Bangkok og Khaosan Road

Rejseglimt fra Bangkok
Bangkok var i sin tid mit første møde med ”Østens mystik”. Det har sikkert også været skyld i min begejstring af byen. Der er så meget at se på, og for hver gang jeg sætter mine ben i denne puslerende storby, er der sket så utroligt meget. Der bygges og renoveres til den store guldmedalje.

Jeg indlogerede mig på My Guesthouse, hvor jeg tidligere havde boet. Stedet ligger kun 100 m fra Khaosan Road ”Backpackers Heaven”. Mit første møde med området går 13 år tilbage, hvor jeg husker området som snusket og lidt ubehageligt. 2 år senere var der allerede sket en del, men i dag virker alt rimeligt organiseret og området har spredt sig til de omkringliggende små sidegader og huser hundredvis af guesthouses for enhver smag.

Jeg var ude og se Grand Palace (der underlig nok koster 10 gange mere i entre i forhold til de øvrige paladser), Wat Poo og Wat Arun. Flere seværdigheder så jeg ikke da den største seværdighed var i området hvor jeg boede. Seværdigheden var de rejsende, der gik frem og tilbage ad Khaosan Road. De var i alle størrelser, farver og tilstande. Nogle så ud som om de gik i en trancelignende tilstand, nogle så ud som de var havnet i helvedes forgård, andre som om de bare var der af kedsomhed, nogle slugte alle indtrykkene med store øjne, nye ankom med en rygsæk der virkede større end dem selv, nogle shoppede til deres kreditkort blev rødglødende, andre sad og gloede på en utydelig storskærm med det værste Hollywood kan byde på (action med ”Van Damme”), nogle læste…typisk i Lonely Planet, Harry Potter eller i backpackernes kult-bog ”Are you experienced”, og der sad jeg selv og var sikkert selv genstand for andres skurende blikke og forestillinger…

2 kommentarer til “Bangkok og Khaosan Road”

  1. Ha ha ha………… At læse din fortælling vækker minder. Go´ gamle Khao San Rd.

    Husker også “stor-skærmene” som viste film og Banana-pancake og iskold Singha Beer i haven hos Buddy-Beer (tror jeg nok det hed.)

    Dejligt at læse din hjemmeside.

    Kent Landwehr

  2. Hej Kent

    Det er altid herligt når andre kan genkende noget af det jeg skriverom fra egne oplevelser :o)
    Jeg selv kommer altid tilbage til Khao San Rd i Bangkok, for den er simpelthen en oplevelse
    i sig selv.

    Gó sommer
    Alan

Skriv din mening