Borneo – den grønne ø (1. del)

Rejseglimt fra Borneo
Så begyndte eventyret for mig. Den malaysiske del af Borneo (Sabah samt Mulu grotterne i Sarawak) i 3 uger. Jeg havde hørt meget om verdens 3. største ø fra venner og kollegaer, så mine forventninger var høje. Rejsen startede d. 15/02/2009 fra København med Airfrance til Singapore, hvor jeg havde en overnatning på ud- og hjemrejsen.

Jeg har delt rejsebeskrivelsen fra Borneo op i 3 dele, da den er meget omfattende med billeder, links og mange beretninger. God fornøjelse.

Borneo 1. del:

  • Rejsen til Borneo med Stop i Singapore,
  • Ankomst til Kota Kinabalu
  • Øen Paula Mamukan – en del af Tunku Abdul Rahman National Park
  • Bestigningen af Mt. Kinabalu.

Borneo 2. del:

  • Sandakan
  • Sepilok Orangutan Rehabilitation  Centre
  • 3 dage/2 nætters udflugt til Floden Kinabatangan. Læs mere her

Borneo 3. del:

  • Gunung Mulu National Park. Læs mere her

Rejseglimt fra Singapore

Flyet, en enorm Boeing 777-300, drøner ud af startbanen. Selv om jeg har været på mange rejser, så sidder jeg med sommerfugle i maven, for hvad mon der venter mig af oplevelser de næste 3 uger?

For mig er flyveturen ikke bare noget der skal overstås. Jeg nyder forventningens glæde, der nærmest summer i hele kabinen… både fra mig selv men bestemt også fra de andre passagere. Jeg glæder mig til at høre stewardesserne komme rullende med de små serveringsvogne. Traditionen tro bestiller jeg en Gin & Tonic, læner mig tilbage i sædet og prøver at finde plads til mine lange ben, mens jeg glæder mig til næste runde… maden. Jeg ser spændt på bakken der elegant bliver placeret foran mig på det alt for lille klapbord. Hvad mon der gemmer sig under sølvfoliet, mon der er kage til og hvad er der elles af overraskelser? Denne gang fik mine kollegaer “skovlen under mig”. De havde bestilt “specialmad” til mig, så jeg blev vegetar på den flyvetur (og jeg som elsker en god bøf)… tak for det :o)

Efter maden satte jeg en film på. Der var heldigvis masser at vælge mellem. Der var også komedieserier, spil, nyheder og musikvideoer, så det var let at få nogle timer til at gå. Jeg valgte den nyeste James Bond film, der bragte Mr. Bond ud på nye farlige eventyr flere steder rundt om i verden. Jeg var selv på vej til mit på Borneo.

16.2/2009
Singapore lufthavn (Changi International Airport)
Ankomsten til Singapore kunne ikke være mere behagelig. Jeg kom hurtigt gennem Immigration, fik det obligatoriske stempel til samlingen og et varmt smil. Der var mange mennesker i lufthavnen, men lufthavnen er så stor (og alligevel meget overskuelig), at stemningen slet ikke virker så hektisk som i mange andre internationale lufthavne. Jeg gik til lufthavnens Visitorcenter, der viste mig vejen til Metroen eller rettere MRTén.

De var meget hjælpsomme og de (Visitorcenteret) tilbyder faktisk 2 timers rundture i Singapore med sightseeingbus… ganske gratis. Der er også gratis biograf og du har mulighed for at tage et brusebad. Så måske var det en ide at spare en overnatning i Singapore, hvis du alligevel kun er på transit? Læs mere her

Jeg fandt MRT toget fra Terminal 2. Billetten købte jeg i billetautomaten, der spyttede et plastickort ud, efter jeg havde valgt hvilken stationen jeg skulle til og betalt 2,80 Singapore dollar (ca. 10 kr.), der er inkl. 1 Singapore dollar i depositum for kortet. Husk nu at få kortet refunderet, så du kan få dine penge. Det klare billetautomaten også… Er du i tvivl om noget, så står der oftest en ansat ved automaterne i lufthavnen og hjælper til. Endelig kan jeg bare tilføje at MRTén er utrolig praktisk, sikker og fantastisk overskuelig. Der er 3 linjer der dækker Singapore fantastisk godt, så der er egentlig ingen grund til at tage en taxi eller bus i Singapore med mindre du skal lidt uden for de største seværdigheder.

