18 dages rundrejse i Mexico

Rejseglimt fra Mexico

Turen startede d. 16. februar 2001, hvor min godt kammerat Jan og jeg landede i Mexico City. Vi havde sørget for at arrangerer transfer til hotellet hjemme fra, så vi blev afhentet i lufthavnen og kørt til et 3-stjernet hotel (Hotel Regente), ca. 25 min. fra centrum. Hotellet var også bestilt hjemmefra, så det blevv en god start, specielt da vi landede sent om aftenen. (Når du bestiller et lanarrangement sammen med flybilletten er du i øvrigt også dækket af pakkerejseloven.)

Efter et velfortjent bad skulle vi lige afslutte dagen med mexicansk øl. Lige overfor hotellet lå en restaurant/natklub med det indbydende navn; Restaurant Paris. Da vi trådte ind, var det som alle vendte sig om og stirrede på os. Vi var de eneste turister på stedet, der var usselt og beskidt, men vi fik bestilt 2 øl, der blev serveret i takt sammen med den dundrende høje musik, der umuliggjorde alt almindelig snak. Det blev kun til de 2 øl.

Dag 1 – 17/2/2001:  Mexico City – Oaxaca (450 km)
Efter en god nats søvn pakkede vi rygsækken og tog en taxi til en busstation. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med prisniveauet. Taxi-turen kostede ca. 70 kr. for en forholdsvis kort tur. Først troede jeg at vi havde betalt en alt for høj pris, men det skulle hurtigt vise sig at prisniveauet var en del højere, end jeg havde forestillet mig (sammenlignet med prisniveauet i Østen).

Smuk katedral i OaxacaPå busstationen fandt vi hurtigt en bus til Oaxaca, der afgik ½ time senere. Turen var på ca. 450 km, så vi ankom sent på eftermiddagen. Et sjovt lille indslag i busturen var, da en sælger trådte op i bussen og holdt en flot salgstale om en vidundercreme, der efter hans udsagn kunne helbrede alverdens dårligdomme. Dette oplevede vi på flere busture, og det er vist en ganske god forretning, for de fik skam solgt en del…til de lokale.

mexico-oaxaca-2aVi fandt et hostel ”Magic Hotel”, der er ejet af en dansker. Der var kun plads i et fælles soverum, men det var ok. Det var køjesenge og selvfølgelig skulle vi få den absolut mest vakkelvorne, der knirkede og knagede ved selv den mindste bevægelse, så det lød som om den kunne falde sammen når som helst… Men den holdt da. Stedet var fint med fællesarealer, bar, køkken, Internet adgang, men der var mildest talt mange underlige typer. (Mange så ud som om de var gået helt i stå i deres rejse, og var udklædt som det gjaldt om at være den mest usoignerede og outrerede).

Vi gik lidt på opdagelse i Oaxaca, der ligger i 1.500 meters højde, hvilket giver et meget behageligt klima. Byen består af lav bebyggelse med stilfulde gamle bygninger fra kolonitiden, små markeder med farverige kunsthåndværksbutikker, cafeer, restauranter og en stor plads (Zocalo), der er byens centrum med en imponerende katedral, mange træer, bænke og et leben uden lige.

Farverige facader i OaxacaDu kan få meget tid til at gå med at kigge på folk, både lokalbefolkningen, men også de ”farverige” turister i alle afskygninger. Vi fandt nogle hyggelige steder og skulle selvfølgelig smage på en lokal øl. Der skulle være omkring 25 forskellige slags øl i Mexico, og vi havde som mål at ”prøvesmage” mindst halvdelen, samt tequilaen eller Mercal, der er den lokale udgave.

mexico-alban-1Dag 2 – 18/2/2001:  Oaxaca
Efter en nats søvn i den vakkelvorne køjeseng og et godt morgenmåltid, tog vi vandreskoene på og begav os ud til Mount Alban. Det skulle være et smukt beliggende arkæologisk område fra Zapotekernes tid, med udsigt ud over Oaxaca og dalen. Selvfølgelig tog vi den forkerte vej, så turen der skulle være på 8 km, blev til en ca. 18 km lang gåtur gennem et fattigt område op ad bjergsiden, hvor vi senere læste, at det var et område man bestemt skulle holde sig fra. Vi kom helskindet til toppen og blev meget positiv overrasket over ruinerne, der tydeligt vidnede om Zapotekernes højtudviklede byggekunst næsten 2.500 år tilbage.

