kunne jeg bestemt mærke følgerne af ”Happy Hour”. Den bedste medicin er en masse vand, mad og en rask gåtur. Kroppen var dog slap som en karklud hele dagen, så vi sprang over ”Happy Hour” og nøjes med et godt måltid, en frugt-shake og en film på et stort udendørs lærred. De fleste farver manglede og filmen bølgede over det ujævne lærred, men det gjorde intet.

Farverige facader, Peace – love, en god kop mocca og sidst men ikke mindst, nogle skønne strande

Skønne strande tæt på Puerto ViejoDen ene dag lejede vi et par strandcykler, så vi kunne køre de 13 km til Manzanillo. Vi lejede den af en glad ældre herre, med et ubeskriveligt tandsæt. Sikken et billede vi kunne have fået. Cykelturen foregik for det meste på en grusvej, med forholdsvis lidt trafik. Regnskoven gik helt ned til vejkanten og gav os skygge det meste af vejen. Strandene var herlige. Der var næsten ingen mennesker, men vi fandt da nogle med en køleboks, der solgte øl og vand… troede vi. Da vi spurgte om vi kunne købe en øl, begyndte de at grine og sagde, det kunne vi bestemt ikke, men vi kunne få en hver. De var to lokale livsnydere med alle fornødenheder. De foretrak køleboksens indhold og lod deres piger om at bade. Hvad kunne vi gøre… vi sagde pænt ja tak til det gode ”tilbud” og fik en lille snak og lovede dem, hvis vi så dem på stranden i Danmark, så skulle vi nok give en øl.

Hvilepause i Puerto ViejoVi fortsatte og fandt flere pragtfulde strande, hvor palmerne gik helt ned til vandkanten. Jeg er normalt ikke et strandmenneske, men jeg må indrømme, at jeg faldt pladask for hele området. Temperaturen var også behagelig og luftfugtigheden perfekt.

San Gerardo de Rivas
Til toppen af Costa Rica… da vi fandt den rigtige bjergtop i andet forsøg…

Efter nogle enestående dage i Puerto Viejo og en enkelt dag i San Jose, gik turen hjemad for Mortens vedkommende. Jeg havde stadig nogle dage og havde spekuleret på, hvilken del af Costa Rica jeg nu skulle koncentrere mig om. Valget kunne ikke være så svært, for er der bjerge, der kommer jeg. Selvfølgelig skulle jeg prøve kræfter med Costa Ricas højeste bjerg, Cerro Chirripó på 3.820 meter.

Mindre kirke i San Gerardo de RivasJeg tog bussen til San Isidro de El General og derfra med en anden til den lille bjerglandsby, San Gerardo de Rivas. Sikken en natur der ramte mine nethinder. Bølgende frodige bjerge der fremviste dramatiske klipper over trægrænsen. Atmosfæren var dejlig stille i stærk kontrast til San Jose i myldertiden.

Jeg fandt hurtigt et lille sted at bo og gik på opdagelse. Landsbyen var ikke andet end en spredt bebyggelse langs vejen. Der var langt til parkens start (Parque National Chirripó), hvorfra vandreturen til bjergtoppen begyndte. Jeg fandt et andet sted at bo den næste morgen, efter jeg havde fået (købt) tilladelsen samt én overnatning til parken. Det var Albergue Urán til 10 US pr. nat. Den ældre ejer var en herlig flink mand. Han kunne ikke et ord engelsk, men vi formåede at skabe god kontakt.
Da jeg startede med et solidt morgenmåltid, sørgede han for et par sandwich til frokosten.

Barsk natur mod Costa Ricas højeste bjergSå begyndte vandreturen, som Lonely Planet påstod tog mellem 7 og 10 timer. Jeg kom igennem de 15 km og 2 højde km på 5,5 time… ja ja den ”gamle” kan endnu. Turen var flot afmærket for hver km. Den gik gennem tæt regnskov indtil trægrænsen blev nået. Det var svært ikke bare at sætte sig ned og nyde udsigten, men så kommer man jo ingen vegne.

