Budget tur på mc i Sydsverige

Rejseglimt fra Sverige
En god kammerat og jeg valgte at tage på en lille ekstra sommerferie på motorcykel til Sverige, da vejret så ud til at blive høj sol og mere end 25 grader. Vi havde ingen fast rute, men vi ville bare tage dagene som de kom. Det eneste vi havde planlagt var at holde os til den sydøstlige del af Sverige – her kan du læse rejsebeskrivelsen på hvordan det gik.

Min kammerat kørte på sin store BMW 1100 og jeg selv på min Honda CX 500C, som jeg købte sidste år. Trods Hondaens 25 år har den kørt upåklageligt og det har kun været almindelige sliddele jeg har skiftet (dæk, tændrør, oliefilter og olie).

På med motorcykeltøjet, selvom det var en varm fornøjelse, men hellere have det varmt end risikerer asfalteksem (eller det der er værre) på hele kroppen. I med de uundværlige ørepropper og endelig solbrillerne, så jeg undgår vind… og måske et stort insekt i øjet. Vi startede kl. 10 om morgenen fra København og kørte over den imponerende Øresundsbro. Pris for en enkeltbillet 150 kr. Det synes jeg personligt var lige i overkanten. Min Honda spandt så det var en fryd og vi fortsatte uden om Malmø til E22 for at skyde genvej tværs over en del at Skåne og mod Sölvesborg.

Sceneriet var en smule ensformigt, men vejret var perfekt og det eneste vi skulle nå var at finde en campingplads, hvor vi kunne sætte teltet op.

Lastbil med tømmer på rastepladsVi tog en lille pause for hver 75-100 km, dels for at få en bid brød og lidt at drikke eller tanke. Da min Honda CX 500C kun har en lille tank på 11 liter og kører alt mellem 16-21 km pr. liter, tankede jeg hver ca. 150 km. Dette år kører jeg uden den store vindkåbe og det har faktisk givet mig ca. 2 km mere på literen. Det overraskede mig.

Inden campingpladsen, Tredensborgs Camping i Sölvesborg købte vi lidt ind, så vi kunne lave aftensmad og morgenmad. Modsat det skyhøje prisniveau i Norge, hvor vi var sidste år, blev vi gladelig overrasket hvor billigt det var i Sverige. Den lave kronekurs hjalp også en del.

Udsigt fra Tredensborgs CampingTredensborgs Camping
Tredensborgs Camping lå i en bugt ud mod havet. Dejlig stille og rolig med god plads og meget børnevenlig. Der var den ”obligatoriske” minigolf baner, en lille strand, udlejning af kano og cykler, legeplads, en fællesstue med tv og en lille kiosk med frisk morgenbrød. Bade- og toiletfaciliteterne var bestemt OK, og det var sjovt at ligge mærke til hvor rent der var gennem hele dagen. Vi bemærkede at alle campingpladsens gæster hovedsageligt var fra Sverige og resten nordmænd og danskere. Det ser vitterlig ud som om vi er noget bedre til at gøre pænt rent efter os i badeværelset og køkkenet modsat hvad jeg har oplevet campister syd for Danmark er. Vi slappede simpelthen af med en kort tur til stranden og spillede ellers ”Agurk” mens vi nød et glas vin eller to vi havde taget med i de praktiske kartoner.

Næste morgen købte vi lidt morgenbrød, lavede et par kopper pulverkaffe og pakkede ellers teltet. Kl. 10 var vi af sted igen. Vi kørte via E22 via Karlshamn og Ronneby videre udenom Karlskrona og en lille smutvej nordøst mod Söderakra. Vi gjorde et par holdt for at tanke og spise lidt frokost. Landskabet var i starten lidt ensformig, men efterhånden blev det meget mere idyllisk, specielt da vi kom væk fra E22. Vi var lidt i vildrede om hvor langt nordpå vi ville, men heldigvis blev vi enige om at tage til Öland. Vi havde begge været der for mange år siden, så øen skulle nok være værd at gense.

Vi kørte over den imponerende Ölandsbro, der blev renoveret i 2007 i anledning af dens 35 års jubilæum. Den 6 kilometer lange bro er nærmest et kunstværk, og udsigten fra selve broen er fantastisk, men husk nu at holde øjnene på vejen. Jeg bliver lige nødt til at nævne den er afgiftsfri, det høre efterhånden til sjælenhederne i dag.

