Borneo – Kinabatangan floden

Rejseglimt fra Borneo - 2. del
Borneo 2. del: Min rejse gennem Sabah på Borneo fortsatte til den kaffefarvede flod Kinabatangan. Floden er kendt for den frodige natur og de mange utallige truede dyrearter, du kan være heldig at opleve på en sejltur op ad floden. Jeg havde booket min ind på en udflugt på 3 dage/2 nætter. Endnu et eventyr på Borneo ventede mig.

Bestigningen af Mt. Kinabalu, mit første mål på Borneo var lykkes. Nu var jeg på vej tilbage mod det lille guesthouse, D´Ville, for at hente den bagage jeg ikke havde brug for på turen til Mt. Kinabalu. Det var endnu først på eftermiddagen, så jeg kunne stadig nå tilbage til Kota Kinabalu i god tid, hvis jeg ellers kunne fange en bus. De søde mennesker hos D´Ville, synes hellere jeg skulle tage med en dele-taxa. (Et godt råd: En dele-taxa er stort set samme pris som minibusser, men meget behageligere og så bliver du som regl kørt lige til døren af sit hotel). Det ville kun være et par ringgit dyrere.

D´Ville guesthouseDe ringede op til en og indenfor 15 min. dukkede den op. En stor 4-hjulstrækker med fin plads. Ind med bagagen og sætte sig godt til rette i de bløde sæder. Aircondition sørgede for en behagelig temperatur. Pludselig hørte jeg to damer snakke dansk (det var i det hele taget utroligt hvor mange danskere, jeg blev ved med at støde på). Vi kom hurtig i snak, og de skulle høre om alt hvad jeg havde foretaget mig, for at få nogle gode ideer til resten af deres rejse. De havde selv været vidt omkring, boet privat og nået utrolig mange spændende ting på Borneo, så hatten af for jer, hvis I læser dette her. To timer senere blev jeg sat af foran Step-in Lodge i Kota Kinabalu, og blev igen modtaget med åbne arme. Jeg blev indlogeret på mit tidligere værelse og fik hurtigt pakket ud og fundet rent tøj frem. Hold da op hvor var det skønt med et lunt bad og noget rent tøj (det tror jeg også de andre syntes).

I fællesrummet kom jeg i snak med et par andre, og igen hørte jeg om Mulu grotterne i Sarawak (jeg måtte vist hellere får kigget på det og arrangeret en tur derhen :o). Tidlig på aftenen gik jeg i biografen (der er to biografer over for hinanden, hvis du følger vejen fra havet og ca. 250 m ind i byen, forbi det enorme Meridien hotel). De spillede de nyeste film, men udpræget actionfilm. Det var nu alligevel rart at forsvinde ind i et helt andet univers for et par timer. Om aftenen spiste jeg igen på det store madmarked ved havet. Røgen skød op fra de mange stande og grille, der lokkede med fisk i alle størrelser, skaldyr, blæksprutter og meget mere. Jeg havde bare lyst til ris med kylling (5 ringgit). Måske ikke det mest spændende, men det smagte nu godt. Tidligt i seng, da jeg skulle videre næste morgen på en 3 dage/2 nætters udflugt til Kinabatangan floden. Jeg skulle først selv med en bus til et opsamlingspunkt, 6 timer fra Kota Kinabalu, så jeg skulle op kl. “før fanden havde fået sko på” 05.45.

Bussen mod KinabatanganJeg kom op, og minsandten om de søde mennesker på Step-in Lodge ikke allerede var oppe, og sørgede for jeg kunne få lidt morgenmad. De havde også bestilt en taxa, der ville hente mig kl. 06.15 og køre mig til den store busstation Kota Kinabalu North Bus Terminal, der underligt nok, lå ca. 8 km uden for centrum (sikkert for at undgå den tunge trafik inde i selve Kota Kinabalu).  Busstationen var meget overskuelig med langdistance busser på rad og række. I vinduerne på alle busserne var der store skilte med destination og tider. På selve stationen var der flere ansatte fra de forskellige busselskaber, der opsøgte nye ansigter, og sørgede for de hurtigt fik en billet i hånden og kom til den rette bus. Det sket også for mig, og alt foregik hurtigt og effektivt. Bussen kørte også på slaget 07.00 som der stod på skiltet. Prisen for de ca. 250 km var 45 ringgit.

