Bolivias svar på ”helvede”

Endelig kan jeg skimte dagslyset forude, efter mere end 3 timer i helvede. Jeg er badet i sved, har støv i næse og hals og er møgbeskidt af mudder.. men sikken en oplevelse.

Jeg befinder mig i en gammel mineby (Potosi), midt i Bolivia. Potosi ligger i over 4000 meters højde, hvilket gør at jeg hiver efter vejret, ved selv den mindste anstrengelse… så alene af den grund løber jeg ikke efter pigerne. En gammel mineby er det i bogstaveligste forstand. De sidste 400 år har man gravet efter bl.a. sølv og tin. I den tid har forholdene ikke ændret sig besynderligt meget, hvilket jeg kom til at opleve ved selvsyn på min rejse til Bolivia.

En tidlig morgen blev jeg kørt op ad minebjerget, der rejser sig majestætisk op foran mig, med sine mere end 5000 meters højde. Inden selve besøget i minen, skulle jeg som en lille gestus, købe lidt ind til minearbejderne,. Et så mærkværdigt indkøb kommer jeg nok aldrig ud for igen. I min “indkøbspose” lå: 1 stang dynamit, lunte, 96% finsprit, cigaretter (50 øre for 15 stk.) og coca blade. Bladene er til at tygge og gemme i mundhulen. De skulle bl.a. have en opkvikkende virkning og stille sulten i bero. De samme blade er i øvrigt dem, man udvinder kokain af. Jeg blev rådet til at tygge nogle under besøget. Den eneste virkning jeg opdagede, var at dele af tungen blev fuldstændig følesløs, som efter et besøg hos tandlægen.

Arbejde med døden til følge…
Jeg blev ledt ind i minen sammen med otte andre rejsende og vores lokale guide. Jeg var ikke nået langt ind i minen, før det gik op for mig, at alle de historier jeg havde hørt om minen talte sandt. Det var om muligt endnu værre. Alt arbejde foregik med håndkraft, samt lidt dynamit når der skulle sprænges dybere ind i bjerget. Der var ingen maskiner overhovedet. Mange af mineskakterne var under en meter høje. Der blev hakket og skovlet i sække på 30-50 kg, som i pendulfart blev båret ud af svedende mænd, der gik som robotter. Vogne på skinner, med over 1 tons last, blev skubbet frem i deres ansigts sved.

Det hele foregik i skiftevis ekstrem kulde eller varme, i en dunkel belysning fra små lamper, som hver arbejder bar på. Som prikken over i´et, var gangene fyldt med mudder, støv og farlige gasser, der gør at en  arbejder gennemsnitlig bukker under efter lo-l5 år. Her er der vitterlig tale om arbejde med døden til følge.

Som i Zoo
Under det meste af turen havde jeg en “dårlig smag i munden”. Jeg tog billeder og delte lidt ud af “godteposen”, præcist i Zoo, mens minearbejderne knoklede for livet. Hvor må det egentlig være nedværdigende for dem. Tænk hvis en flok rige turister besøgte din arbejdsplads, tog billeder og delte sandwich ud… det må ikke være særligt behageligt, vel? Alligevel må jeg indrømme at jeg glad for jeg besøgte minen, for det er sådanne oplevelser der gør, at jeg virkelig lærer at sætte endnu mere pris på lille trygge Danmark, i stedet for at klage over nogle små tossede bagateller.

Skriv din mening