Du har måske hørt om de mange forbud og store bøder man kan risikere ved relative små forseelser. De første forbud var der tydelig skiltning for allerede på MRT stationen og i togene:

  • 500 dollar for at spise eller drikke på stationen eller i togene
  • 500 dollar for at spytte
  • 500 dollar for at smide affald
  • 1000 dollar for at ryge (muligvis var det 5000, men ret mig hvis du har det korrekte beløb)
  • Graffiti var slet ikke nævnt, så jeg kan kun gisne hvad det indebærer… mon ikke direkte i spjældet? Er du klar over det, så skriv endelig til mig i kommentar feltet nederst på siden)

Der var mange flere forbud og det kan måske virke som restriktionernes storby og voldsomme beløb… men det virker. Der var intet affald, ingen graffiti og alt var virkelig holdt flot trods MRTén har mange år på bagen. Måske skulle vi tage fløjshandskerne af herhjemme og gøre noget lignende?

Gensynet med Singapore
Jeg skulle til den 8. Station, Aljunied, så var jeg tæt på hotellet Fragrance-Ruby. Igen fik jeg en varm velkomst og fik hurtigt mit værelse. Det var et bitte et, men der var hvad der skulle være. En god seng, el-kedel og små poser pulverkaffe til 4 kopper og endelig 2 glas vand. Hotellet lå i et omrade, der ikke ser så strømlignet ud, som mange måske forestiller sig Singapore er. Der var et herligt leben med masser af mennesker, små butikker og utallige spisesteder. Der var også et område med flere prostituerede, men de var ikke pågående og jeg følte mig sikker nok i området, men hvis du rejser med børn, vil du som familiefar/mor nok foretrække et andet sted nærmere centrum.

Jeg spiste et godt aftensmåltid på et lokalt spisested, der lå lige om hjørnet. Jeg fik en ordentlig portion ris med grøntsager og kylling (der var ikke så meget andet at vælge mellen), samt en stor Tiger øl. Pris ca. 30 kr. Derefter var jeg klar til en god nats søvn.

Singapore - nyt og gammelt17.2/2009
Raffels Hotel i Singapore og på udkig efter et kamera
Næste dag tog jeg ind mod centrum med MRTén og stod af ved Raffels Place. Jeg kom ud midt blandt tårnhøje skyskrabere og skulle lige orineterer mig lidt før jeg vidste hvilken vej jeg skulle hen. Mit hovedmål var Raffels Hotel. Min første rejse til Singapore var i 1989,men der var det hotellet netop lukket ned pga. renovering. 2 år senere bragte en rejse mig igen til Singapore. Igen var jeg uheldig. Hotellet ville først åbne 2 uger senere, så jeg nåede aldrig at se det verdensberømte hotel, som filmstjerner og andre berømtheder har- og stadig frekventerer med jævne mellemrum for at bo, eller bare for at nyde en Singapore Sling. Raffels Hotel i SingaporeHer 18 år senere satsede jeg på det var åbent… jeg var heldig. Jeg gik ind i deres gårdhave og valgte en iskold øl i stedet for Singapore Sling, da varmen var ved at tage livet af mig.Raffels Hotel i Singapore Den smagte og fik kølet mig lidt ned indtil jeg blev præsenteret for regningen… 21 Singapore dollar for en lille øl… så var den da betalt, men jeg var selvfølgelig godt klar over, at prislejet ville være en filmstjerne værdig :o)

Jeg skulle selvfølgelig også lige tjekke priserne ud pa diverse kamera. Alle siger jo det er så billigt i Singapore, så jeg begav mig til Orchard Road, der bugner med shoppingcentre. Skal jeg ikke bare kort og godt konkludere, at jeg ikke var imponeret over prislejet. Et Olympus 420 med 2 objektiver kostede ca. 3600 kr. Det kan jeg faktisk også får det for herhjemme i Danmark. (Tjek evt. Kamerhusets hjemmeside for super gode priser på kamera og tilbehør… jeg vil påstå, at de har nogle af Danmarks billigste priser, måske endda de billigste).

Med AirAsia fra Singapore til Kota Kinabalu på Borneo
Om aftenen var det tid til at tage tilbage til lufthavnen og flyve videre til Kota Kinabalu på Borneo med AirAsia (AirAsia er Østens svar på Sterling eller rettere Cimber/Sterling. Det er et lavprisflyselskab med sindsyge billige priser, men skal du have bagage med, en lille forsikring, eller andet, så koster det ekstra. Jeg fik min billet via nettet og betalte ca. 680 kr. ruten Singapore-Kota Kinabalu på Borneo t/r. Ofte er der kampagner med priser fra én Singapore dollar. Jeg kan kun anbefale flyselskabet.