22.-24/2009 – Kinabatangan floden
Kinabatangan floden – jeg suser ned ad floden og spotter en imponerende næsehornfugl
Om eftermiddagen stoppede bussen ved Coffee House, hvor jeg blev hentet i en minibus sammen med to japanere og kørt de resterende 50 km til Kinabatangan Nature Lodge.  Okay… der var også lige en kort sejltur fra en lille landsby ved Kinabatangan floden og til den modsatte side. Nu følte jeg virkelig igen at jeg var på vej til et nyt eventyr med en masse oplevelser i vente.

Kinabatangan floden

Omkring Kinabantangan-floden, der er omkring 560 km lang, lever den måske største koncentration af vilde dyr på Borneo og hele Malaysia. Du har chancen for at se de 8 forskellige næsehornfugle-arter som findes på Borneo, flere forskellige tropiske fugle inkl. isfugle og ørne. Der er kæmpefirben, næseaber og orangutanen – pygmæelefanter- og næsehorn, krokodiller, slange, insekter og en overdådig frodig natur. Et sandt paradis… ikke bare for naturelskere men for alle.

Fællesbygningen med restaurantMedarbejderne på Kinabatangan Nature Lodge kom os i møde, og bød os hjertelig velkommen med en velkomstdrik på terrassen i fælleshytten. Som alle andre steder skulle jeg skrive mig ind i deres store gæstebog med navn, nationalitet, pasnummer, alder og ankomstdag. (Herlig at alt endnu ikke foregår på computer). Vi fik fortalt de næste dages program med sejlture på floden, vandreture og måltider. Der var konstant noget på programmet, men selvfølgelig kunne du vælge at springe en sejlads eller en vandretur over, hvis du hellere ville slappe lidt af og nyde duften og lydene fra den frodige natur. Her kan du se hvordan de 3 dages program så ud:

Dag 1: Kinabatangan floden
07.00  Afgang fra Kota Kinabalu med bus bus (på egen regning 45 ringgit)
11.00  … eller man kunne blive hentet i Sandakan eller Sepilok for ca. 15 ringgit
13.00  Ankomst med bussen til Medan Selera Coffee Shop i Kota Kinabatangan
13.30  Afhentning og transport til Kinabatangan Nature Lodge
15.00  Ankomst- Velkomstdrink drinks og information.
16.00  Aftensejlads og udkig efter vilde dyr og fugle op ad Kinabatangan floden.
18.00  Tilbage og med tid til et brusebad inden aftensmaden
20.00  Aftenvandring med guide i junglen
21.30  Tilbage fra aftenvandringen. Lyset slukkes kl. 22.00

2. dag: Kinagatangan floden
05.30 Tidlig sejltur op ad Kinabatangan floden.
07.30  Tilbage og morgenmad.
09.00 Vandretur gennem junglen med guide til Oxbow søen.
11.30  Tilbage.
12.00  Frokost og fritid om eftermiddagen.
16.00  Aftensejlads og udkig efter vilde dyr og fugle op ad Kinabatangan floden.
18.00  Tilbage og med tid til et brusebad inden aftensmaden
20.00  Aftenvandring med guide i junglen
21.30  Tilbage fra aftenvandringen. Lyset slukkes kl. 22.00

3. dag: Kinagatangan floden
05.30  Tidlig sejltur op ad Kinabatangan floden.
07.30  Tilbage og morgenmad.
08.30  Check ud af Kinabatangan Nature Lodge og transport to Medan Selera Coffee Shop eller transport til Sandakan eller Sepilok for ca. 15 ringgit.

