Bolovia – verdens farligste vej

Efter nogle dage i verdens højst beliggende hovedstad, La Paz, trængte vi til smuk natur i lidt lunere luftlag. Vi havde hørt om Coroico, der skulle være omgivet af bjerge og den skønneste natur, så der var jo ikke så meget at betænke sig på.

Vi pakkede rygsækken og tog afsked med en masse pragtfulde mennesker vi havde mødt. Vi tog hen til en lille interimistisk holdeplads for minibusser. Vi var de eneste rejsende og ellers blev minibussen fyldt op med lokale. Vi betalte den dollar det cirka koste og satte os til rette. Turen startede godt og inden længe var vi over det højeste bjergpas i ca. 4.800 meters højde. Så begyndte det ellers at gå ned via vanvittige sving ad en sindsyg smal vej, der nærmest ”hang” på bjergsiderne. Der var et frit fald på flere hundrede meter, hvis chaufførens øjemål ikke var godt nok.

Det var sikkert meget godt, at vejret var tåget og diset, for så kunne vi ikke rigtig få en ide om hvor uhyggelig turen egentlig var. Vi kunne dog ikke undgå at bide tænderne sammen og bede ”fader vor”, hver gang vi blev mødt af en modkørende. Nogle gange måtte vores minibus bakke lidt tilbage, hvor der var plads. Når jeg siger plads, så var det ikke meget mere end 5 meter i bredden til to køretøjer. Jeg fik da også øje på nogle steder, hvor manøvren ikke var gået så godt, for langt nede ad bjergskråningen, så jeg flere lastbiler, biler og busser, der var styrtet ned.

Efter nogle nervepirrende timer kunne vi endelig skimte Coroico… og sikke et syn. Coroico lå nærmest på en bakketop omgivet af den mest dramatiske og alligevel smukkeste natur. Bjerge over alt. Mange havde snedækkede bjergtoppe og længere nede overtog den dybgrønne og frodige natur over. Vi sprang af minibussen i centrum af Coroico og begav os hen mod det lille enkle Hotel Esmeralda, vi havde fået anbefalet.

Det var en skønt lille hotel med swimmingpool, pæne store værelser og en fælles spisesal med et stort billard bord. Vi følte os hurtigt hjemme og kom i snak med de andre gæster. Ejeren… en mand i 30érne, der så ud til at gå rundt i en evig brandert, gjorde os alle med selskab og snart klirrede flaskerne og en ”billard turnering” var startet. Da vi var færdige med den, satte vi alle os ved det enorme fjernsyn og vi fik sat en video på. Super hyggelig aften.

Næste dag gik vi på opdagelse i byen. Der var egentlig ikke nogle specielle seværdigheder, det var mere atmosfæren og dagliglivet i sig selv, der var Coroicos attraktion. Det perfekte sted at slappe lidt af efter en masse anstrengende rejsedage. Byen så fattig ud og asfaltveje var endnu ikke fundet til Coroico, men i 1996 var også kun 2 % af vejene i Boliva asfalterede. De lokale var fantastiske søde og milde. De stimlede ikke rundt om os, som i mange andre steder i Sydamerika. De gav os bare et stort varmt smil, specielt når vi afprøvede vores skrantende spanskkundskaber, hver gang vi skulle købe noget.

Det var gode vandremuligheder i området, og vi begav os da også af sted sammen med en amerikaner. Desværre mistede vi pludselig fuldstændig orienteringen. Stierne var ophørt og der var ingen huse at se. Vi fortsatte gennem lav bevoksning, der blev tættere og tættere. Pludselig blev vi angrebet af nogle bi-lignende sataner, der nærmest styrtdykkede mod os og stak, så der sved og gjorde ondt som bare s….

Vi styrtede af sted og endelig efter nogle lange minutter, var vi sluppet af med dem. Vi havde også fundet en lille jordvej og gik via den. Da vi endelig mødte nogle lokale, spurgte amerikaneren (han kunne flydende spansk) dem om vej. Vi var heldigvis på rette vej, men der var omkring 8-10 km til Coroico. Det blev nogle foruroligende lange kilometer, for vi havde ikke drukket væske i flere timer og kunne virkelig godt mærke effekten af det. Vi nåede dog helskindet frem til Coroico, hvor vi købte colaer og vand og bare drak løs så det var en fryd. Vi kom hurtigt til hægterne.

Om aftenen  snakkede vi om hvordan vi skulle komme tilbage til La Paz fra Coroico, for vi havde ikke den store lyst til af tage den dødsensfarlige vej tilbage. Vi havde da også fået fortalt lidt om vejen og læst om den i en guidebog. Den blev kaldt ”Death Road” og skulle vitterlig være verdens farligste vej. Flere busser og lastbiler styrter hver år i afgrunden, så kun guderne ved hvor mange mennesker der mister livet.

Vi spurgte ejeren om der var nogle alternativer, og så var vi ellers heldige. Det viste sig, at hans faktisk selv skulle til La Paz den næste dag, og vi kunne køre med ham for et symbolsk beløb. Vi var lettede og takkede straks ja. Vi kørte næste formiddag og ruten var ganske rigtigt ikke nær så farlig… hvis man da eller kører med en ædru og stoffri chauffør. Som tiden gik virkede han godt nok mere og mere påvirket, så vi krydsede fingerne og håbede på det bedste. Det hjalp… vi kom sikkert frem til La Paz.

(Denne lille rejsebeskrivelse er fra min rejse rundt i Sydamerika i 1996, så meget er sket siden. Vejen blev siden et sandt tilløbsstykke for eventyrlystne adrenalinhungrende rejsende da der var en, der fandt ud af at tage sin mountainbike og cykle ruten fra La Paz til Coroico. Hele ruten er ca. 90 km og går fra 4.800 og ned til 1.700 meter højde. Pludselig var ideen født og i dag er der flere bureauer, der arrangere cykelturen som udflugt fra La Paz. Den skulle koste mellem 40 og 90 US. I dag er det hovedsagelig mountainbikere der benytter sig af vejen, da der er bygget en ny, der er meget sikrere for køretøjer)

Læs mere om Coroico

Læs mere om ”Death Road”

Turoperatør der arrangere mountainbike ture til Coroico fra La Paz

Informationer om transport til Coroico

Skriv din mening