Ankomst til Kota Kinabalu på Borneo
Jeg ankom til Kota Kinabalu (hovedstaden i dens Malaysiske delstat Sabah på Borneo) omkring midnat. Igen blev jeg modtaget med et varmt smil og fik nok et stempel i passet. Uden for lufthavnen stod taxierne på stribe og der var vitterlig køkultur. Jeg havde købt en taxibon i lufthavnen for 20 ringgit (1 ringgit = ca. 1,70 kr.), så jeg skulle bare aflevere den til chaufføren i den forreste taxi og afsted det gik. Igen det efterhånden uundgåelige store  smil. Det blev egentlig et varemærke for Borneo. Overalt blev jeg mødt med varme og store ægte smil. I forretninger, på busstationer eller bare af en tilfældig  forbipasserende på gaden, med et Good morning… det smittede skam af på mig og håber jeg husker på det, når jeg er hjemme igen.

Jeg ankom til Step-In Lodge kl. 00.30. De havde min reservation og ventede mig. Jeg fik hurtigt udfyldt diverse papir og fik en seng med en dejlig madrads, så jeg sov godt den nat og drømte om mit forestående eventyr på Borneo.

19.2/2009
Goood morning Kota Kinabalu

Efter en god nats søvn, spiste jeg morgenmad på Step-In Lodge. Jeg kunne selv have varmet brødet og skænket kaffen, men de ansatte var så søde og de insisterede på at servere det hele for mig. Den behandling og varme kunne jeg slet ikke få på et dyrt og fancy hotel.

Step-in Lodge i Kota Kinabalu(Jeg kan bestemt godt forstå, at Lonely Planet anbefaler Step-In Lodge. Der var en herlig stemning, personalet utrolige søde og hjælpsomme, sovestuerne pæne med højest 5 senge og skabe til rygsækken der kunne låses. Bade- og toiletfaciliteter var pæne og rene, og de var på hver etage, så jeg oplevede aldrig at skulle stå i kø. Prisen for en seng i et soverum uden aircondition var ca. 50 kr. eller 65 kr. med. Priserne var inkl. morgenmad (brød, kaffe og banan eller papaya) og  filtreret koldt vand . I forbindelse med receptionen var der et stort fællesrum. Det var praktisk talt umuligt ikke at komme i snak med andre rejsende. Jeg mødte mange som jeg fik nogle gode ideer af. Jeg hørte bla. om Mulu grotterne, som jeg egentlig ikke havde planlagt at besøge, men efter flere på Step-In Lodge havde fortalt så levende om stedet, så kom det også på min liste. Jeg mødte også en pige som jeg besteg bjerget Kinabalu med, og jeg mødte i det hele taget flere af de rejsende igen og igen rundt pa Borneo. Step-In Lodge kunne også arrangere flere dagsture eller udflugter pa 2, 3, 4 eller flere dages varighed. Jeg købte bla. en 3 dage/2 nætters udflugt til floden Kinabatangan og alt gik som smurt).

Øen Paula MamukanJeg mødte flere andre rejsende under morgenmaden og overraskende mange danskere. De fortalte om hvor let det var at komme ud til en af de små øer, der udgjorde Tunku Abdul Rahman National Park, lige uden for Kota Kinabalu, så det blev mit mål for eftermiddagen. Jeg gik hen til den lille havn ca. 1,5 km fra Step-In Lodge og fik hurtigt en billet. 20 minutter med speedbåd og jeg stod på øen Paula Mamukan. Sejlturen kostede13 ringgit (1 ringgit = 1,7 kr.) hvis du havde en rabatkupon med fra Step-In Lodge, 6 ringgit i skat? og 10 ringgit for indgang til parken.

Vandet var skønt, og stranden helt fin. Der var masser af træer og palmer, der gav lidt hårdt tiltrængt skygge. Jeg mødte et australsk par som jeg spiste frokost med. Vi kunne tale om alt mellem himmel og jord, og midt i det hele gav kvinden pludselig et nummer på nogle traditionelle trommer mens hun sang. WOW… det lød virkelig godt så selv de ansatte var begejstrede.

Efter øen-turen gik jeg på udkig efter turoperatøren Sutera Sanctuary Lodges, der stod for booking af overnatningen i  hytter på bjerget Mt. Kinabalu. De billigste hytter uden varme var allerede booket, så jeg måtte tage den dyreste, Laban Rata Resthouse, med opvarmede værelser og 4 måltider. Pris 288 ringgit. Lidt dyrere end jeg havde forstillet mig, men stadig billigere i forhold til en arrangeret tur til 650 ringgit + indgang til parken. Så et godt råd… sørg for at reservere overnatningen, så snart du ved hvornår du ønsker at bestige bjerget Mt. Kinabalu.

