Budapest – fuld valuta for pengene

Kædebroen i Budapest
Så lykkes det endelig at komme på storbyferie til Budapest. Da jeg skulle have været af sted sidste år (2008) med nogle gode venner, var vi så uheldige at blive ramt af Sterlings konkurs. Vi havde heldigvis booket både fly og hotel, så vi var dækket af pakkerejseloven og fik pengene retur. (Så et godt råd til dig, er at booke et landarrangement som hotel og/eller billeje med flybilletten. Derved er du dækket). Vi gjorde et nyt  forsøg til
Budapest med Norwegian i maj 2009 og landede forventningsfulde og spændte i Budapest lufthavn søndag d. 17. maj.

I Budapest lufthavn købte vi en returbillet med Shuttle bussen til vores hotel. Det kostede ikke meget mere end ca. 80 kr. pr. person og betød en god og behagelig start på Budapest rejsen. Vi boede på det 3-stjernede Hotel City Ring på den større vej Szent Istvan på Pest-siden. Hotellet lå super centralt kun 100 meter fra Donau floden og Margrethebroen (Margit hid) der også er vejen til Margretheøen – et af Budapests mange frodige åndehuller.

Kameraet går amok ved Kædebroen og Fiskerbastionen
Parlamentsbygning ved DonauVi kastede kufferterne ind på værelset og styrtede ud for at se hvad Budapest havde at byde på. Vi strøg op på Margrethebroen og forbi Margretheøen, hvor vi blev overrasket over, hvor mange der lå og solede sig (mere eller mindre afklædt) på den hårde beton lige under broen, når øen havde store grønne områder. Vi gik over på Buda-siden, der imponerer med sit bakkede terræn og Borghøjen med Fiskerbastionen, Matthiaskirken og borgpaladset. Mod Pest-siden havde vi udsigt til den enorme Parlamentsbygning, der har mange åbenlyse lighedstegn med Parlamentsbygningen i London. (Tjek billedet og døm selv). Længere nede ad floden dukkede den ene smukke bro op efter den anden. Kædebroen kunne jeg genkende med det samme. Jeg tror den er afbilledet på de fleste hjemmesider om Budapest og ikke mindst i guidebøger. Den er bare en af Budapests mange varetegn. Jeg tror vi (en superdejlig rejseven) og jeg lignede den europæiske udgave af fotogale japanere.

Kædebroen i BudapestVi fotograferede Kædebroen fra alle mulige (og umulige vinkler) og faldt nærmest over hinanden i bar ivrighed. Da kameraerne endelig fik lov til at køle lidt ned, opdagede vi pludselig den superstejle Kabelbane, der i pendulfart bringer turister op til Fiskerbastionen. Den var ikke meget mere end 100 meter men kostede ca. 20 kr. (det svare til 200 kr. pr. km – der kan ikke engang DSB være med).  Selvfølgelig skulle den prøves når vi nu var i Budapest. Vi sparede jo også benene for den stejle tur. WOW sikken en udsigt der foldede sig ud neden for os. Budapest lå for vores fødder. Udsigten var ganske enkelt fantastisk betagende. Endnu engang kæmpede vi om at få det bedste billede i kassen.

Ungarns National GalleryBygningerne var enorme og smukke. Det havde tidligere været et kongepalads, men i dag huser området flere store museer som fx Ungarns National Gallery og Budapest Historiske Museum. Vi var heldigvis begge rørende enige om at beundre museerne udefra i stedet for at tilbringe flere timer inden for. Vi gik sikkert glip af en masse lærdom og smukke genstande, men det er jo med at prioriterer og vi har alle forskellige interesser. Vejret var også alt for godt til at være indenfor. Vi trængte efterhånden til noget at drikke, så vi gik på jagt for at finde noget. Det skulle være en iskold lokal øl og den fandt vi i en lille bod blandt mange med diverse souvenir fra Budapest, tæt på National Galleriet. Hold da op… det var lige hvad vi trængte til efter flyveturen og den lange gåtur. Det var også blevet sidst på eftermiddagen, så vores maver rumlede efter noget godt at spise. Vi ville selvfølgelig have noget lokalt og gerne på et lille lokalt sted i stedet for de overrandte turistrestauranter med farveløs mad.