Kinabatangan Nature LodgeKinabatangan Nature Lodge
Inden vi skulle afsted på vores første safari op ad floden, fortalte guiderne, at vandstanden i floden var utrolig høj for årstiden, hvilket betød at de vilde dyr var trukket længere ind i landet. De poienterede også at vi skulle huske på det var vilde dyr, så der var ingen garanti for at se noget. Sådan er det jo med safari om det er langs en flod eller på en savanne – du ved aldrig hvad der dukker op. Men heldigvis indgød de også til håb, for dagen før havde de spottet nogle orangutaner.

Jeg fik nøglen til min egen hytte med bad/toilet og med udsigt lige ud til Kinabatangan floden. Jeg nåede lige at kaste min rygsæk ind i hytten, og så afsted på floden sammen med 8 andre gæster. Vejret havde skiftet fra dejlig sol til store faretruende skyer, men vi tog afsted og op ad floden. Vores bådføre sejlede tæt på den frodige jungel, der gik helt ud til flodkanten. Vi alle spejdede ivrigt op i træerne og ind på land med håbet om at se en orangutan, en pygmæelefant eller andre spændende dyr, som områder er så kendt for. Det er vores bådføre og guide, der med sin skarpe iagttagelsesenve ser de første aber, som vi totalt havde overset. (Det var meget kendetegnende for alle flodturene). Der var masser af aberDet var de charmenrende maraques-aber. De svang sig fra gren til gren og tog stort set ingen notits af os. Pludselig kunne jeg mærke en tung dråbe vand ramme mig på armen, det var startsskuddet til et sandt tropisk regnskyl. Vi blev, alle uden undtagelse, gennemblødt fra yderst til inderst. Desværre betød det også, at det næsten var umuligt at spotte mere vildt, så vi vendte om og håbede på at turen næste morgen ville byde på mere vildt.

Regnen blev ved med at vælte med, så aftenvandringen blev aflyst, da undergrunden var en stor mudderpøl og chancen for at se noget ville være minimal. Det betød lidt tiltrængt fritid. Jeg blev siddene efter aftensmaden og kom i snak med nogle super friske piger. Rejsefortællingerne fløj frem og tilbage i selskab med en iskold øl. Kortene kom også frem og vi spillede lige til lyset blev slukket kl. 22.00.

På udkig efer vildt på flodenTidlig næste morgen står den igen på flodsafari. Jeg gnider søvnen ud af øjnene og spejder forventningsfuld til højre og venstre. Pludselig glider en havørn elegant gennem luften og lander på en gren højt oppe i et træ. Der sad den og ventede tålmodigt på det rette øjeblik for at styrtdykke ned mod floden og fange sig en fisk.

Profil af næseabenPludselig vender bådføren båden og sejler over på den anden side. Hvordan han spottede dem er mig en gåde, men oppe i træerne sad en flok af de mærkværdige næseaber, der kun lever her på Borneo. Det var en stor familie med en enkelt dominerende han, omgivet af en flok hunner (heldige asen :o). Det er ikke uden grund til de bliver kaldt næseaber, for de bærer rundt på en enorm næse, der ser vildt overdimensioneret ud… ja nærmest komisk ud. Det var et herligt syn.

Frodig natur langs flodenResten af flodsafarien og dem jeg havde i vente, bød på masser af oplevelser. Der sad fx 3 store næsehornsfugle i et træ, og hoppede fra den ene gren til den anden. Det virkede som om, de gjorde det bare for at drille os i vores bestræbelser på at få taget et godt billede. Senere spottede vi en krokkodille, og små aber der nysgerrigt kiggede ned på os (hmmm hvem var attraktionen her?). De farvestrålende Kingfisher fugle drønede lavt hen over vandet og op på en gren. En lille fugl, men iført den mest farvestrålende fjerdragt du overhovedet kan forestille sig. Når der ikke var nogle dyr eller fugle at se, gled den utrolig frodige natur forbi os… en attraktion i sig selv.