Om aftenen gik jeg en tur til alle markederne ud mod havet. Det var et farverigt skue med alt fra tøj, sko, frugt og grønt, kød, fisk og utallige madstande med alt godt fra havet… og lidt til. Det skulle ikke bare være et af Borneo´s bedtse markeder, men hele Sydøstasiens. Sørg for at komme der ved solnedgang omkring kl. 18.30, for så bliver du oftest belønnet med et fantastisk orangerødt flammehav, der kaster sit varme lys over markedet og Kota Kinabalu.

(Efter en dag i Kota Kinabalu var jeg egentlig overrasket hvor “moderne” alt var. Jeg havde forventet at Borneo var et område,der haltede meget bagefter det øvrige Asien. Men jeg blev klogere. Bilparken så mere moderne ud end i fx Thailand. Bus- og taxi transporten fungerede bare og overalt lå mange af de moderne kæder fra vesten som fx Burgerking, Starbucks og KK samt fancy forretninger, restauranter og pubber… ikke at det behøver at være et plus. Jeg måtte vist til at revidere mit syn og forventninger til Borneo).

20.2/2009
Turen til Borneo´s og Sydøstasiens højeste bjerg – Mt. Kinabalu på 4.095 meter
Så skulle rygsækken igen pakkes. Jeg havde aftalt med den finske pige, at vi skulle afsted ved 9-tiden. Vi bestemte os for at tage den første nat uden for parken, da det var billigere. Vi blev anbefalet et lille guesthouse (D´Ville) som Step-In Lodge anbefalede og bookede for os. Vi fandt hurtigt den lille holdeplads for minibusser og den vi skulle med. Den kørte når den var fyldt. Heldigvis var det en populær rute, så vi skulle ikke vente meget mere en 15 minutter før vi var afsted. Vi havde 2-2 ½ times kørsel foran os. Det var en meget scenisk køretur, der gik gennem skov og op i bjergene, og gav mig en god ide om, hvor hvilken frodighed og mangfoldighed Borneo havde at byde på.

D´Ville guesthouseDa vi ankom til D´Ville guesthouse, blev vi nærmest løbet i møde af ejeren og de ansatte. Ejeren (en meget kasmatisk kvinde, der kunne virke lidt gal og voldsom i starten, men bare var en støjende men sød person… og ikke mindst forretningskvinde, fik os hurtigt indlogeret i en stor sovesal med 14 sengepladser. Der var badeværelse på sovesalen med det første ”stå” toilet jeg endnu var støt på. Ejeren spurgte om vi ikke var sultne og skulle have frokost. Det var slet ikke nogle dårlig ide. Hun viste os nogle forskellige krydderier og ingredienser til de forskellige retter, så vi havde en ide om hvad det var vi bestilte. Vi sad uden for, hvor der var en fabelagtig udsigt til grønne bjerge og dale. Det var skønt at komme op i den friske og og noget køligere bjergluft efter Kota Kinabalus os og varme.

Kinabalu ParkEfter frokosten gik vi op til Kinabalus National Parks hovedkvarter, for at ordne papirarbejdet. Det var alt fra registreringen, betaling af indgangen til parken, skat og oplyse vi ønskede at ”dele” den obligatoriske guide og udgiften til ham, hvis der var andre rejsende der dukkede op.

(Lonely Planet havde beskrevet det som en omgang tung bureaukrati, der skulle være mere besværlig i forhold til selve bestigningen af Mt. Kinabalu. Det synes jeg bestemt ikke var tilfældet).

Glimt af Kinabalu parkenVi tog et lille glimt af parkens frodighed og tog på en lille vandretur. Fra hovedkvarteret er der flere mindre vandreture, du kan vælge mellem. De varierer fra ca. ½ times til 2 timers varighed. Vi tog Kiau View Trail og kombinerede det med Silau Trail, en let vandretur på 1 ½ time, der gav os en lille smagsprøve på hvad der ventede os næste dag. I parken var der flere tilbud. En botanisk have, et center med en lille koisk, flot restaurant, videofremvisning om parken og et foredrag om den forestående vandretur til toppen af Mt. Kinabalu. Hvis du tidligere har været i bjergene, bød foredraget ikke på så meget nyt mht. Er det ikke tilfældet, vil jeg synes det er en god ide at tage mod tilbudet.