I Crestones Base Lodge delte jeg værelse med en amerikaner. Han var et par år ældre end mig, men havde erfaring fra andre vandreture og løb i bjergene. Vi aftale hurtigt at følges ad til toppen. Selvfølgelig ville vi nå toppen inden solopgang, så vi skulle op 03.30. Det var heller ikke noget problem.

UPS...den forkerte top...Vi pakkede os godt ind, tændte vores lygter og begyndte turen til toppen. Yes… efter halvanden time nåede vi toppen… men stop engang… for hvad var det, der stod på skiltet. 3.760 meter og et navn der ikke engang mindede om navnet på den højeste top? Ha ha vi havde svært ved at holde op med at le… hvor tossede kan man være… vi havde valgt den forkerte top!!!

Cerro Chirripó i andet forsøg…

Endelig på toppen af Cerro ChirripóVi var heldigvis rørende enige om, at vi ikke var taget til Costa Rica for at stå på den næsthøjeste top. Vi nød solopgangen og gik den tunge vej tilbage til en anden rute. Vi mødte et par andre, der havde formået af finde den rigtige top, så de bekræftede os i, at vi endelig var på rette spor. Vejret blev varmere og lag på lag forsvandt, men efter endnu halvanden time nåede vi endelig til tops. Det var en herlig følelse. High Five og et skulderklap… for vi havde trods alt klaret to toppen på samme dag. Det var der vist ikke andre der gjorde.

Tilbageturen gik uden problemer, men med fuld fart ned. Han (Jeff) fortrak heldigvis også at gå hurtigt, så vi nåede faktisk at indhente og overhale samtlige på ruten. 15 km på 3,5 time er vist ganske godt med oppakning og så i skiftende terræn. Vores fødder var godt ømme, maven rumlede og læberne tørre. Det sidste kunne en kold øl råde bod på… wow den smagte godt. Efter et hårdt tiltrængt bad, mødtes vi til et ordentligt måltid mad (casado til 3,5 US). Meget mere lavede jeg ikke den dag, udover at pakke til næste dag, hvor jeg skulle tilbage til San Jose

Krateret i Poas VulkanenSan Jose og vulkanen Poas
Næste dag nåede jeg tilbage til San Jose, hvor jeg indlogerede mig på Tranquilo Backpackers. I Lonely Planet er stedet beskrevet som et af de bedste, men det må siden være gået ned ad bakke for stedet. Der var noget sjusket og ret beskidt i krogene. Jeg tror hele driften var overladt til unge rejsende, der tog tjansen for en kort tid. Jeg valgte en sovestue med plads til 6. Det var som ok. Jeg brugte resten af dagen med lidt shopping…uden at købe noget som helst… det ligner ikke mig. Jeg tog i biografen og så… hold fast; Rambo 4. Det var et sandt voldsorgie… flot lavet men med den tyndeste handling og en 100% forudsigelige slutning. Så forhåbentlig er det den sidste, men man ved jo aldrig :o)

Om aftenen bestemte jeg mig for at fråse. På den gode Café Mundo bestilte jeg et godt måltid, 2 store glas rødvin, Tirramiso (det er vist ikke stavet helt korrekt), en kaffe og til slut en cocktail. 140 dkr. inkl. drikkepenge.

Næste dag tog jeg på en halvdagsudflugt til den aktive vulkan Poas. Vi stoppede ved en kaffeplantage, hvor vi selvfølgelig kunne købe den lokale kaffe. Den hoppede jeg på. Endelig stod vi på toppen… omgivet af skyer… typisk tænkte jeg, men lykkens gudinde tilsmilte mig… og alle de andre. Pludselig forsvandt skyerne og vulkanens krater stod frem i al sin magt og vælde. Et forrygende syn. I bunden var der en dyb grønlig sø, en masse damp og klippeskrænterne indeholdt utallige farver. Det var en oplevelse og en fin afslutning på 18 dage spækket med oplevelser i godt selskab.
Rejseglimt fra Costa Rica

Skriv din mening