Ballonsælgere i OaxacaResten af dagen gik med at vandre lidt rundt i Oaxaca, spise en Hamburgesa ved en af de små madstande og finde et sted med ”Happy Hour”. På den store plads var der gadesælgere, gøglere og andre optrædne. Prikken over íet var de mange sælgere, der solgte balloner i alle størrelser og regnbuens farver. Hele familier hyggede sig samen, mens børnene løb rundt og legede, selv sent ud på aftenen.

Santa Maria del Tule nær OaxacaDag 3 – 19/2/2001:  Oaxaca
Vi lå jo ikke ligefrem på den lade side, så vi lejede 2 mountainbike og drog ud på en ”lille” cykeltur til Santa Maria del Tule, der skulle være et af verdens største træer med en diameter på ca. 50 m og mere end 2.000 år gammel. Vi fortsatte langs den befærdede hovedvej til en lille landsby med masser af lokalt håndværk. Det blev til ca. 80 km på cykel, som også bød på et flot landskab, men den travle hovedvej med tung trafik, kunne vi godt have undværet.

Dag 4 – 20/2/2001 Oaxaca – Zipolite (270 km)
Så gik turen videre med bus til Huatulco og derfra videre til Zipolite, der ligge på sydvestkysten. Det skulle være et af de mest afslappede strandområder i Mexico, med gode muligheder for at svømme og snorkel. Vi mødte 2 danskere (Morten og Mette), der skulle samme sted hen. Dem var vi sammen med de næste 3 dage. Da vi stod af bussen ville chaufførens hjælper pludselig have 15 pesos (ca. 20% oven i busturens pris), for at udlevere vores bagage. Det tog noget tid før vi fik bagagen, da vi simpelthen nægtede at betale. Her kom Mortens spanskkundskaber os til gode.

Zipolite - slap af i hængekøjerneVi fandt et herligt sted at bo lige ned til stranden, hvor der var restaurant, bar og på første sal et område med hængekøjer til fri afbenyttelse. Vi sluttede dagen af med noget godt at spise sammen med Morten og Mette (M&M) samt en øl eller to….

Dag 5 – 21/2/2001:  Zipolite
Jeg fik en god nats søvn, da temperaturen faktisk var rigtig behagelig og slet ikke så trykkende som jeg forventede. Jan og jeg gik til Puerto Angel, der oprindeligt var et lille fiskerisamfund. Der var en lille marinebase og en del turister, men hovederhvervet var stadig fiskeri. Vi fik os en Magerita kl. 10.01 og var ”fit for fight”. Vi gik hen til en anden lille strand, hvor der skete lidt mere. Vi forhørte os om priser på dykning, men var ved at falde bagover priserne. Èt dyk kostede ca. 1.500 kr. Vi lejede i stedet maske og snorkel. Vandet var lidt uklart, men der var masser af fisk, som jeg kunne komme helt tæt på. Jeg så også for første gang en moræne, der hurtigt forsvandt ind i en lille hule, hvor den bedre kunne holde øje med det sære væsen, der iagttog den…
Vi aftalte at tage på en tur med båd den næste dag til nogle af de andre strande i nærheden og for at dykke med skildpadder.

Da vi gik tilbage til Zipolite, mødte vi Morten på en lokal ”bar”. Der var selvfølgelig ingen vej udenom, så vi gjorde ham selskab med en øl. Pludselig så vi en kæmpe røgsøjle stige op et par kilometer væk. Det så ud som om, det kom fra stranden vi boede på, så vi blev da lidt urolige om det kunne være vores sted der stod i flammer. MEN der var jo intet vi kunne gøre, så vi lod skæbnen råde og drak endnu en kølig øl, mens musikken drønede ud af nogle overdimensionerede højtalere, så vi måtte bede dem om at skrue ned.

Smukke strande nær ZipoliteTilbage til stranden hvor vi til vor lettelse kunne konstaterer, at det ikke var vores sted, der var brændt ned. Det var helt nede i den anden ende af stranden, men der var en hel del turister, der så lidt bekymrede, ud for ilden bredte sig langsomt. Den blev heldigvis hurtigt slukket. Tilbage stod resterne af nogle strandrestauranter og ”hoteller” samt nogle ulykkelige og grædefærdige ejere, der havde mistet alt. Der var vist ikke noget der hed forsikring mod den slags.