Så var det tid til aftensmaden, som vi spiste i restauranten, der lå i forbindelse med D´Ville guesthouse hvor vi boede. Jeg var sulten og bestilte et par retter i en mellemstor portion… WOW det kunne have bespist en hel familie og jeg blev da også godt mæt. Derefter pakkede jeg min dagtursrygsæk, så den var klar til næste dag. Den blev fyldt til randen med varmt tøj, en regnjakke og masser af søde sager til vandreturen… jeg skulle jo have noget at styrke mig på. Kl. 21 blev lyset slukket eller rettere jeg faldt i søvn og drømte allerede, at jeg stod på toppen af Sydøstasiens højeste bjerg, Mt. Kinabalu, med armene i vejret. Det tog jeg som et godt tegn.

21.2/2009
Mt. Kinabalu – here I come

Kl. 06.30 ringede vækkeuret og det var tid til at stå op. Det er jo egentlig helt vanvittigt, at stå så tidligt op på sin ferie, vi skulle nå at spise morgenmad, melde os i hovedkvarteret og komme afsted inden kl. 11.00. (Hvis vdu ikke når det inden kl. 11.00, bliver porten lukket og du må vente til næste dag). Der var sørme morgenmad med i prisen hos D´Ville, så det blev en helt perfekt start. Spejlæg, bønner, toast, marmelade, frugt, juice og den uundværlige kop kaffe. Efter mordenmaden afleverede den bagage, som jeg ikke skulle have med på vandreturen, hos D´ville, og så begav min følgesvend (den finske pige) og jeg os hen til Kinabalu National Parks hovedkontor. Vi fik os registerede, betalte for den obligatoriske guide (85 ringgit) og transporten (3 km) til en samlet pris på 33 ringgit t/r for en taxi til vandreturens begyndelse ved Timpohon Gate. Guiden fandt hurtigt frem til os. En lille frisk gut, med et skælmsk blik og store smilehuller.

Så begyndte vandreturen. Vi blev endnu en gang registrerede ved porten. Vi havde faktisk fået udleveret et plastickort i en snor med navn og antal personer i gruppen. Den skulle vi bære under hele turen. Det var da meget tjekket.

Den frodige regnskov vi gik gennemVi tog det første skridt og ét til… vi var på vej. Der gik ikke lang tid før guiden fandt en lille kødædende plante. Kameraene kom frem og vi knipsede løs. Kort efter var der en enestående udsigt ud over den dybgrønne frodige regnskov. Igen kom kameraet frem (godt jeg havde købt nogle ekstra batterier).  Ja faktisk var der konstant motiver der fortjente at blive fotograferet, men vi skulle jo videre.

Med jævne mellemrum var der små rastepladser med toilet og bænke. Her tog vi og de andre vandere en pause og fik en lille sludder, mens vi forsynede os med vand og lidt søde sager. Der gik ikke lang tid før vi mødte de første vandere, der var på vej ned fra bjerget. De så alle glade og lettede ud. Vi hørte lidt om strabadserne der ventede os. Det overraskede mig, at der var vandere i alle aldre… faktisk lige fra ca. 12 år til omkring de 70 år… imponerende. Selve turen til hytten gik over en strækning på kun 6 km, men som bød på 1500 højdemeter. Det gik da også konstant opad. Stien var tydelig og bød skiftevis på trappetrin, store sten og mudder. På et tidspunkt kom en ung mand os i møde, da vi sad og spiste frokosten. Selvportræt på vej op til Mt. KinabaluHan så fuldstændig udmattet ud. Han havde nået toppen og var lykkelig for det, men han havde aldrig oplevet noget lignende, så hårdt havde det været. Det så ud som om at hvert et skridt gjorde ondt på ham. Hmmm jeg havde mine tvivl på det kunne være så hårdt, da distancen var så kort. Ruten havde godt nok været stejl, men på ingen måde teknisk vanskelig.

Omgivelserne skiftede jo højere vi kom. Faktisk oplevede vi at komme gennem 4 klimabælter, med meget forskellig vegetation. Da vi nåede Laban Rata hytten, var de fleste træer forsvundet, og vi var næsten kommet over trægrænsen. Vegetationen var tæt, lav og robust. Naturen var utrolig flot, men vi så intet vildt og kun et par fugle og insekter. Men ruten var jo også godt besøgt af vandere, så det må være forklaringen.

Laban Rata hyttenLaban Rata hytten var en glædelig overraskelse. Det var som at tjekke ind på et hotel. Jeg bad om et håndklæde og fik udleveret et stort og blødt håndklæde med shampo. Værelset jeg skulle sove i havde plads til 8, men der dukkede kun 5 andre op.