Vi havde fundet en restaurant i guidebogen (Budavari Fortuna Matyas), der blev beskrevet som en de lokale strømmede til. Lige os… men vi vadede rundt og kunne simpelthen ikke finde den. Vi gik ned lang borghøjen, der nærmest var som en tæt skov. Undervejs snakkede vi om at Budapest faktisk virkede som en utrolig grøn og frodig storby… en glædelig overraskelse). Vi spurgte flere lokale om vejen til restauranten. De var alle fantastisk søde og hjælpsomme og vi fandt den også til sidst tæt på Matthias Kirken og et stort Hilton hotel. Den lignede en ”turistfælde” men den var lukket, så jeg kan hverken be- eller afkræfte den påstand. Vi fortsatte vores søgen. Vi gik ned ad den smukke og flot renoverede gade Tancsics M u. med masser af gamle huse og hyggelige restauranter. Vi var stadig i turistområdet, så vi fortsatte. Vi gik via store veje og små sidegader, men der var ikke en eneste restaurant. Vi var også tørstige og troede vi hurtigt kunne finde en lille kiosk, men der var ingenting. Vi undrede os, men jeg tror vi var lidt uheldige den dag, for de næste dage i Budapest havde vi ingen problemer. På restaurant i BudapestEndelig kom vi til en lille plads nær Donau (jeg mener det var tæt på gaden Kacsa u), hvor vi også kunne skimte Parlamentet. Der lå flere godt besøgte (hovedsageligt lokale) restauranter og cafeer. Vi tøvede ikke et sekund og satte os uden for. Vejret var stadig skønt med omkring 24 grader og klokken var 19.30.

Der kom en sød kvindelig tjener med et menukort, men vi spurgte hvad hun ville anbefale, hvis vi ønskede at spise noget lokalt. Hun foreslog en menu til 2 personer, der bestod af et fad med forskellige lokale retter. Vi slog til men spurgte lige om hun mente der var nok til 2 meget sultne danskere. Hun smilte til os og nikkede.Og hold da op… hun fik ret. Hun kom en et fad fuld af lækkerier, med flere typer kød og tilbehør. Vi kastede os grådigt over maden med en glubsk appetit, men måtte alligevel opgive at tømme fadet. Vi gik derfra mætte og trætte efter en lang dag, men tog lige en god nat øl, lige ved siden af de smukke Vígszínház teater.

2.dag – Shoppinggaden Váci utca, Den Centrale Markedshal, Géllert-bjerget og en bytur
Udgangen fra Vörösmarty tér stationenMorgenbuffeten overraskede på hotellet. Der var faktisk rigtig mange ting at vælge mellem, så efter et solidt morgenmåltid var vi godt rustede til endnu en oplevelsesrig dag. Vi tog metroen til Vörösmarty tér stationen. Det er en af Budapest små perler fra 1903 med flisebelagte vægge og smukke trædøre. Det er mindre og ældre små gule toge, der kører dertil. Fra stationen kom vi op til Váci utca (gaden), der er en lang shoppinggade med tallige spise- og drikkesteder. Der er masser at se på, ikke mindst de mange smukke facader, men så skal du huske at kigge op og ikke kun på udstillingsvinduerne. Vi slentrede ned til den Centrale Markedshal. Budapest største markedDet er ganske enkelt Budapests suveræn største marked med masser af grøntsags-, frugt-, fiske-, kød- og osteboder. Oven på sælgers der også kunsthåndværk. Det var et farverigt skue at gå rundt mellem boderne der også flere steder havde flere forskellige krydderier og delikatesser. Jeg fik købt noget stærkt paprika (de lokales foretrukne krydderi) og safran, der var meget billigere end her i Danmark.

Vi fortsatte over de smukke Frihedsbroen. En imponerende stålkonstruktion fra 1849. Den ledte os hen til Géllert hotellet, der kunne blive en meget seværdig bygning, hvis facaden blev frisket op. Vi gik de 140 højdemeter op til Befrielsesmonumentet fra 1947. Derfra var de også en super flit panorama udsigt over hele Pest-siden og Donau floden. Vejret var skønt, så vi gik ned igen og fandt en grøn græsplæne for neden af Géllert-bjerget, hvor vi lige lagde os en halv times tid.

Vi gik videre til Backpack Guesthouse, hvor jeg havde læst man kunne købe en udflugt til nogle grotter lidt uden for Budapest. Vi fandt stedet. Det emmede af atmosfære med en sød pige der tog imod os. Vi var heldige at vi kunne komme på en grotte  tur på vores 4. dag. Vi så nogle billeder og det var tydeligt at man ikke skulle lige af klaustrofobi. Vi betalte de ca. 20 EUR som turen kostede. Så gik turen ellers tilbage til vores hotel. Tænk engang… vi var ikke engang rigtig sultne… det må have været det enorme måltid aftenen før.