Resten af dagen slappede vi af med en dukkert og hang lidt i hængekøjerne. Om aftenen spiste vi med M&M og de kunne jo lokke os. Vi miksede en masse drink og endte med at drikke det lokale sprøjt rent da vi udgik af både juice og sodavand. Hmmm hvad kan jeg sige…… humøret var højt, vi var alle som teenagere igen og selvfølgelig skulle vi have en dukkert. Var der nogle der iagttog os, må de have fået sig et billigt grin over de kridhvide endeskiver, der strøg hen over stranden i måneskinnet.

Puerto Angel - en hyggelig lille fiskerilandsbyDag 6 – 22/2/2001:  Zipolite
Jeg sov godt og havde det heldigvis fint den næste morgen, så efter et solidt morgenmåltid, var jeg klar igen. Jan og jeg tog til Puerto Angel, hvor vi havde aftalt at tage på en bådtur. Jeg havde fået taget mine piller mod søsyge, så jeg nød turen. Vejret var herligt, men der var ingen skildpadder. Vi tog ind ved forskellige små strande, hvorfra vi snorkeldykkede. Der var ingen farverige koraller, men masser af fisk og endnu en moræne. På vejen tilbage fik vi pludselig følgeskab af 20-30 delfiner der, svømmede om kap med os, og havde ingen problemer med at følge båden. Det var en fantastisk oplevelse at se dem ”live” i deres rette element.

Delfiner svømmede om kap med bådenEfter turen tog vi ind til Huatulco, hvor vi skulle have fat i en busbillet til San Cristobal. Fra andre rejsende havde vi hørt, der var rift om billetterne, da Zapatisterne skulle starte en demonstrations march derfra. Den skulle gå videre gennem det meste af Mexico for at ende i Mexico City. Vi fik nogle af de sidste billetter til turen den næste aften. Vi gik lidt på opdagelse i den lille by. Jan fandt sig en lille internetcafe mens jeg gik rundt og kiggede lidt på dagliglivet.
Tilbage til Zipolite hvor der blev slappet af til den store guldmedalje og jeg fik min ”Taco de Pollo” med lidt ”salsa” og en Modello Negro”…

Dag 7 – 23/2/2001:  Zipolite – San Cristobal  (590 km)
Midt om natten stødte jeg mit hoved ind i en bjælke med et kæmpe søm på min vej til det lille hus. Det gjorde så forbandet ondt gav mig da også et hul og en ordentlig flænge i hovedet. Tjaa lidt komisk var det da også, for da jeg gik i seng dunkede hovedet, og det samme gjorde tåen jeg havde stødt om eftermiddagen. Så der lå jeg og havde ondt fra ”top til tå”…

Da vi først skulle af sted om aftenen, gik dagen med at bade (som såret i hovedet havde godt af, men hold da op hvor saltvandet sved). Om aftenen tog vi afsked med M&M, som havde været et herligt selskab og tog ind til Huatulco, hvor vi skulle på bussen. Der ventede os en bustur på 11 timer (590 km) gennem bjerge og dale. Turen føltes sikker selv om mange guidebøger fraråder turister i at tage natbusser pga. mange overfald… specielt på natbusser.

Farverig katedral i San CristobalDag 8 – 24/2/2001: San Cristobal
Næste morgen ankom vi og havde lidt problemer med at finde et sted, hvor der var plads. Vi var advaret på forhånd om at det måske kunne være svært pga. den store Zapatist march, der skulle starte samme aften, som efterhånden var blevet et stort tilløbsstykke. Det lykkedes os til sidst at finde et værelse med eget bad for ca. 100 kr. Et hurtigt tiltrængt bad, hvorefter vi fandt en lille hyggelig restaurant med en 3-retters menu til 30 kr. Der var flere retter at vælge mellem og portionerne var rigelige, så vi blev mætte.

Vi gik lidt på opdagelse hver for sig. Jan ville igen på internetcafe, mens jeg gik rundt i de små gader. Husene stammede fra kolonitiden og var oftest kun i stueplan eller med 1. sal. De var malet i de smukke pastel farver. Mange forretninger, hoteller og restauranter havde små skilte hængende udenfor, oftest meget flotte og iderigt udført. Jeg var oppe ved en lille kirke, der lå med en flot udsigt udover byen, der lå i en meget frodig dal. Vi var oppe i over 2.000 meters højde, så luften var frisk og temperaturen faldt ned til under 10 grader om natten.