Vejret på Mt. Kinabalu havde været meget omskifteligt de seneste timer, men pludselig brød solen frem og fik jaget både skyer og tågen væk. Sikken en udsigt der dukkede op. Laban Rata hytten, som Sutera Sanctuary administrerede, lå for foden af nogle dramatiske bjerge, der nærmest lænede sig ind over hytten. Til den anden side, som restauranten havde udsigt til, var der udsigt ud over lavlandet, hvorfra jeg/vi netop var kommet fra.

Fællesrummet i Laban Rata hytten husede den eneste restaurant, der var blandt de 3-4 hytter på Mt. Kinabalu. (De øvrige hytter havde små køkkener, hvor du selv kunne stå for madlavningen). Der var også en lille kiosk, hvor man kunne købe forskellige søde sager, drikkelse og batterier til kameraet. Prisniveauet var noget højere i forhold til de almindelige priser på Borneo, men husk på at alt blev båret derop af hårdtarbejdende bærere. Jeg så nogle der bar på op mod 50 kg. (Godt det ikke var mig). Der var også fri kaffe- og te, da vi ankom til hytten. det benyttede jeg mig af. Jeg sad og læste lidt i min guidebog om Borneo og kom også snak med andre rejsende, så “vandrehistorierne” fløj over bordene og gav mig inspiration til fremtidige rejser.

Jeg havde fået appetitten og så frem til aftensmaden. Den var jo inkluderet i min “pakke”, jeg havde købt hos Sutera Sanctuary i Kota Kinabalu. Aftensmaden bestod af en stor buffet med forret (suppe), flere hovedretter hvor vegetarer også kunne spise sig mætte samt desserter. Prisen for buffeten (hvis den ikke er inkluderet i din pakke) var vist 45 ringgit – dyrt på Borneo, men pengene værd).

Jeg ville slutte dagen af med et varmt brusebad, som brochurerne pralede med. Det blev til en lunken fornøjelse, efter jeg havde stået ca. ½ time i kø. Desværre var det ene af de to baderum under renovering, så der var kun 2 brusere og 2 toiletter til omkring 70 personer. (Det bliver bedre i den nærmeste fremtid).

Kl. 20.30 lå jeg i sengen og sat mit vækkeur til at ringe kl. 02.30, da guiden ville hente mig kl. 03.00, så vi kunne begynde opstigningen af Mt. Kinabalu. Præcis midnat hørte jeg pludselig en irriterende lyd. Det var et voldsomt elektronisk vækkeur, men ingen reagerede på det. Hmmm. skulle jeg stå op og finde “den skyldige”? Jeg tog i stedet hovedpuden over hovedet og håbede på at søvnen ville overmande mig. Så mærkede jeg en prikke til mig. WOW hvor flovt… det var mit eget vækkeur der hoppede og dansede og gjorde alt for at vække alle i rummet. Jeg havde aldrig tidligere hørt det ringe og uret havde ligget under sengen, så jeg kunne ikke rigtig lokaliserer lyden. Tallene på displayet var også så små, at jeg dårligt kunne tyde dem (måske var det på tide jeg medbragte læsebriller som standardudstyr :o). Der var heldigvis ingen sure miner og snart kunne alle få de sidste par timers søvn inden strabadserne endnu engang startede.

22.2/2009
Til toppen af Borneo og Sydasiens højeste bjerg Mt. Kinabalu

Jeg tror ikke jeg fik lukket et øje igen, indtil jeg skulle op. Kl. 02.30 hoppede jeg ud af fjerene. Det var egentlig ikke så koldt som jeg frygtede, men hellere være på den sikre side. (Jeg husker tydeligt hvor koldt det var på toppen af Mt. Kenya og Mt. Kilamanjaro). Jeg iførte mig en langærmet svedabsorberende undertrøje, en t-shirt, en tynd trøje, en flistrøje og en vind- og vandtæt jakke. Guiden kom på slaget 03.00 og så var det afsted og hente den finske pige, der boede i en af de andre hytter.

Det virkede slet ikke koldt, men alle var dækket til med utallige lag tøj, så de (og jeg selv) lignede Michelinmanden. Tempoet var meget behersket, da ruten efterhånden gik via smalle trapper og stier. Det var simpelthen umuligt at overhale og mange kæmpede desværre allerede med højden… og dårlig kondi. Men det gik da opad og efterhånden kom vi ud på et stykke, hvor der var masser af plads. Jeg havde fået varmen og smidt de fleste lag og havde kun 2 tilbage. Nu tror jeg også vi var rimelige heldige med vejret. Natten før havde det regnet og været så overskyet, at der intet var at se.