Vi fester med de lokaleVi blev enige om vi ville se lidt på nattelivet og hvordan de lokale gik i byen på en mandag. De første to steder smagte vi bare en lokal øl og en af deres mange snapse, men der skete ikke ligefrem noget. Så forslog min rejsemakker at vi kunne prøve et sted hun havde købt en pakke cigaretter aftenen før. Der skulle være lidt mere leben. Det var der. Vi blev modtaget med åbne arme, selvom vi skilte os noget ud fra mængden. Vi bestilte en lokal mørk øl, som de overtalte os til at tilføje et par kaffebønner. De ville gøre underværker. Til at starte med var der ingen smagsforskel, men det kom der og det var til det bedre. Alle var super hyggelige. Vi talte sammen med en gruppe på 4-5 stykker, hvor den ene lignede ”Den skaldede Kok” på en prik… udover ham her havde hår på hovedet :o) Lad mig sige det sådan… det blev en af de helt store oplevelser i Budapest, hvor vi vist fik smagt på de fleste snaps, der overhovedet kunne opdrives. Det satte sine spor dagen efter. Vi aftalte at komme igen to dage senere.  (Stedet hed vist Underworld og lå ned ad en sidevej til Szent Istvan tæt på Vígszínház teateret).

3. dag – Byparken og badeanstalten Széchenyi Fürdü
Indgangen til Byparken i BudapestJeg kan lige så godt indrømme det… jeg var tung i hele skroget efter nattens “prøvesmagning” af de lokale snaps og øl på Underworld. (Jeg var vist ikke den eneste :o). Vi sad og hang lidt over morgenmaden og gik ellers i et meget adstadigt tempo mod Byparken ned ad den store boulevard Andrássy út, der munder ud i den store Helteplads. Den er hovedindgangen til Budapest Bypark. Parken er enorm og vitterlig et af de lokales favoritter i Budapest. Byparken rummer alt fra en botanisk have, forlystelsespark, zoologisk have , cirkus, utallige boder med mad og drikke, søer og en enorm badeanstalt i nybarok stil. Vi skulle i første omgang bare finde en grøn plet, hvor vi kunne slappe lidt af og få noget sol. Vi fik da også kigget lidt på Vajdahunyad slottet, der ligger på en lille ø i Byparkens sø (der desværre var tømt og ved at blive renset). En imponerende samling bygninger med flotte facader, tårne og en smuk lille kirke med masser af detaljer over indgangen.

Afslapning i badeanstalten Széchenyi Fürdü
Badeanstalten i Byparken
En lille lur og en portion junkfood og vi var klar et kurbad i badeanstalten Széchenyi Fürdü. Dette er virkeligt et ægte ungarsk thermalbad, der besøges af langt flere lokale end turister. Badeanstalten minder udefra om et slot og selve bygningen omkranser et kæmpe område med 3 store bassiner med 38 grader varmt vand. Der bades simpelthen året rundt under den åbne himmel. Ældre hygger sig med en snak mens de ud af øjenkrogen beundre nogle af de yngre, der har sjov i vandkarusellen midt i et af bassinerne. Der er en cafe, hvor du kan få dig en forfriskning. Inden for er det lige så storslået. Der kan du prøve alt mellem dampbad og kolde afvaskninger, massage, frisør og manicure. Badeanstalten eller kurbadet i ByparkenI starten havde vi lidt vanskeligt ved at bare komme ind. Ingen forstod engelsk og vi blev vist fra den ene billetluge til den anden. Da vi skulle have massage måtte vi forhøre os hos flere før vi fandt stedet. Det var faktisk lige til venstre for indgangen og 10 meter ned ad en gang, hvor der er en række stole. Széchenyi Fürdü blev en af vores største oplevelser i Budapest. Vi var trætte men gårdagens udskejelser var som skyllet væk, så vi var klar til flere oplevelser i Budapest.

Da vi kom tilbage hotellet bestilte vi en “romantisk” aftensejlads på floden Donau samme aften kl. 22. Det var inkl. champagne og en øl/vand mere for ca. 110 kr. Vi kunne også have bestilt det med en aftensbuffet (ca. 210 kr.), der så rigtig god ud, men den sprang vi over, eller den store pakke med levende musik (ca. 280 kr.). I stedet gik vi på opdagelse efter en lokal restaurant med autentisk mad. Det skulle igen vise sig af være lettere sagt end gjort.

Klokken var efterhånden blevet 20.00, så vi havde lidt travlt. Ved et rent tilfælde, da vi ville spørge 2 gutter, der stod og fik lidt “frisk luft” om vej til en restaurant, så egede de ned ad trappen. De arbejdede dernede og det var en lokal pub med solid mad. Det var ikke den store kulinariske oplevelse, men omgivelserne, gæsterne og priserne var autentiske.