Vi oplevede Zapotister demonstrerer i San CristobalVi var ude for at se om Zapatist marchen var startet. Der var samlet nogle tusinde tilskuer samt et hav af pressefolk, men der skete ikke rigtigt noget. Det hele virkede meget uorganiseret, men det så ud som om forventningerne var skruet helt op. Jan og jeg var da også en smule spændte på, hvad det hele ville ende med, for da det hele startede tilbage i 1994 endte det med et sandt blodbad og en forfølgelse af de involverede lige til regeringsskiftet i slutningen af år 2000.

Om aftenen skete der pludselig noget. Der ankom et optog med lastvogne fulde af hætteklædte Zapatister, både mænd, kvinder og børn. Derefter fulgte tusindvis med bannere og kampråb. Vi gik rundt og fotograferede, og følte at stemningen var fredelig og uden fare for at skulle ”eksploderer”.  Jeg tror heller ikke, at hverken regeringen eller Zapatisterne var interesserede i et voldeligt oprør. Dels da ”tiden var løbet fra det”, der var for meget mediedækning” og begge parter var opsatte på at finde en fredelig løsning, der kunne tilfredsstille de fleste.

Marked i San CristobalDag 9 – 25/2/2001: San Cristobal & Sumidero Canyon (200 km)
Denne dag skulle vi på heldagsudflugt til Sumidero Canyon. Klipperne rager flere steder en kilometer op langs den smalle flod vi sejlede på. Legenden siger, at indianerne foretrak at springe ud fra klipperne og ind i evigheden, frem for at overgive sig til de spanske styrker i det 1600-tallet. Vi var på en 2 timers sejltur. Det var et fantastisk syn, der mødte os, men det var en skam med de hundredvis af plasticflasker der flød rundt i floden, hvilket ødelagde helhedsindtrykket en smule. På turen så vi en enkelt krokodille samt nogle få aber og gribbe. Da vi nåede til enden af floden, gjorde vi holdt ved en lille restaurant, der var klar til at modtage turister. I det sekund Jan og jeg som de første trådte ind, begyndte et lille 2 mands orkester at spille, så det næsten var umuligt at få ørenlyd.
Om aftenen fik vi et par øl og vi tog på et lille diskotek, hvor der var ”Happy Hour”.

På lille cafe i PalnequeDag 10 – 26/2/2001: San Cristobal – Palenque (200 km)
Tidligt af sted til Palenque. Det var en fantastisk flot køretur, der bragte os fra ca. 2000 meters højde ned til 100 meter. Naturen var utrolig frodig og skiftede fra tæt nåleskov til frodig regnskov. Det føltes som en lang tur, da det meste var bjergkørsel og chaufføren kørte meget i ryk. Temperaturen steg sammen med luftfugtigheden, men til et meget behageligt niveau.

Nu var det efterhånden ren rutine for os at finde et sted at bo, så det tog ikke lang tid. Det var oprindeligt meningen, at vi skulle af sted den næste aften, men der var så mange tilbud i området til forskellige udflugter, at jeg valgte at bliver der nogle flere dage. En anden grund var også, at det ville være rart med en lille pause fra de lange busture. Jan havde det vist på den samme måde, så valget var let, vi blev der hele 4 dage.

Udsigt ud over PalenqueDag 11 – 27/2/2001:  Palenque & Ruinerne
Så kom dagen, hvor vi skulle ud og se de berømte ruiner 8 km uden for Palenque by. Ruinerne har alt hvad et arkæologisk område burde have; fyldt med mystik, imponerende templer og andre bygningskomplekser og omgivet af frodig regnskov. Jeg kunne snildt forestille mig Indianer Jones komme styrtende ud fra regnskoven for at søge skjul i ruinerne, skarpt forfulgt af farverige og blodtørstige indianere…. Ja fantasien fejler vist ikke noget.

Vi gik rundt i 3-4 timer før vi havde fået nok. Det var sjovt af sætte sig ned og prøve at forestille sig hvordan det havde været for mellem 1.200-2.000 år siden. Ruinerne er fra Mayernes tid og havde deres højdepunkt i det 7. årh. Trods de mange imponerende ruiner skulle det efter sigende kun være 10-15 % af ruinerne, der er gravet ud. Templerne må have været et utroligt syn, da de oprindeligt var dækket af en rødlig farve og flere steder var det malet i friske farver.