Madlavning på vores medbragte "komfur"Köping Camping
Vi kørte direkte til Köpingbaden Camping og det var vist det helt perfekte valg. Campingpladsen lå lige ud til en af Ölands bedste strande, der også er utrolig børnevenlig. På stranden lå Sinus restauranten med en stor solteresse og god mad til en fornuftig pris. Det hele krydret med underholdning de fleste aftener gennem sommeren. Længere nede af stranden lå et par muligheder mere. Ved indgangen til Köpingbaden Camping lå et velforsynet minimarked og de serverede det gængse fastfood. Her var der også en minigolfbane og man har jo ikke været i Sverige eller på camping før man har taget en runde minigolf… så det gjorde vi. På stranden var der også et volley-net og vandrutschebane.

Stubmølle på ØlandNæste dag tog vi til Borgholm slot, der nok hører til Ölands største attraktioner. Borgholm slot lå ca. 6 km fra Köpingbaden Camping. På vejen dertil så vi flere af de meget karakteristiske møller. Flere af dem er stubmøller, mens andre er møller efter hollandsk forbillede, der alle star og pynter i landskabet.

Borgholm slotBorgholm Slot
Jeg vil ikke fortælle så meget om Borgholm slot udover det vitterlig er værd at se. Indgangen koster 50 skr. (2009 priser). Vi brugte 1 ½ time på stedet. Min kammerat havde sidst været der for 23 år siden, hvor han fik taget et billede ved siden af en statue. Vores mål var at finde statuen og tage et billede fra samme sted og vinkel for senere at sammenligne det med det gamle. (Det blev til et herligt grin, da vi så forskellen… dels på tøjet og en ”moustache”). Jeg kan lige nævne at slottet brændte ned i 1806 og er aldrig blevet genopbygget. Læs mere om Borgholm slot her

Smuk kirke i BorgholmBorgholm by
Den lille lystbådehavn i Borgholm, er meget populær og ofte overfyldt. Selve Borgholm er vel det man kalder en turistby. Gågaden er ret hyggelig med flere butikker, restauranter og cafeer. Hvis du går ned ad de små sidegader, begynder hygge for alvor, men gamle traditionelle svenske træhuse og masser af blomster. Jeg så flere små huse der tilbød overnatning (bed and breakfast). Borgholms bymidte blev domineret af en smuk kirke… og flere fastfood og isboder, men de var med til at skabe lidt liv i gadebilledet. Læs mere om Borgholm by her

Lille træhus i BorgholmEfter to overnatninger pakkede vi teltet og kørte ind i landet. Vi ville bare tage en enkelt overnatning på vejen hjem til København. Nåletræerne dominerede totalt og efter nogle millioner af dem var jeg mættet. Vejret trak op til regn, så vi drejede lidt på gashåndtaget, så vi kunne nå at finde en campingplads og rejse teltet. Vi fandt en lille ”natur” campingplads. (Navnet kommer når jeg har fundet det). Ejeren var dansk og kørte selv på motorcykel, så vi fik en plads til en god pris. Der var ikke så mange faciliteter udover et lille køkken, bade-og toiletter og en lille cafe med et meget sparsomt udvalg. Til gengæld lå campingpladsen i et meget smukt område og lige ned til en sø, de blev brugt flittigt af lystfiskere.

Sidste campingplads i SydsverigeVi købte et par frosne pizzaer, og skyllede dem ned med det sidste rødvin (vi havde varmet dem i ovnen :o). Vi satte os op i cafeen og spillede kort over en sodavand. Pludselig kom pigen, der passede campingpladsen og spurgte om hun måtte lave en kande kaffe til os. Sådan et tilbud siger man jo ikke nej til. Vi slog til og nød den til en et par spil kort. Så gik vi ellers tidligt i selv for at slippe for de mange myg og fluer. Næste morgen pakkede vi og tog den direkte ruten hjem til København.

Tak for denne gang :o)På 5 dage/4 nætter brugte vi den fyrstelige sum af 1300 kr. Det var inkl. alt fra broafgift, benzin, campingplads, mad vi selv lavede og et par måltider på restaurant, is, indgang til Borgholm slot og minigolf. Det kan vist ikke gøre billigere, men vi var også godt hjulpet af den favorable kurs.

Det blev til 800 km. Min Honda CX 500C havde kørt fra 18,5-21,5 km pr. liter og brugt ¼ liter olie eller mindre. Jeg er yderst tilfreds :o)

Skriv din mening