Guiden tager sig en smøgEfter 1 ½ time var der ikke meget mere læ at hente, og vinden rev og flåede i mig. Temperaturen var også faldet, så jeg havde fået alle lagene på igen og trukket huen godt ned over øerene. Højden havde heldigvis ikke den store indvirkning på mig, men der var andre der kæmpede og enkelte måtte opgive.

(Har man aldrig tidligere været så højt oppe, overraskes de fleste over den indvirkning højden (over 3000 meter) kan have. Vejrtrækningen bliver mere anstrengende, pulsen ryger hurtig i vejret og bentøjet føles bare tungere. Sniger højdesygen sig ind på en, skal man helst være opmærksom på det, og vende tilbage og komme lidt ned igen. Højdesygen viser sig  typisk som en dundrende høvedpine, dårlig appetit og høj hvilepuls. Højdesygen kan faktisk ramme alle, uanset højde/drøjde og i hvor god form man er i. Er du aldrig tidligere blevet ramt… tjaaa så er det helle ingen garanti).

Toppen af Mt. KinabaluKl. 05.00 tårnede den sidste høj sig op foran mig. Nu var der ikke langt. Det var som om jeg fik en vitaminindsprøjtning og benene begyndte pludselig at sætte tempoet i vejr. Der var andre der havde nået toppen tidligere og faktisk var der kø for at komme helt til selve toppen. Folk stod og fotograferede løs og skulle selvfølgelig havde skiltet med som bevis for de vitterlig stod på toppen. Jeg ventede pænt og så blev det endelig min tur… WOW det var nu alligevel lidt syret at tænke på, jeg nu befandt mig på Borneos og Sydøstasiens højeste bjergtop i 4095 meters højde. Dette var en af årsagerne til, at min rejse gik til Borneo. Det blev til et par minutter på toppen. Den finske pige skød et par billeder af mig og så var det ned igen. Det var begyndt at småregne og skyerne trak højere og højere op. Solopgangen som vi havde stået så tideligt op for at se, var skjult af enorme skyer, men det gjorde nu ikke noget, for jeg havde nået toppen uden uheld og sigtbarheden var stadig ok.

På vej ned ad Mt. KinabaluOmgivelserne var imponerende og meget rå. De nøgne klipper så voldsomme ud og fra kanten af bjergskrænten var der godt nok langt ned. Nu var det tid til at komme ned til Laban Rata hytten, til den store morgenbuffet og en varm kop kaffe. Nedturen gik hurtig og var overhovedet ikke teknisk krævende (hvilket også gjaldt opturen).

Jeg kastede mig grådigt over morgenmadsbuffeten og guffede i mig. Jeg havde jo brug for energien til den resterende nedtur til Kinabalus hovedkvarter. Jeg havde også planer om at gøre turen i et godt tempo, så jeg kunne nå ned og få en bus tilbage til Kota Kinabalu i fornuftig tid, da jeg allerede dagen efter skulle ud på et nyt eventyr på Borneo – 3 dage til Kinabatangan floden. Jeg hoppede og dansede ned ad bjerget på rekordtid og var nede på 1 ½ time. Jeg overhalede alle og var faktisk så hurtig, at der ikke var nået at komme nogen former for transport til de sidste 3 kilometer til hovedkvarteret, som der var betalt for. Tjaaa det var jo dårlig planlægning fra min side, så jeg måtte bare fortsætte det sidste stykke, men var heldig en bil med andre rejsende stoppede, så jeg slap for den sidste kilometer. Det var vist meget godt, for mine ene storetånegl var øm og blå, og lårene direde af den voldsomme belastning det var at halvløbe den stejle rute ned ad bjerget.

2. del: Kinabatangan floden og Sandakan – læs mere her
 

Nyttige rejselinks til Borneo:
Singapore lufthavn
MRTén i Singapore
Fragrance Ruby hotellet i Singapore
Kamerhuset (Danmarks måske billigste priser på digitalkamera)
Step-In Lodge (Super godt guesthouse/lodges i Kota Kinabalu)
Sutera Sanctuary Lodges (Overnatning på Mt. Kinabalu)
Mt. Kinabalu
Laban Rata hytten

9 kommentarer til “Borneo – den grønne ø (1. del)”

  1. Hey Annegrethe

    Det var da dejligt med en lille hilsen. Borneo var suveræn og jeg prøver at få gjort rejsebeskrivelsen færdig, men der er så meget at skrive om, så jeg må dele det op i 3 dele.
    Så håber jeg du får en herlig weekend og hilse alle i billetten og mon så ikke vi ses i næste uge :o)