Hvis du vil sørge for at få mest muligt ud af besøget, vil det nok være en god ide at benytte indgangen lige overfor museet, da du derved starter med de mindre ruiner for til sidst at slutte af med ”finalen”, de absolut flotteste.
Vi gik tilbage til Palenque by, hvor vi skyllede vejstøvet ned med en kop kaffe på vores ”stam cafe”. Om aftenen mødte vi 2 tyske ”pige”, vi tidligere havde mødt i San Cristobal og Zipolote. Vi spiste med dem på en af de lidt bedre restauranter, da vi kunne se at de ikke ligefrem var klar til at prøve ”gadekøkkenet”

Dag 12 – 28/2:  Palenque & Heldagstur (Bonampark og Yaxchilán 380 km)
Dagen startede tidligt, da vi skulle på en længere udflugt til Bonampark og Yaxchilán, hvor der var flere spændende ruiner. For bare 2 år siden var det en meget besværlig tur, der snildt ville tage 2 dage pga. Dårlige grusveje (hvis der overhovedet var nogle) eller man kunne vælge den dyre løsning…at flyve. Vi kørte i en lille ”konvoj” med 3 andre vans fyldt med turister, samt en” reservevogn” og politi vogn, med 3-4 svært bevæbnede betjente. (Hmmm skal man så tage det som betryggende eller skræmmende ?) Undervejs var der en del kontroltjek, da vi nærmede os Guatemala. Endelig nåede vi de 2 ruiner, der ligger i hjertet af regnskoven ved Usumacinta-floden, som vi sejlede på i sammenlagt 2 timer. Ruinerne var ikke nær så imponerende som Palenque-ruinerne, men bare turen derud var det hele værd.

Aquaa Azul - imponerende farverDag 13 – 1/3/2001:  Palenque & Aqua Azul/Miasol – Mexico City (1100 km)
Vi var på en udflugt til vandfaldene Misol-Ha og Agua Azul. Det er 2 fantastisk smukke vandfald men meget forskellige. Misol-Ha var ca. 35 m højt, mens Agua Azul bestod af hundredvis af mindre fald, og en del store. Vandet er klart, specielt Agua Azul havde en helt fantastisk azurgrøn farve, der kunne ses mange kilometer væk. Der skulle selvfølgelig bades.
Vi tog natbussen kl. ca. 20 til Mexico City. Dette var den længste tur (ca. 1100 km eller 13-16 timer) og heldigvis den sidste. Vi var meget heldige, da der var rigelig med plads til vores lange stænger. Jeg tror jeg fik sovet det meste af turen.

Den livlige zoculo i Mexico CityDag 14 – 2/3:  Mexico City
Så ankom vi til en af verdens største byer, Mexico City med min. 25 millioner indbyggere. Allerede ved ankomsten for ca. 2 uger siden, kunne vi ved indflyvningen se hvor enormbyen var. Vi gik fra busterminalen og fandt hurtigt ind til centrum, Zocaloen. Vi indlogerede os på Monedo, der var et Youth Hostal. Der ville gå 2-3 timer før vi kunne få værelset, så vi gik på Mcdonald (Mit første og eneste besøg) og fik et måltid morgenmad.

Vi gik en smule på opdagelse og jeg fandt egentlig byen meget tiltalende. Der var utroligt meget at se på, ikke mindst gadelivet. Folk fik pudset sko, en ung gruppe optrådte med Break-dance og bare 50 meter derfra opførte nogle lokale indianere en traditionel stammedans fra fortiden i en farverig fjerdragt. Hvor der for én time siden var mennesketomt uden for vores Hostal, var der nu et leben uden sidestykke. Gadehandlere solgte alt hvad hjertet kunne begære… hmmm eller nærmere en masse billigt skidt. Politiet og militæret stod i grupper på hvert et gadehjørne samt ved mange hoteller og forretninger. Der stod de troligt og holdt vagt (her kunne man jo gøre sig lidt tanker om hvad og hvem de beskyttede mod, om det var deres tilstedeværelse, der gjorde at der herskede fred og idyl eller ???).