Kl. 22.00 gik vi ombord på et mindre udflugtsbåd. Vi var en del af en gruppe på omkring 25. Mødestedet var kl. 21.30 i teateret/kulturhuset Budai Vigado (Corvin square 8.).
Vi blev vist hen til vores plads af værtinden (ja det lyder fornemt ikk? :o) og nød vores glas champagne. Det var hyggelige omgivelser og udsigten helt fantastisk. Perfekt for en romantisk aften. Vi sad og nød det hele i en “larmende tavshed”. Humøret fejlede bestemt ikke noget. Vi var ganske enkelt løbet tør for energi efter en lang dag og ikke mindst sidste aftens bytur. Vi har sikkert mindet om et par der var godt knotne på hinanden ha ha…

Vi tog en taxi tilbage til hotellet. Chaufføren var fræk som en slagterhund og gav os en ublu pris, som vi hurtig fik 30 % ned, men han var stadig tilfreds og snakkede som et vandfald til han satte os af.

4. dag: Shopping og Grottevandring

Statsoperaen i BudapestI dag skulle vi ud på endnu et af Budapest rejsens højdepunkter – grottevandring/klatring. Det var først om eftermiddagen, så vi startede dagen med af gå lidt ud shopping. Vi gik ned ad den store boulevard Teréz körüt, hvor designer- og mærkevare forretningerne lå på stribe. Ikke lige til vores pengepung, men man har vel lov til at “ose”. Vi fortsatte ned ad Andrássy út og så Statsoperaen udefra. Super flot bygning, som skulle være en kæmpe oplevelse at se indefra. Læs mere om operaen her. Vi gik også ud til Margretheøen, hvor vi fandt et sted der serverede kolde øl og lidt at spise.

Så var det tid til udflugten ned i grotterne. Jeg vil ikke røbe så meget her, men det var vitterlig den mest grænseoverskridende og største overraskelse på Budapest rejsen. Læs om udflugten til grotterne her.

Vi havde jo en aftale med de lokale rødder fra vores herlige aften 2 dage tidligere. Vi var noget sent på den pga. udflugten til grotterne tog 1 time mere end beregnet, så vi var spændte på om de stadig var der… og kunne huske vi havde en aftale. Da vi dukkede op blev vi modtaget med store varme smil og en kæmpe omfavnelse. De var både glade og overrasket over at sådan et par “turister” kom igen. Det havde de ikke oplevet før. Vi blev straks budt på den lokale snaps. Vi havde aftalt at vi ikke skulle nyde noget og holde os til øl, men vi havde rygrad som en regnorm, så vi skyllede hurtigt en enkelt ned. På lokal restaurant med rødderneVi havde endnu ikke spist og de havde lovet os at tage os til et sted, hvor der blev serveret den ægte lokale gullasch til lokale priser. Jeg kan ikke huske hvad og hvor stedet lå, men vi fik 3 forskellige gange gullasch og hold da op hvor var det godt og mættende. Vi betalte sølle 130 kr. for 3 store retter og 4 store fadøl og det var inkl. gode drikkepenge. Med maven fuld af god mad gik vi tilbage til baren. Vi snakkede med flere vi havde mødt sidste gang og mange nye. De var alle uden undtagelse utrolig søde og nysgerrige. Vi fik også dårligt lov til at betale en omgang. Der kom den ene omgang efter den anden og en lille snaps. Tiden gik alt for hurtigt og stedet lukkede, så vi tog ud til Margretheøen, hvor de påstod der var gang i den. Vi havnede samme sted, hvor vi om eftermiddagen havde drukket en øl. Vi nåede lige at købe en øl inden stedet lukkede og vi lovede at stille bordet og stolene på plads. Kl. 03.30 var det blevet rigtig køligt og vi synes det var tid til afsked. Det blev med et kys på hver kind, et venskabeligt kram og en vinken til vi/de var ude af syne. De var lidt vemodigt, for det var dejlige mennesker, selvom de måske lignede nogle hårdkogte rødder, men man kan se hvor meget udseende kan bedrage. Det var den perfekt afslutning på nogle forrygende dage i Budapest… det var vi begge 110 % enige om.

4 kommentarer til “Budapest – fuld valuta for pengene”

  1. Skøn beskrivelse.. Den vil jeg da helt klart lade mig inspirere af.. :)

  2. Hej Natasha

    1000 tak for dine pæne ord…det sætter jeg pris på. God tur når du skal dertil :o)
    /Alan

  3. Hej Alan,
    Hvor skriver I dog godt og levende god beskrivelse!
    Vi glæder os til vi skal afsted i efterårsferien med vores børn – vi trækker dog de nævnte barsteder fra;)

  4. Hej Jan
    1000 tak for din positive kommentar – jeg bliver altid glad når der er en der kan blive lidt inspireret af de rejser jeg har være på.
    Nu håber jeg at dig og hele din familie får en forrygende tur til Budapest.

    Mange rejsehilsner
    Alan

Skriv din mening