Glubske blødtørstige igler venter med længsel på mig!!!

Jeg deltog også på en vandring ind i junglen med en guide og 2 japanere. Jeg vidste fra guidebogen og andre rejsende, at inde i junglen ventede de små afskyelige igler ivrigt på os. De er ganske uskadelige og overfører ingen smitsomme sygdomme… og så gør det ikke engang ondt, når de med stor appetit begynder at suge ens blod til sig. Når de suger blodet til sig, vokser de fra at være en lille tynd streg på 4-5 cm til en stor klump, der ser ud som om den er ved at springes. Når den giver slip bløder det typisk nogle timer fra såret, da de sprøjter noget ind i blodet så det ikke størkner.

Korte bukser og sandaler var ikke nok på sådan en vandring. Vi blev bedt om at iføre os lange sokker og stoppe bukserne ned i dem og så fik vi udleveret nogle støvler. Dels for iglerne skyld men også for alt det mudder vi skulle traske os gennem. (Havde vi ikke sokker med solgte de ”iglesokker” for 12 ringgit).

Iglerne ventede med længsel på migJeg så ærlig talt ikke frem til mødet med de små sataner, der ventede på mig. Der gik ikke 5 min. Før jeg mærkede den første… inde på maven. Jeg kunne dårligt flå den af. Jeg troede den bedste måde du kunne fjerne dem, når de var begyndt at suge blod, var af brænde bagdelen på dem, så de gav slip. De frarådede guiden, da de derved ville ”gylpe/spytte” deres indhold ind i såret, som kunne føre til infektion. Så er salt en mulighed eller fylde støvlerne med tobak… de skulle iglerne ikke bryde sig om. Jeg havde ikke mulighed for at afprøve det, så om det er sandt eller ej, tør jeg ikke sige.

Japanerne brød sig bestemt heller ikke om iglerne. De tjekkede hinandens tøj hver 5. minut og gik med store armbevægelser for at vifte alt væk. Guiden og jeg kunne ikke lade være med at sende hinanden et skævt smil, for det var nu komisk at se på. Efterhånden tænkte jeg slet ikke på iglerne, men synes bare det var sjovt, når jeg fik øje på en, der fra et blad strakte sin krop ivrigt frem, når vi passerede, i håbet om at vi var næste offer på menuen.

Det var egentlig ikke meget vildt vi så, ud over en masse kryb, insekter… og igler. Vi passerede dog en gammel orangutan-rede og ”elefantkasser”. Så der var altså vildt i området, men de er jo ikke fjernstyrede, så du skal have lidt held med sig.

Det blev til 3 herlige dage midt i den frodigste natur, dejlige mennesker der arbejde på Kinabatangan Nature Lodge og andre rejsende. Jeg synes prisniveauet (500 ringgit for hele arrangementet i egen hytte som enkelt person). Det er jo altid billigere at rejse sammen, og er det tilfældet vil du kunne få det hele fra 320 ringgit i sovesal og lidt mere i jeres egen hytte.

24.-26.2/2009 – Sandakan
Til Sandakan

Nu fortsatte rejsen til Sandakan i øst-Sabah med minibus. Det var en tur på et par timer. Jeg indlogerede mig på Sandakan Backpackers. De ansatte var søde og de lå super centralt lidt ud mod den lille havnepromenade, men værelserne og hele bygningen, var meget fugtig. Faktisk løb fugten ned ad væggene ved aftenstid, hvilket havde sat sit spor på stedet, trods hele byggeriet kun var 2 år gammelt. Jeg var ikke inde og se andre steder i Sandakan, men i forhold til Step-in Lodge jeg vil give 4 ½ ud af 5 stjerner, så får Sandakan Backpacker 2 1/2 . Du kan se Sandakan Backpackers hjemmeside her