Den grønne folkevogne ser du over alt i Mexico CityNoget af gadestøvet skulle da skylles væk, så vi fandt et par lokale værtshuse, for vi havde jo som mål, at prøvesmage mindst halvdelen delen af de ca. 25 øl mærker som Mexico iflg. Guidebøgerne har. Vi var nået op på 11 forskellige. Corona og Sol du også kan købe herhjemme var egentlig de mest farveløse til min store overraskelse.
Om aftenen fandt vi et fantastisk godt sted at spise, Taco Inn, der serverede Taco så englene sang. Jeg fik da spist mig en pukkel til.

Dag 15 – 3/3/2001:  Mexico City & Teothiuacán
Denne dag skulle vi ud og se flere ruiner, der i flere guide bøger beskrives som et ”must” på en tur til Mexico. Stedet er Teothiuacán, ”Stedet hvor mennesker blev guder”. Det er et af de bedst bevarede i hele landet, men det ligger i en gold og ufrugtbar dal omkring 40 km fra Mexico City. På sit højdepunkt dækkede byen et areal på 20 km² med et indbyggertal på op til 200.000, hvilket gjorde byen betragtelig større end den samtidige kejserstad Rom. Byen går tilbage før vores tidsregning og dominerede regionen i mere end 500 år, før den pludselig blev ødelagt og forladt. Årsagen har man endnu ikke fundet ud af. Senere blev stedet opdaget af Aztekerne, som havde det som helligt sted.

Teothiuacán uden for Mexico CityDe troede byen var bygget af kæmper, måske pga. sin størrelse. Pyramiderne er blandt verdens største. Den største er ”Pirámide del Sol” (Solens Pyramide) med sine 64 meter. Grundfladen er 225 x 225 meter, hvilket er præcist det samme som den største pyramide i Egypten. (Jeg kan ikke lade være med at undre mig over dette, samt om det er et rent tilfælde at der står pyramider i 2 verdensdele, der har samme udformning og dimensioner…) Pyramiderne har været dækket af stuk og malet i flotte klare farver. Hele området holder stadig på hemmeligheder fra den forgangne tid og den dag i dag gør man stadig nye spændende fund.

Vi havde betalt 13 $ for udflugten dertil og kørte sammen med 3 andre samt guiden, der også var chauffør. Han var en frisk mand, der fortalte en masse omkring hverdagen i dagens Mexico. Han viste os et af de hellige områder i Mexico, Basílica de Guadalupe, der d. 12 dec. bliver besøgt af op mod en million pilgrimme.

Om aftenen skulle vi ud og have et godt måltid. Der var mange steder at vælge mellem, men de fleste steder var optaget, så huske det er en god ide at reservere bord hvis du vil være helt sikker. Efter at have gået forgæves 2 gange, endte vi på Bar la Opera. Et sted hvor aristokraterne ved århundredeskiftet havde følt sig hjemme. Stedet åndede af atmosfære og var fyldt med Mexicanske boheme typer, de unge smukke med god uddannelse, nogle få turister og 3 gamle charmerende mænd der flittigt spillede traditionelle toner, som de unge piger lystigt sang med til. Sådan et sted bør du simpelthen udelukkende bestille Mexicanske retter og drikkelse for at fuldende aftenen. Vi fik en starter, der var brød og en tallerken med løg og ”syltede agurker”. De viste sig at være nogle djævelsk stærke chilli (Yes jeg tog en ordentlig bid af en, til stor morskab for Jan).

Derefter en Taco suppe, en krydret hovedret med oksekød og en mexicansk rødvin, der var kraftig, velsmagende og passede perfekt til den krydrede mad. Vi sluttede af med en mexicansk brandy, der blev til 2, da vi skulle vente på kaffen. Alt i alt perfekt og et sted der absolut kan anbefales og så kan alle være med. Vi betalte 409 kr. for det hele.

Selvfølgelig skulle vi videre for at prøve Mexicos natteliv. Vi havde fået anbefalet Plaza Garibaldi, der skulle være en plads omringet af diskoteker og natklubber. Det holdt stik. Der var et hav af festglade mennesker og dusinvis af steder. Vi valgte at gå ind, hvor der ikke var ”Cover Charge”. Vi blev vist hen til et bord ved scenen. Der gik ikke 2 min. før der kom et 12 mands band, der simpelthen spillede, som det gjaldt liv eller død. Det var ganske enkelt umuligt at føre selv den enkleste samtale, men mexicanerne var vilde og der gik ikke 1 min. før dansegulvet var fyldt. Det må have været Mexicos svar på Damhuskroen. Vi tog videre og endte på et diskotek. Vi havde ikke sat os før der kom en ung gut hen til os, og spurgte om vi ville danse med hans pige…. Alfons, var både Jan og jeg enige om, men der kom endnu en og pludselig blev både Jan og jeg budt op af nogle piger. Ingen bagtanker eller tilbud om andre ydelser… de ville kun danse. (Det er egentlig sjovt at skulle opleve, at blive budt op af en pige i et macholand som Mexico). Øllet flød, musikken skiftede fra Tecno til Salsa og det var virkeligt sjovt at opleve, men alt skal have en ende, så vi tog derfra mens tid var.