    Hygge
    Alan

  2. Sikke en herlig rejsebeskrivelse :0) Min kæreste og jeg er slev på vej dertil for tre uger – så vil bare lige høre: Hvor bookede du turen til Mt. Kinabalu? Og hvad kostede det i alt at bestige bjerget? venligst Nicoline

  3. Hej Nicoline

    Hvor er det herligt, at der er nogle der kan bruge mine rejsebeskrivelser. Jeg mener jeg gav i omegnen af 100 US for trekkingpermit, ophold i den store hytte med 2 måltider (de var gode). I kan sikkert gøre det billigere, hvis I overnatter i en af de små hytter uden restaurant/cafe, men priserne ændre sig og nogle gange er der virkelig rift om pladserne, men prøv at forhør jer på et guesthouse. De plejer at være meget behjælpelige.
    Håber I får en forrygende tur
    Alan :o)

  4. Hej alan

    Min kæreste og jeg tager til borneo den 15 jan og vil enormt gerne bestige Mt. Kinablau, men hvordan bookede du turen? Kan man nøjes med at booke dernede eller skal det gøre hjemmefra? Hvordan var dine erfaringer ellers med at booke tingene? Ordnede du alt hjemmefra?

    venlig hilsen

    Louise Brask

  5. Hej Louise
    Beklager jeg først svarer nu, men det er lidt hektisk her i december. Mht. Mt. Kinabalu så forhørte jeg mig lidt omkring da jeg ankom til Step-In Lodge i Kota Kinabalu. De kan arrangere nogle ture eller I kan se lidt mere via dette link: http://www.suterasanctuarylodges.com/
    Jeg synes det var nemt at arrangere det hele efterhånden som jeg kom frem eller fra Step-in Lodge. De var utrolig søde, hjælpsomme og 110% reelle.

    Jeg håber I får en forrygende tur og når toppen :o)
    Alan

  6. super god rejsebeskrivelse. Min kæreste og jeg tager til asien i to måneder til somme, hvor en måned er på borneo, sabay. Vi tænker også at starte i kota kinabalu, og så kunne vi rigtig godt tænke os at bestige mounth kinabalu.. Jeg har lidt svært ved at finde det sted jeg kan reservere hotellet :-/? Det lyder til at reservation af overnatning er det vigtigste.. eller skal man også bestille selve bjerg turen på for hånd – og hvor?

    Morten

  7. Hej Morten

    Tak for din kommentar og spørgsmål. Beklager jeg først vender tilbage nu, men er lige kommet hjem fra 2 uger i Malaysia (Kuala Lumpur, Cameron Highlands, Taman Negara, Penhentian Island og Kota Bharu. Jeg husker jeg reserverede overnatning via http://www.suterasanctuarylodges.com/. De arrangerer også pakkede ture til bestiningen. Jeg synes det gik let at ordne diverse formaliteter selv ved indgangen til parken og bjerget, men jeg tror også jeg var heldig, at der ikke var mange der selv skulle have papirer med tilladelser og guide. prøv eventuel at spørge jer frem, når I først er kommet til Kota Kinabalu.

    Jeg håber det lykkes og at I får en super fed tur :o)
    Alan

  8. Hej Alan
    Super fin rejsebeskrivelse… Spændende læsning…
    Vi rejser til Borneo i september, og skal bl.a bestige mt. Kinabalu.
    Vi er 3 voksne og 3 børn på 7, 9 og 11 år. Hvad tænker du om det? Turen er bestilt, så… Men det kunne være interessant at høre fra en som har været der…
    Vi er gået i træning med børnene – vandreture, cykelture mm. så de forhåbentlig er i nogenlunde form.
    Hvad med fodtøj? Kan man nøjes med løbesko, eller er det nødvendigt med rigtige vandrestøvler?
    På forhånd tak for svar…
    Brian og Lene

  9. Hej Brian og Lene

    Tak for jeres pæne ord om min lille rejsefortælling. Nu har jeg ikke selv børn, men har mødt mange med børn på fjerne rejsemål og har mange venner der selv tager deres med på rejser – uanset om rejsen går til Tyskland eller oversøisk. Børn åbner mange døre og jeg er helt sikkert på I vil opleve de lokale giver jeres børn meget opmærksomhed og en masse smil. Husk at sætte tid af til afslapning, medbring altid rigeligt med vand med, for det kan blive meget varmt. Mht. fodtøjet. Skal i på mindre turen er løbesko helt fint, men skal I fx til toppen af et bjerg, så vil et par lette vandrestøvler give en ekstra god støtte til anklerne.
    Glæd jer – der er et hav af oplevelser der ligger og venter på jer :o)

    Mange rejsehilsner
    Alan

Skriv din mening