Sandakan virkede umiddelbart mere slidt end Kota Kinabalu og med flere synlige fattige boligområder i centrum. Jeg tog en hurtig skyller, da jeg havde fået mit værelse (40 ringgit) og tog op til touristinformation, for at høre lidt om seværdighederne i Sandakan. Det var en utrolig sød og hjælpsom dame, der spurgte lidt ind til mine ønsker, hvorefter hun kom med de relevante brochurer… og lidt ekstra. Vi fik en rigtig god sludder om alt fra forholdene i Danmark (hun havde læst af danskerne skulle være det mest tilfredse/lykkelige folkefærd i hele verden). Jeg havde hørt om det, og måtte da indrømme over for hende, at vi har det ufatteligt godt, men alligevel tror jeg ikke det er mange danskere, der sætter nok pris på det. Det gav lidt ”ekstra brænde” til vores snak, indtil vi blev ”afbrudt” af andre turister.

Agnes Keith MuseumAgnes Keith Museum i Sandakan – et besøg værd
Jeg havde fået et kort over byen med dens seværdigheder. Jeg havde udset mig Agnes Keith House. Hun var en amerikaner, der kom til Borneo i 1930érne sammen med sin mand. Hun blev kendt for sine bøger, der omhandlede hendes oplevelser på Borneo. Den mest berømte er nok The Land Below the Wind. Agnes og hendes mand var også med i genopbygningen af Sandakan efter 2. verdenskrig, hvor der ikke var mere mere tilbage end sørgelige ruiner. Huset de boede i blev renoveret i 1990érne og er i dag et lille men fint museum, der fortæller lidt om forholdene på Borneo for ca. 75 år siden.

Avisartikel om Agnes køleskabDer var bla. et avisudklip om et vedligelsesholdsfrit køleskab (faktisk to), de havde transporteret fra staterne og hele vejen til Borneo. Det fik opmærksomhed fra de lokale, da de for første gang stiftede bekendtskab med ”hårdt vand” eller rettere is. Noget vi tager som en selvfølgelighed i dag, ligesom så meget andet.
Læs mere om Agnes Keith Museum.

The English Tea House & RestautantThe English Tea House & Restaurant i Sandakan
Når du har besøgt Agnes Keith House, bør du unde dig selv en god kop te, kaffe eller måltid på The English Tea House & Restaurant. Det gjorde jeg og blev virkelig forkælet. Fornemme tjenere sørgede for en professionel og varm betjening. Maden var super god, kagerne endnu bedre og omgivelserne var idylliske. Haven var passet til perfektion og som bonus, var der en flit udsigt ud over Sandakan og det Sydkinesiske hav. Læs mere om The English Tea House & Restaurant her.

Sepilok Orangutan Rehabilitations Centre på Borneo
SepilokDe fleste der rejser til Borneo, tager til Sepilok Orangutan Rehabilitations Centre for at hilse på en fjern slægtning… orangutangen. Tidligere levede orangutangen over det meste af Sydøstasien, men i dag er situationen drastisk ændret. Nu lever orangutangen faktisk kun på Borneo og Sumatra og antallet er de seneste 100 år faldet fra ca. 250.000 til 15.000. Fremtiden ser bestemt ikke lys ud, specielt ikke da skovrydningen stadig foregår med stormskridt på både Borneo og Sumatra. Palmeplantagerne spreder sig med lysets hast, efterspørglsen på det kostbare træ til møbler og befolkningstilvæksten, der stadig er alt for høj, bidrager ikke ligefrem til optimisme. Heldigvis er der nogle få lyspunkter for den kære charmetrold, orangutangen. Flere rehabiliteringscentre er de seneste år dukket op, hvoraf Sepilok er en af dem, men også BOS (Borneo Orangutan Survival), sikkert bedst kendt fra TV om ”Lones aber” på Borneo. BOS er foreningenen bag Lones rehabiliteringscenter for orangutanger og arbejder samtidig med beskyttelse af regnskov og genplanting af allerede fældede områder. Læs mere her.