Optakt til tyrefægtning i Mexico CityDag 16 – 4/3/2001:  Mexico City & tyrefægtning
I dag var vi enige om at tage til tyrefægtning, der ellers har en negativ klang i de flestes øre, vores inklusiv. Vi var enige om at skulle opleve det denne ene gang, da alle der har set det, siger det er et fantastisk show, men på samme tid voldsomt og blodigt. På en gang fascinerende og frastødende. Vi skulle opleve det i verdens største arena for tyrefægtning med plads til 40.000 tilskuere. Stedet er Plaza de Toros, som denne dag kun kunne samle 6-8.000.

Tyrefægtning er en del af kulturen i landet og beskrives som; Alt, som livet hvor der er stærke følelser, stil, stolthed, kærlighed, afhængighed, rituel dans, kunst eller kamp mellem mand og dyr – mellem intelligens og råstyrke.

Til tyrefægtning i Mexico CityJeg vil nok beskrive det som en blodig opvisning, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at blive revet med, da en Matador udførte ”ritualet” som en elegant dans. Det hele gik op i en højere enhed, der endte med et rent drab, hvor publikum stod op af begejstring og kastede blomster og tørklæder ud. Publikum er meget kontante i deres reaktion. Hvis de ikke er tilfredse med matadoren, hans hjælpere eller tyren for den sags skyld, giver de deres skuffelse til kende med at pifte, tilråb eller også smider de sædepuderne ud i arenaen.

Jeg oplevede at matadoren fik et øre som tegn på en meget flot kamp. Er du rigtig heldig, kan du opleve han får begge øre eller sågar halen. Yderst sjældent sker det også at tyren bliver skånet, hvis den har udvist kampgejst ud over det sædvanlige. Bliver den skånet, bliver den brugt til avl på farmen, hvilket er en stor anerkendelse for stedet. Tyrene der dræbes, bliver slagtet og solgt, så der er intet der går til spilde.

(Mange taler om dyrplageri, hvilket jeg selvfølgelig vil give dem ret i og jeg skulle nødig være tyr i arenaen. Men der er flere måder at se på det, for denne tyr har haft et godt liv i det fri, hvorimod vi herhjemme har dem i en stald, hvor de dårlig kan røre sig og hvor alt er computerstyret såsom lys og fodring. Er dette ikke også dyrplageri ?)

Dag 17 – 5/3/2001:  Mexico City – Danmark
Vi skulle tilbage til Danmark om aftenen. Egentlig føltes det som om vi havde været væk i rigtig lang tid, og på den anden side er det som vi ankom i går. Vi tjekkede ud om formiddagen. Vi gik lidt rundt hver for sig, da jeg gerne ville tage nogle billeder af gadelivet i Mexico City og Jan ville hellere på museum. Vi mødtes igen kl. 16 på et super flot Youth Hostel, hvor der var en god cafe/bar. Vi fik skyllet den sidste Mexi-øl ned og fik et bad, inden vi skulle ud på den lange vej hjem. Som en perfekt afslutning på Mexico-turen, blev vi kørt til lufthavnen i en af de mange tusinde Folkevogne, der er malet grøn og hvid og er blevet et af landets ”varetegn”. Vi fik gjort de sidste indkøb for de sørgelige rester af U$ og pesos.

Rejseglimt fra Mexico

Dag 18 – 6/3/2001:  Hjemme i Herlige Herlev
Efter en lang men behagelig flyvetur, var jeg pludselig hjemme i min egen lejlighed. Nu virkede alt så uvirkeligt, som en drøm der alt for hurtigt var overstået. MEN alligevel var det godt at komme hjem, for; Ude godt men Hjemme absolut bedst.

Skriv din mening