Jeg besøgte Sepilok Orangutan Rehabititations Centre, der kun lå ca. 25 km fra Sandakan.  Jeg tog bussen (nr. 14) fra Sandakan kl. 09.00 til centeret. Bussen ankommer så du kan nå at se fordringen af orangutangerne kl. 10.00. Fordingstid af orangutangerneIndgangen kostede 30 ringgit og 10 ringgit for kameraet. Stedet for fodringen lå ca. 10 minutters vandring fra centerets indgang, gennem regnskoven via en gangbro hævet en meters penge over jorden. Du kan risikere op mod 800 besøgende ved fodringsstedet, men denne dag var der ikke mere end omkring 150. Alle stirrede op mod platformen, hvor 2 lokale medarbejdere sad og ventede med en spandfuld bananer og andet godt. Pludselig kom en orangutang stille og roligt spankulerende på rækværket. Folk blev helt paffe, men det fortog sig hurtigt og kameraene begyndte at blive rødglødende. Der kom 3 voksne orangutanger, hvoraf den ene bar på en lille unge, der med mellemrum stak hovedet frem og skulle se, hvad det var for mærkelige skabninger på platformen neden for. Tjaaa hvem var attraktionen her?

Orangutang med sin ungeEfter fordringen gik jeg tilbage til indgangen med hovedbygningen. Her var der et interessant lille museum og en videoforestilling med præsentation af centeret på ialt ½ time. Det var virkelig interessant at se det store arbejde de gjorde, for at finde tilfangetagne orangutanger og bringe dem til centeret. Her skulle de så gennemgå en ”uddanneelse” til at blive vilde igen, så de med tiden kunne frigives. Det var en lang proces på flere år. De skulle jo lære alt fra at klatre i træerne, finde føde og til at begå sig mellem andre orangutanger. I det hele taget har centeret formået at skabe opmærksomhed for orangutangernes situation langt ud over Borneos grænser. I dag er der heldigvis både private som offentlige organitationer, der har fået øjnene op for det og yder store bidrag til disse centre. Du kan selv yde et bidrag fx ved at ”adoptere” din egen orangutang for ca. 250 kr. om året. Læs mere her.

Orangutangerne nyder et let måltidJeg gik en lille tur i området og spiste frokost på cafeen i forbindelse med centeret. Priserne var mere end rimelige og maden rigtig god. Jeg gik tilbage til centeret for at opleve eftermiddagens fodring. Billetten inkluderede begge fodringer, så husk at gemme den. Denne gang var der endnu færre mennesker og der dukkede igenb et par orangutanger op samt en hel hær af mindre aber. De små aber stormede platformen. Nogle gemte sig under den, og rakte forsigtigt en arm frem i håbet om af finde en banan eller andet godt. Det var specielt sjovt at se, da de 2 medarbejdere forlod platformen. De små aber så deres snit til et let måltid og indtog platformen. De 2 orangutanger blev siddene uden at skænke dem nogen form for opmærksomhed… indtil de små blev for nærgående. Den ene orangutang fandt en kæp og slog ud efter de frække aber, men uden det store resultat. Oplevelsen af orangutangerne kan jeg virkelig anbefale, men du skal ikke forvente dig et primitivt sted, du har helt for dig selv. Der strømmer rejsende til fra hele verden, men det betyder heldigvis også en konstant strøm af penge til stedet. Penge som de virkelig har brug for.
Nyttige rejselinks til Borneo:

Kinabatangan Nature Lodge
Sandakan Backpackers

Agnes Keith Museum i Sandakan
The English Tea House & Restaurant i Sandakan
Sepilok Orangutan Rehabititations Centre
Sepilok Orang-Utan Appeal UK
BOS eller “Lones aber”

Borneo 1. del:

  • Rejsen til Borneo med Stop i Singapore,
  • Ankomst til Kota Kinabalu
  • Øen Paula Mamukan – en del af Tunku Abdul Rahman National Park
  • Bestigningen af Mt. Kinabalu.

Borneo 3. del:

  • Gunung Mulu National Park

Skriv din mening